Efter udmeldinger fra olieselskabet Circle-K om deres overtagelse af Shell tankstationer havde mange firma- og privatkunder troet, at Shell havde opgivet at sælge benzin i Danmark – men Shell Fuel Sales meddeler nu, at 100 års tilstedeværelse med tankanlæg i Danmark fortsætter.
129 tankstationer har Dansk Shell dog solgt til det canadiske selskab Cirkle-K, men der er fortsat 204 tankanlæg rundt om i landet, hvor man fremover kan bruge Shell Card og euroShell Card. På de tidligere Shell- og nu nye Circle-K tankanlæg kan man bruge sit Shell kort frem til efteråret.
”Med salget af dele af Dansk Shells forretning i maj blev Shells servicestationer fejlagtigt dømt ude af nogle medier. Med et landsdækkende netværk af servicestationer og ubemandede Shell Express-anlæg forbliver Shell-muslingeskallen i Danmark,” meddeler man hos Shell Fuel Sales.
I by og på land
Shell som mærke forbliver i Danmark, og Shell har stadig en stærk tilstedeværelse i både store byer og i provinsen.
”Dermed er alt næsten, som det plejer at være for bilisterne. Også for de mere end 100.000 danskere, som får faste rabatter med Shell Card, og sådan bliver det ved med at være,” siger Maria Beck-Tange, adm. direktør i Dansk Fuels A/S, som driver Shell-netværket.
Som led i salget af A/S Dansk Shell ændrer Shell-stationsnetværket sig lidt. Mens 129 stationer således skifter til det nye Circle K eller Ingo, rykker Shell-muslingeskallen de kommende måneder ind på 24 nye stationer rundt om i landet.
Nummer to i Danmark
Med 204 servicestationer vil Shell-netværket fortsat være en markant aktør på det danske brændstofmarked – og den næststørste målt på antallet af bemandede servicestationer, fortæller man hos Shell.
Således byder Shell på landets eneste højoktanbenzin, Shell V-Power 99 oktan, og sparebrændstoffet Shell FuelSave, der både findes som diesel og 95 oktan benzin.
Også Shells brændstofkort til private og erhverv lever videre. Med Shell Card får over 100.000 danskere fast 15 øre i rabat per liter, når de tanker, og fast rabat på bilvask. Bilister med Shell/FDM-kort får 20 øre i fast rabat på en liter benzin – og 25 øre per liter diesel.
Rabat til erhvervskunder
For erhvervskunder i hele landet giver euroShell Card adgang til faste rabatter foruden betaling på Shells mere end 11.000 servicestationer i hele Europa. Kortet kan samtidig bruges til betaling af motorveje og til broafgifter rundt om i Europa.
Fra den 18. juli markerer Shell-stationer landet over iøvrigt med en særlig 100 års kampagne.
Stationsnetværket under Shell tæller 204 servicestationer i Danmark fordelt på bemandede servicestationer og ubemandede anlæg under Shell og Shell 7-Eleven. Det landsdækkende stationsnet drives af Dansk Fuels A/S og beskæftiger ca. 1.200 medarbejdere.