Opels Mokka hedder nu X for at signalere, at det nu er en bil i crossover SUV klassen. Vi har prøvet den med- og uden firehjulstræk.

Opel har haft stor succes med deres Mokka i Europa – og nu er navnet så skiftet til Mokka X. Det er helt samme karosseri som tidligere, men udstyret er ført up-to-date, så man kan konkurrere med de andre biler i crossover SUV klassen, nok den hurtigst voksende bilklasse i hele verden.

Bilen er udviklet af GM i Korea som Chevrolet Trax – men Chevrolet sælges ikke længere i EU. Mokka importeres ikke længere fra Korea, for det store salg fik GM til også at lade den producere i Europa, nærmere bestemt i Spanien.

Både diesel og benzin

Vores testbiler har dels været den europæiske 1,6 CDTI dieselmotor med 136 hk og dels 1,4 Ecotec turbobenziner på 152 hk med firehjulstræk. Man kan selv vælge, om man vil have for- eller firehjulstræk og om man vil have diesel eller benzin.

De fleste virksomheder vælger dieseludgaver, for her er økonomien bedst. Men mester selv vil måske hellere have en benzinmaskine med turbo og automatgear. En 1,4 Turbobenziner 4×4 med 152 hk er ca. 15.-20.000 kr. plus moms dyrere end 1,4 Turbo 4×4 med 140 hk. Men peanuts i forhold til samme bil på hvide plader.

Vi kan godt lide den 136 hk dieselmotor. Fin trækkraft – og det er både med fuld last og uden last. Med 1,4 turbo med 152 hk og automatik er det en lille racerbil. Men går officielt kun 15,4 km/l, hvor dieseludgaven klarer 24,4 km/l.

To udstyrsniveauer

Benzinudgaven havde Innovation udstyr mens dieseludgaven havde Enjoy udstyr – men dette omfatter ifølge Opel da både regnsensor, 7 tommer farveskærm, alufælge, tagbøjler, varme i sæder og rat, automatisk op- og nedblænding af langt lys, tågelygter og LED kørelys . I Innovation får man ekstra bl.a. navigation og klimaanlæg,

Enjoy udgaven er således ikke særlig spartansk, men man slipper med 168.812 kr. plus moms i testudgaven.
Sikkerheden omfatter i øvrigt seks airbags, elektronisk stabilitets kontrol (esc), hill start og descend, men omfatter ikke nødbremse.

Man kan dog tilkøbe førerassistent-systemet Opel Eye, hvor der en frontal kollissionsalarm – men bilen bremser ikke selv. Opel Eye omfatter også linjevogter og skiltegenkendelse.

Hertil kommer så lidt el- og komfort-pakker i diesel-testbilen så som navigation, klimaanlæg og foldbare sidespejle til ca. 15.000 ekstra. Men der skal ca. 200.000 kroner på bordet plus moms for den prøvede turbobenziner.

Høj indstigning

Mokka er også interessant som Van med sin frihøjde og dermed høje indstigning. Trailervægten er på 1.500 kg. Men ikke alle firmaer har selvfølgelig behov for stor trailervægt. Varerummet er pænt stort med en længde på 140 cm og bredde på 72 cm. Læssekanten er 72 cm. Rumfanget i varerummet er på 1,4 kubikmeter.

Der er ikke handskerumslås – men rummet er todelt og pænt stort. Der er tillige to kopholdere i konsollen og flaskeholdere i dørene. Under armlænet i midten er der en lille midterboks.

På vejen sidder man i en kompakt, men ganske komfortabel kabine. Sæderyggen kunne dog ikke stilles trinløst med rulle. Affjedringen er fast – men ikke ukomfortabel, selv om ujævnheder i vejbanen slår igennem.

Klassisk automatgear

Automatgearet i benzinudgaven er af den klassiske Torque Converter type – ikke dobbeltkoblings-typen. TC-systemet fungeret godt nok – og uden hårde skift. I bakket terræn kunne man bruge gearets plus- og minusfunktion (frem/tilbage) som bremse, så man sparede på bremsebelægningerne.

Når man skal hurtigt afsted, kan man også hente nogle sekunder ved at skifte manuelt med plus-funktionen. Opel lover acceleration til 100 km/t på 10,3 sekunder i 1,6 liters dieseludgaven i manuel udgave. Bilen trak i både femte og sjette gear fra 1.000 omdrejninger – eller henholdsvis 50- og 60 km/t. Under acceleration var der faktisk mest støj i benzinmodellen.

Udsynet var rimeligt, men A-stolpen er ret kraftig og tager lidt af udsynet skråt fremme.
Bilen er forberedt for Opels kommunikationssystem OnStar samt Apple Car Play og Android Auto.

Fakta – Opel Mokka 1,6 CDTI manuel Enjoy:
Motor: 4 cyl. turbodiesel.
Miljø: Euro 6.
Slagvolumen: 1.598 ccm.
Ydelse: 136 hk v. 3.500-4.000 omdr.
Moment: 320 Nm. v. 2.000 omdr.
Acc. 0-100 km/t: 10,3 sek.
Topfart: 190 km/t.
Forbrugs-g/s: 24,4 km/l.
CO2 udslip: 106 g/km.
Varerum: 1,4 kubikmeter.
Læssehøjde: 72 cm.
Mål sidedør: 961 x 1252 mm
Mål ved bagklap: 1.391 x 1.261 mm
Varerum længde x bredde: 1.400 x 920 mm
Totalvægt: 1.883 kg.
Køreklar vægt: 1.400 kg.
Nyttelast: ca. 483 kg.
Trailervægt: 1.500 kg. m. bremser.
Garanti: Fabrik 2 år/Rust 12 år.
Pris ekskl. moms: 168.812 kr.