Scania er så sikre på, at deres Optimise pakke giver brændstofbesparelser for vognmændene, at man nu lover fuld  tilfredshed eller pengene retur.

Scania Optimise er en genvej til  brændstofbesparelser. Der er så gode erfaringer med konceptet, at Scania derfor lover pengene igen, hvis ikke de opnåede brændstofbesparelser dækker kundens investering.

Scania Optimise er baseret på udvikling og optimering af chaufførens kørestil. Scanias erfaringer viser, at brændstofforbruget typisk reduceres med 10procent via personlig træning, og at brændstofbesparelsen efterfølgende fastholdes gennem den coaching og opfølgning på chaufførens kørestil, der indgår i Optimise-pakken.

1,5 pct. af beændstofbesparelsen
Udsigten til de 10 procent besparelse på brændstofkontoen skal ses i forhold til, at investeringen i Scania Optimise typisk kun udgør ca. 1,5 procent af brændstofbesparelsen.
 Tallene har bl.a. gjort indtryk hos HF Transport A/S i Hirtshals, der dagligt disponerer over 22 lastbiler og  80 trailere til transport af levende og forarbejdede fisk samt fiskeolie, foder og gylle.

Her har man netop investeret i Scania Optimise-pakken for otte chauffører, der kører  virksomhedens nyeste Scania lastbiler, heraf fire splinternye Scania R 520 Euro 6-trækkere og containerbiler.

”90 procent  af vores transporter udføres i Danmark og 10 procent i det øvrige Skandinavien, så vogntogsvægten ligger ofte på de maksimale 50-54 tons. Vores lastbiler bruger en million liter dieselolie om året, så bare en lille reduktion af brændstofforbruget vil få stor betydning for vores bundlinje,”  fortæller logistikchef Kent Frydkjær fra HF Transport.

Kan lære at køre mere økonomisk
Han fortæller, at firmaets chauffører er både erfarne, dygtige og ansvarlige.
”Vi er alligevel overbeviste om, at de kan køre endnu mere økonomisk, når de præsenteres for driftsdata fra deres egen kørsel og efterfølgende coaches i den mest optimale kørestil baseret på deres individuelle præstationer,” siger Kent Frydkjær.

Vognmandsfirmaet har lagt ud med Scania Optimise-pakken til en tredjedel af  chaufførerne. Når det så forhåbentlig viser sig at være en god investering, vil man udvide konceptet til resten af chaufførerne i takt med den fornyelse af vognparken, som mani er i gang med.

Fundamentet for udviklingsforløbet er chaufførens egne driftsdata for brændstofforbrug, hastighed, bremsemønstre, tomgangstid, accelerationer mv. Alle nye Scania på det danske marked er siden sommeren 2013 udrustet med Scania Communicator kommunikationsenhed som standard. Dermed kan lastbilens driftsdata og chaufførens kørestil udlæses trådløst og overføres til Scanias Driver Coaches for efterfølgende analyse.

Brændstof største post
”Brændstof udgør ofte den største post på budgettet ved lastbiltransport, så selv få procents besparelser kan løbe op i store beløb,” siger Erling Petersen, der er ansvarlig for Scania Driver Academy.
Han fortæller, at ved at basere deres undervisning og coaching af chaufførerne på en præcis analyse af både transportvirksomhedens samlede driftsdata og chaufførernes kørestil kan de lægge en individuel plan for hver enkelt chauffør.

”Vi har nu tilbudt chaufførundervisning og -coaching på Scania Driver Academy i mere end fire år, og har haft over 2.000 chauffører på skolebænken. Vi har endnu ikke oplevet, at chaufførerne ikke reducerer brændstofforbruget med mindst 3-4 procent, så derfor er vi heller ikke blege for at love kunderne en kreditnota på deres investering i Scania Optimise, hvis vi ikke formår at forrente deres investering, siger Erling Petersen.

Det er servicesælger Michael Søndergaard fra autoriseret  Scania-forhandler Im. Stiholt A/S i Aalborg, der har skræddersyet Scania Optimise-pakken til HF Transport. Bilerne er solgt af salgschef Jens Holger Pedersen fra samme forhandler.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk