Det blev Ringsted virksomheden Kim Ancker Transport, der vandt titlen som Årets Transportvirksomhed i Odense i weekenden.

Årets Transportvirksomhed er en ærefuld pris, og årets vinder – Ringsted virksomheden Kim Ancker Transport – blev lørdag aften hyldet ved DTL’s generalforsamling i Odense.

Temaet i konkurrencen i år har været arbejdsmiljø og trafiksikkerhed.

Afstemningen

Dommerkomiteen har i år bestået af Jesper Sølund, dokumentationschef hos Rådet for Sikker Trafik, og Traffic & Product Safety Director hos Volvo Trucks, Carl Johan Almqvist – samt en repræsentant fra hver af DTLs fem regioner.

Derefter har der været en online-afstemning, hvorefter de tre finalister blev afsløret på Vestfyn Trækker i går fredag – samt den afgørende sms-afstemning mellem de tre finalister det sidste døgns tid, inden kåringen af vinderen.

Fokus på trafiksikkerhed

Vognmand Kim Ancker fra Ringsted har formået at profilere sin virksomhed på trafiksikkerhed på sådan en måde, at ham og hans chauffør Henning ”Baloo” Olsen er kendt af de fleste i branchen.

Baloo er kendt i vide kredse som manden bag rattet i ”Danmarks sikreste lastbil” – med egen Facebook-side. Her har vi med Ildsjæle at gøre, når det gælder trafiksikkerhed og højresving.

I virksomheden er det især på det tekniske udstyrsområde, man udmærker sig.

11 kameraer

Baloos lastbil og trailer er bestykket med 11 kameraer, der giver chaufføren i førerhuset et udsyn, de færreste kan konkurrere med.

Kim Ancker har selv så høje krav til teknisk sikkerhedsudstyr til lastbiler, at producenterne ikke har kunnet levere på alle hans specifikke ønsker.

Både Baloos og Kim Anckers egen lastbil er bl.a. forsynet med harddisk-optager, som kan bruges til dokumentation til undervisningsbrug.

Trailer til 32 elever

Virksomheden har en ombygget fragttrailer, som udgør et rullende undervisningslokale, hvor 32 elever kan bænkes, inklusive en fladskærm samt et lille depotrum.

Traileren kommer landet rundt på udstillinger og ikke mindst på skoler, julemærkehjem og andre institutioner for at undervise børnene.

Årets Transportvirksomhed planlægges afvikles af DTL-Danske Vognmænd i samarbejde med Bridgestone, Circle K, Codan, Jyske Finans, MTDK, SOS Dansk Autohjælp, VBG og Volvo Trucks.

Markedsføringsfilm

Udover æren, vinderstatuetten og retten til at smykke bilflåden med titlen som Årets Transportvirksomhed 2018 får vinderen tilbudt indspilning af en markedsføringsfilm i samarbejde med et anerkendt, professionelt bureau.
Derudover får vinderen en tur til Gent med besøg hos Volvo.

De to øvrige virksomheder i finalen var AVAS – Aalborg Vognmandsforretning og SOS Dansk Autohjælp Sydjylland.

De fik hver et gavekort på 5.000 kr. til et arrangement, en begivenhed, en oplevelse eller en ting, der kommer alle i virksomheden til gode.