Iveco EuroCargo i CBG-biogas udgave er netop blevet kåret som vinder af prisen Sustainable Truck of the Year i kategorien distribution.

Prisen blev stiftet i 2016 af det italienske fagblad Vado e Torno – og uddeles årligt af en uafhængig jury bestående af branchejournalister.

Juryens vurdering er baseret på flere faktorer med særligt fokus på reducerede emissioner – noget, som er et særligt stort konkurrenceparameter i de nordiske lande.

Lastes med 5,5 tons

EuroCargo, som har været i produktion siden 1991 og er et af de mest innovative erhvervskøretøjer på markedet. Vinderbilen kører på komprimeret biogas.

”EuroCargo er et fremragende køretøj i mellemklassen, da det kan lastes tungt med op til hele 5,5 ton, men samtidig er fleksibel og manøvredygtig, hvilket gør den meget velegnet til f.eks. distributionskørsel i byerne.”

Det siger Henning Nielsen, produktchef for mellemklasselastbiler hos Hedin Nordic Truck AB (tidligere Iveco Danmark).

Juryens begrundelse

I år begrundede juryen sit valg med følgende:

“EuroCargo har været en del af lastbilshistorien i mere end tre årtier og har bevaret sin attraktivitet og konkurrenceevne uden nogensinde at ændre sin grundlæggende filosofi. Selv i sin nyeste version forbliver EuroCargo først og fremmest et symbol på den alsidighed, der har gjort den succesfuld i en række forskellige anvendelser. Samtidig tilbyder den nu et endnu mere elegant design og et udvidet udvalg af funktioner.”

EuroCargo egner sig ikke mindst godt til bykørsel og er tilladt i miljøzoner, som er et vigtigt konkurrenceelement i særligt de nordiske lande.

Reduceret miljøaftryk

EuroCargo er en driftssikker, robust og pålidelig lastbil, der tilbyder høj komfort for chaufføren. Dette er faktorer, der er meget vigtige for distributionssegmentet, men også for andre segmenter, såsom renovationskørsel.

”At man kan vælge mellem forskellige brændstofalternativer, viser også lastbilens fleksibilitet og alsidighed. Ved at vælge biogas kan man bevare den samme funktionalitet som dieselmodellen og samtidig reducere miljøpåvirkningen,” fortæller Henning Nielsen.

6,7 liter biogas-motor

Lastbilen er bygget på en modulopbygget førerhusplatform, som giver mange muligheder for tilpasning.

Den har en 6,7-liters CBG-motor i tre versioner: 220 hk, 250 hk og 280 hk.

Ud over øget kapacitet og kraft tilbyder EuroCargo også et lavt brændstofforbrug og en reduktion af CO2-udledningen med op til 10 pct.

Perfekt til bykørsel

Som noget helt særligt lander rammer EuroCargo en totalvægt på 11,99 ton, hvilket placerer køretøjet et mulehår fra at være omfattet af vejafgift, der fra 2025 gælder for lastbiler på 12 ton og derover. Det gør naturligvis bilen endnu mere kommercielt interessant.

”EuroCargo egner sig perfekt til bykørsel og er tilladt i miljøzoner, hvilket vi ser som et meget vigtigt parameter for en lastbil i Norden,” siger Henning Nielsen.

EuroCargo og Cargo

Modelbetegnelsen Cargo var oprindelig Fords lastbilbrand fra 1981, men Ford solgte sine europæiske lastbils-operationer i 1986 til Iveco Group – og blev fra 1993 betegnet Iveco Ford Cargo.

Oprindeligt blev Cargo-modellen og Iveco Ford Cargo bygget på Langley fabrikken i Storbritannien, men efter 1997 er produktionen foregået primært på Ivecos fabrik i Brescia i Norditalien.

EuroCargo har generelt været branded Iveco siden 1991. Første generation blev produceret til 2002. anden generation til 2015 – og tredje generation har været produceret siden 2015.

EuroCargo afløste lastbilsmodellen Iveco Zeta.

FAKTA – den nye EuroCargo:

Den nye EuroCargo er den mest avancerede model hidtil med et redesignet digitalt førermiljø, nye ADAS (Advanced Driver Assistance Systems), digitale tjenester baseret på avanceret konnektivitet og en endnu mere bæredygtig CNG-serie.

Konkret er EuroCargo udstyret med en ny generation af Tector 7 (N67) CBG-motorer, designet og produceret af FPT Industrial.

Disse er tilgængelige for hele serien og gør EuroCargo til det eneste køretøj i vægtklassen 12-18 ton, der tilbyder naturgas til operatører, der søger emissionsreducerende løsninger.

EuroCargo tilbydes også i en HVO-version (Hydrotreated Vegetable Oil.)

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk