Michelin har udviklet deres nye Primacy 4, som har gode køreegenskaber på våd vej – også når det er slidt ned til de lovbefalede 1.6 mm.

Michelin elsker at provokere. Først med deres Crossclimate dæk, der er godt på veje med sne og på tør vej – og nu med deres nye Primacy 4, der bevarer de gode egenskaber på våde veje – fra de er nye til de når de 1,6 mm. mønsterdybde, som loven foreskriver som minimum.

Michelin vil gerne drille deres dæk-kolleger fra andre dækmærker, men det især lavpris-dæk, de er ude med riven efter. For de bremser dårlige end premium-dækkene fra konkurrenterne.

Tre år undervejs

Michelin har været tre år om at udvikle det nye Primacy 4 dæk og vil bevise, at deres påstande er rigtige.

Den franske dækkoncern har brugt seneste dækteknologi bl.a. med en mere kvadratisk trædeflade og nye og bedre dækmønstre, som bedre leder vandet væk. Også når dækket er slidt. TÜV SÜD i Tyskland har evalueret det nye dæk og siger god for Michelins påstande.

Konkurrenterne

Dækkene, som man har testet Primacy 4 op imod, er de direkte konkurrenter: Bridgestone Turanza T001 Evo, Continental Premium Contact 5, Dunlop BluResponse, Goodyear Efficient Grip Performance og Pirelli Cinturato P7 Blue – i størrelsen 205/55 R16 91V.

En VW Golf 7 med et sæt nyt Primacy 4-dæk de-accelererede fra 80- til 20 km/t på en distance 0,9 meter kortere en de nævnte konkurrenter i gennemsnit – og det slidte Primacy dæk bremsede 2,8 meter kortere end konkurrenternes i gennemsnit.

Holder 18.000 km længere

Michelin lover, at et Primacy 4 dæk i snit holder 18.000 km. længere end de andre dæk. På kanten af dækket har Michelin-dækket tillige en indbygget Michelin markering, som kommer frem, når dækket er klar til udskiftning – så forbrugerne hurtigt kan se, hvor slidte deres dæk er.

Derved vil Michelin understrege, at kunderne kan køre sikkert – helt ned til 1,6 mm mønsterdybde.
Det nye dæk fra Michelin er på markedet i januar næste år. Det kommer i 64 forskellige størrelser i 15-, 16-, 17- og 18 tommer.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk