Nu begynder gassen at holde sit indtog i transportsektoren. Efter regeringens omlægning af afgifterne på gas, så de følger diesel, er det nu økonomisk forsvarligt at investere i gas-tankstationer og gasdrevne køretøjer.
Senest har Skive Kommune og HMN Naturgas i denne uge åbnet landets anden offentligt tilgængelige gastankanlæg.
14 Caddy og Passat på gas
Det første er Naturgas Fyns tankanlæg i Odense – hvor selskabets 14 gasdrevne VW Caddy og Passat bilmodeller tankes til dagligt, men hvor mange tyske og svenske gasbiler de senere år er blevet tanket på vej gennem landet.
I Skive har man investeret i otte VW eco up! – som skal gøre kommunen CO2 neutral i 2029. Netop i transport er der stor CO2 besparelser at hente. Bilerne kan bookes af alle kommunes medarbejdere, men skal hovedsagligt køre i hjemmeplejen og blandt kommunens administrative personale.
Mange gasbiler på markedet
Skive kommune forventer, at kørselsbehovet vil ligge på cirka 30.000 km pr bil om året, og foreløbig skal de otte eco up! køre til 2014, hvor der bliver en udbudsrunde omfattende en flåde på 40 biler.
Mange bilimportører har meddelt, at de vil tilbyde biler på biogas – ud over VW gælder det bl.a. Fiat med bilmodeller som bl.a.Punto, Doblò og Ducato – samt Mercedes-Benz med biler som bl.a. Vito, Sprinter og E-klasse. Men andre følger trop – så som Subaru, der bygger deres biler om til gasdrift i Trollhättan af tidligere Saab-teknikere.
Åbent døgnet rundt
Tank-stationen i det vestjyske er placeret i centrum af Skive by. Kommunen vil med satsningen fremme anvendelsen af naturgas og biogas til opvarmning og til transport.
Gas-tankstationen har døgnåbnet, og på nuværende tidspunkt er der naturgas i standerne, men på sigt vil der kunne tankes med biogas, når Skive kommune påbegynder produktionen af biogas, som ikke udleder CO2.
Gas-tankstationen er den første af i alt 10 stationer, der forventes åbnet indenfor det kommende år rundt omkring i landet, og tiltaget har fået et skub med på vejen af 20 millioner kroner fra regeringens energiforlig.
Andre gasudbydere
Også andre gas-udbydere er på vej med gas-tankanlæg – bl.a. e.on, som opfører to i Københavns-området.
Volkswagen lancerer i alt seks forskellige EcoFuel-modeller på det danske marked. Ud over eco up! drejer det sig om Touran EcoFuel, Caddy EcoFuel, Passat EcoFuel, Passat Variant EcoFuel og Golf EcoFuel. Naturligvis både som personbiler og gulpladebiler.
I Sverige kører der i dag 40.000 biler med naturgas/biogastanke. I Tyskland og i Sydeuropa kører der endnu flere.
De nye eco-modeller fra bilproducenterne vil alle kunne bestilles hos de danske forhandlere i løbet af 2013.
Volkswagen Danmark vil fra juni 2013 have uddannet sit fagpersonale til at kunne servicere den nye teknologi på samtlige autoriserede Volkswagen-værksteder.
Fakta: Sådan virker en gasbil:
VW-importøren SMC har sat dette regnskab op for en gasbil – ganske vist ikke en varebil, men det forklarer nogle af gassens fordele:
eco up! udleder blot 79 g CO2/km, hvor den konventionelle up! udleder mellem 96 og 105 g CO2/km. Dvs. at eco up! har skåret minimum 17 pct. af CO2-udledningen sammenlignet med sine konventionelle søster-biler.
Dette placerer eco up! i energigruppe A+ med en halvårlig ejerafgift på blot 120 kr. eco up! forbruger på 100 km 4,4 kubikmeter naturgas – dette svarer med de dagsaktuelle priser på naturgas på ca. 10 kr. pr. kubikmeter til 44 kr. for 100 kørte km. Dermed er EcoFuel-bilen også et økonomisk alternativ til de konventionelle teknologier.
eco up! er udstyret med en 68 hk motor, der i lighed med motorprogrammet på de benzindrevne up!´er er en én-liters motor med tre cylindre. Eco up har et maksimalt drejningsmoment på 90 Nm v. 3.000 o/min. Eco up! når 100 km/t på 16, 3 sekunder og har en tophastighed på 164 km/t.
Udstyret med to gastanke med i alt 11 kg gas (svarende til 72 liter) – der er skjult i bilens undervogn og ikke gør krav på bagagerumspladsen, kan eco up! køre 380 km på en gasoptankning og yderligere 220 km på reservetanken, der indeholder 10 liter benzin.
Således har eco up! en rækkevidde på hele 600 km. Eneste synlige tegn på, at du kører EcoFuel er, at der i instrumentet vises to tankbeholdninger: én for gas- og én for benzintanken. Og at der under tankdækslet befinder sig to påfyldningshuller, ét til gas og ét til benzin. Bag rattet kan man hverken høre eller mærke forskel på eco up! i forhold til den benzindrevne up!