PostNord er blandt pionererne, når det gælder brug af elektriske varebiler – men de gode post-folk har nu valgt at spille på to heste – nemlig el-varebiler, der har kort rækkevidde og el-varebiler, der har lang rækkevidde.

Der er tale om otte e-Sprinter, der kører i bedste fald 130 km på en opladning – og tre e-Vito Tourer, der er ombygget som Van – med en rækkevidde på mere end det dobbelte.

Lang rækkevidde på e-Sprinter

Tourer udgaven produceres kun som en minibus – endnu – for en fabriksbygget e-Vito varerum med samme batteripakke er lige på trapperne, har fabrikken og importøren i Danmark meldt ud. Senere på året skulle også e-Sprinter kunne fås med samme batteripakke.

De 11 nye el-postbiler er netop sat i drift på Fyn – og de erstatter 11 diesel-varebiler.

Forsøg med hurtigladere

De fynske el-varebiler indgår i en test af ni jævnstrøms-hurtigladere, som er opstillet på PostNords distributionscenter i Odense. Der er tale om fem 24 kW- og fire 50 kW ladere.

”Vi har allerede en flåde af elbiler flere steder i landet, og med de nye biler i Odense skal vi i særlig grad teste hurtigladning af bilerne,” siger Kenneth Christensen, der er regionschef for Sydjylland og Fyn hos PostNord.

Hurtigladere kan lade fem gange så hurtigt, som PostNords øvrige ladestandere og de ladestandere/wallboxe, man ser hos private.

Til glæde for fynboer

Det er især PostNords kunder i og omkring Odense samt Nyborg, der får glæde af støjfri levering af breve og pakker fra de nye el-varebiler.

Bilerne kører ifølge PostNord på grøn strøm og har derigennem en CO2-udledning på nul. Det er endnu et skridt på vejen mod PostNords mål om udledningsfri levering i 2027.

“Udover at vi hele tiden bestræber os på at udlede mindre og mindre CO2, så tester vi nu, om vi kan udnytte bilerne mere optimalt ved at bruge dem flere gange i løbet af dagen,” siger Kenneth Christensen.

Fuldt opladet til ny rute

Med de nye hurtigladere er håbet, at bilerne oplader på distributionscenteret i et par timer efter første rute, og at de så kan køre ud på endnu en rute samme dag.

PostNord kører allerede med elektriske eSprinter på Bornholm, Samsø og i København, Aarhus og Aalborg.

PostNord har desuden flere eldrevne pakkebiler på vej i Sønderborg og Hillerød.