164.500 kroner plus moms er alt, hvad en Dacia Jogger Van koster, men interessen lever ikke op til importørens forventninger.

Efter at den succesfulde Dacia Dokkar varebil blev døbt om til Renault Express, er det i første række Sandero, der sælger som ”pizzabil” – med SUV-udgaven Duster på andenpladsen.

En håndfuld sidste år og i år er det blevet til, selv om det er en meget rummelig bil. I år er Jogger blevet opdateret – mest synligt ved det nye logo – men den mest spændende udgave er her ikke.

Hybridudgave for dyr

Vi taler om en ny hybridudgave med 140 hk inklusive automatgear, som både ville øge interessen som Van, taxi og for dem, der ville have en billig SUV/MPV med lidt højere indstigning.

Men importøren har p.t. droppet hybridudgaven, fordi prisen ville blive for voldsom, for i stedet for 230.000 kroner på hvide hvider for indstigningsmodellen, ville prisen måske lande på den anden side af 270.000 kroner – og så er der mange andre biler at vælge imellem.

Som Van ville forskellen ikke være så stor – måske 25.000 kroner – men lige nu er der den kendte 110 hk udgave, der tilbydes. Der skal være et vist marked som personbil, er forklaringen.

Fra 45 km/t i fjerde gear

I stedet for en 4-cylindret motor er det fortsat en 1,2 liters motor med tre cylindre, der sidder i bilen – og den er noget støjende ved acceleration, men den følger godt med trafikken – og den trækker i femte gear fra 60 km/t eller 1.500 omdrejninger.

I byen skal man ned i fjerde for at følge loven – eller 45 km/t.  En eco knap sikrer god brændstoføkonomi, som er opgivet til 17,5 km/l i snit.

Bilen er stadig ganske vellykket designmæssigt – og der er da også pænt med udstyr så som læderrat og fartpilot. Der er en 8 tommer skærm men ingen navigation, og telefonen skal spejles for at få den op på skærmen.

Ganske pænt udstyret

Basisudgaven hedder Essential mens topmodellen, som vi har prøvet, hedder Extreme. Her får man vendbare tagbøjler, 16 tommer alufælge, tonede bageste sideruder, p-sensorer, hajfinneantenne, LED kørelys, bakkamera, tågelygter og el-sidespejle – så det er fjollet at tage den billigste for 20.000 kroner.

Navigation koster i en pakke ekstra 10.000 kr. Elektronisk håndbremse og midter-armlæn 8.000 kr. ekstra.

Af andet udstyr i vores testbil var læderrat, fartpilot (ikke adaptiv fartpilot), nødbremse, antispin, elspejle, regnsensor, sædevarme, 12 volts stik og usb-stik. Handskerumslås er der ikke – men den før nævnte midterboks.

1.800 liter varerum

Jogger ser virkelig smart ud – og det er nok landets billigste 7-sædede bil, når man vælger hvide plader. Der er god plads som Van til gengæld med 1.800 liter varerum. Læssehøjden målte vi til 680 mm. Der er to fastgørelseskroge i varerummet.

Luksus er der ikke så meget af – bl.a. må man leve med meget hård plast i kabinen – men der er så stofbetræk på instrumentbrættet.

Sikkerheden er ikke på niveau med søstermærket Renault – bl.a. er der som nævnt ikke adaptiv fartpilot. I EuroNCAP crash-testen har bilen heller været særlig god med en enkelt stjerne.

1.200 kg. trailervægt

Men ude i Europa har Dacia succes – for Dacia er et billigt bilmærke, som de fleste hurtigt føler sig hjemme i – og der er ikke nogen besværlig betjening af bl.a. touchscreen.

På vejen har man en bil med god komfort – selv om sæderne måske er vel hårde. Man bliver hurtigt dus med bilen, som er meget let at betjene. Gearet er letgående og på en snoet vej klarer bilen sig fint.

Skal man bruge trailer, må man trække 1.200 kg, hvilket er acceptabelt.

Fakta Dacia Jogger TCE 110 Extreme:
Motor: 3 cylindre med turbo. 12V.
Slagvolumen: 999 ccm.
Ydelse: 110 hk v. 5.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 2.900 omdr.
Topfart: 183 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,2 sek.
Forbrug WLTP snit: 17,5 km/l.
Gear: 6 trins manuel.
CO2 udslip: 129 g/km.
Køreklar vægt: 1.251 kg.
Nyttelast: 444 kg.
Affjedring: Uafhængig for/semiuafhængig bag.
Bremser: Vent. skover for/tromler bag. esc. ABS.
Trailer: 1.200 kg.
Læssehøjde: 680/100 mm.
Varerum: Ca. 1.800 liter.
Dæk: Continental Eco Contact 205/60 R 16H.
Fabriksgaranti: 2 år.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk