Der var nedgang til alle de tunge køretøjer i november måned, når man sammenligner med salgstallene fra samme måned sidste år.

Bedst gik det dog varebilerne, som nøjedes med et beskedent fald på 4,1 procent.

Selvom varebilerne gik tilbage i den forgangne måned, er salget på 2.876 varebiler ganske pænt, når vi sammenligninger med det generelle niveau i 2020. Det oplyser DBI, De Danske Bilimportører.

Et sundhedstegn

”Ligesom aktiviteten i resten af samfundet var stærkt reduceret i foråret, oplevede bilbranchen et meget trægt varebilsalg under de første måneder af Corona-krisen. Udviklingen begyndte dog at vende ved indgangen til andet halvår af 2020, og vi tolker det som et sundhedstegn, at varebilsalget nu synes at have stabiliseret sig på et fornuftigt højt niveau,” udtaler adm. direktør for De Danske Bilimportører, Mads Rørvig.

Flere tunge varebiler

Selvom varebilerne ikke helt kunne følge med salget i de foregående måneder, endte varebilsalget i november særdeles pænt i forhold til det generelle salg 2020.

Med 2.876 nye varebiler i den forgangne måned, ligger november 2020 dog 4,1 procent under sidste års niveau i samme måned, hvor der blev indregistreret 2.999 nye varebiler.

Med november måneds salgstal er det samlede varebilsalg for 2020 nu oppe på 27.453, hvilket er 9,3 procent færre end varebilsalget i samme periode af 2019, der bød på 30.274 nye varebiler.

I november 2020 blev der solgt flere tunge varebiler over 3,5 tons – både i faktiske og relative tal – end i november 2019.

En fjerdedel af salget

665 tunge varebiler blev det til i den forgangne måned, hvilket vil sige, at de tunge varebiler udgjorde 23,1 procent af markedet i november 2020.

Det er 3,3 procentpoint flere end i november 2019.

Omvendt oplevede de lette varebiler op til 2.500 kg. et fald på 3,6 procentpoint, imens andelen af de mellemtunge varebiler mellem 2,5- og 3,5 tons var nogenlunde uforandret.

Selvom varebilerne ikke helt kunne følge med salget i de foregående måneder, endte varebilsalget i november særdeles pænt i forhold til det generelle salg 2020.

Lastbiler: Fornuftig aktivitet

”2019 bød på det næsthøjeste lastbilsalg i 10 år – derfor lå det i kortene af 2020 ville blive et stille år for lastbilerne. Når det er sagt, har vi været vidne til en fornuftig aktivitet de seneste tre-fire måneder, som ikke afviger væsentligt fra lastbilsalget i de tilsvarende måneder af 2019. Det er meget tilfredsstillende med tanke på samfundets generelle situation,” siger Mads Rørvig.

I november kom der 334 nye lastbiler ud på de danske veje. Det er 9,0 procent færre end november sidste år, hvor der blev indregistreret 367 nye lastbiler.

Det generelt lave lastbilsalg i 2020 var forventet ovenpå et højt lastbilsalg med over 5.000 nye lastbiler i 2019. Med én måned tilbage af 2020 er der solgt 3.490 nye lastbiler i 2020, hvilket er 26,5 procent færre end sidste år.

Tachografer øgede 2019 salg

Det meget høje lastbilsalg midt på 2019 skyldtes indførelsen af nye regler for fartskrivere (tachografer) til registrering af køre- og hviletid og det faktum, at allerede producerede biler ikke var omfattet af en overgangsordning endsige kunne modificeres til at opfylde de nye krav.

Krav om såkaldt ”intelligent takograf” blev indført for nye lastbiler og busser fra og med den 15. juni 2019.

Det kan have påvirket antallet af nyregistreringer, fordi det i mange tilfælde ikke har været muligt at eftermontere den intelligente tachograf på køretøjer, der allerede var produceret og heller ikke på en række køretøjer, der var under opbygning.

Ingen dispensation

Dermed stod man med en klassisk ”End-of-Series” situation, men med den forskel, at der ikke kunne gives dispensation.

Det skyldes, at kravet ikke er en del af typegodkendelsen af køretøjerne, men hører til reguleringen af anvendelsen af dem. Samtidig havde EU-kommissionen afvist at udsætte frister eller tillade overgangsordninger.

Kun én mulighed

Dermed var der kun den mulighed at få køretøjerne registreret, inden kravet trådte i kraft, hvis man skulle undgå meget dyre ombygninger og omfattende udskiftning af elektronik.

November måneds lastbilsalg var stort set identisk med sidste års salg, når man kigger på vægtklassernes markedsandele.

Den største ændring stod de største lastbiler over 24 tons for, som gik 0,5 procentpoint tilbage i forhold til november i fjor.

Svagt bussalg

2020 har også været et stille år for busserne. Foreløbigt er der indregistreret 271 busser, hvilket er 47,1 procent færre end i samme periode sidste år.

Salget i den forgangne måned bryder ikke med tendensen – i november blev det blot til ni nye busser, svarende til en nedgang på 84,2 procent i forhold til november 2019, hvor 57 busser blev nyregistreret.

(Kilde: De Danske Bilimportører).

Varebilssalg november 2020:
Ford Transit Custom 431 enheder
Mercedes-Benz Vito 263 –
Mercedes-Benz Sprinter 204 –
Ford Transit 2 tons 126 –
Volkswagen Transporter 126 –
Renault Trafic 113 –
Renault Master 107 –
Peugeot Partner 104 –
Dacia Dokker 101 –
Peugeot Expert 92 –

Varebilssalg januar-november 2020:
Ford Transit Custom 3.789 enheder.
Mercedes-Benz Sprinter 1.737 –
Volkswagen Transporter 1.726 –
Mercedes-Benz Vito 1.590 –
Ford Transit 2 tons 1.069 –
Renault Trafic 1.004 –
Renault Master 982 –
Peugeot Partner 945 –
Peugeot Expert 930 –
Toyota Proace 799 –

 

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk