Volvo Trucks har taget en beslutning – at halvdelen af deres solgte lastbiler skal være elektrificerede i 2030. Den optimistiske vurdering skyldes, at Volvos eldrevne lastbiler kan opfylde en bred vifte af transportbehov.

I EU kunne næsten halvdelen af al lastbilstransport elektrificeres allerede i dag – for ifølge statistik fra Eurostat (“Road Freight Transport by distance”) fra 2018 kørte 45 pct. af alt gods, der blev transporteret på Europas veje, distancer på under 300 km.

Rejsen begynder nu

”Flere og flere transportvirksomheder indser, at de er nødt til at starte deres elektrificerings-rejse nu. Det skyldes både miljøhensyn og konkurrencemæssige årsager, så de kan opfylde kundernes krav om bæredygtig transport. Med det brede og dybe sortiment, som vi tilbyder, er det nu fuldt realistisk for langt flere transportvirksomheder at skifte til eldrift,” udtaler Roger Alm, adm. direktør for Volvo Trucks.

Allerede siden 2019 har produktionen været i fuld gang af de eldrevne FL-modeller til især by-distribution – og vi har allerede for et par år siden prøvet denne udgave ved fabrikken i Göteborg.

Velfungerende el-lastbiler

Regionaludgaven FE Electric har vi prøvet herhjemme for nylig, og vi har også i Sverige prøvet Volvos nye anlægskøretøjer FMX og FH – fuldtlastede – og den opgave klarede de godt.

I år indledes så salget af tre nye fuld elektriske tunge lastbilmodeller, for fabrikken mener, at tiden er inde til et hurtigt løft i elektrificeringen af tung vejtransport.

Når salget af de nye eldrevne Volvo FH- og Volvo FM-modeller begynder, vil elektrisk transport ikke kun være mulig i byområder, men også til regionaltransport mellem byer. Og med den nye eldrevne Volvo FMX bliver det lettere at opnå renere og mere støjsvag anlægstransport.

Tunge ellastbiler fra 2022

Produktionen af de nye eldrevne modeller til Europa begynder næste år. I Nordamerika startede salget af VNR Electric i december sidste år.

Med de nye modeller har Volvo Trucks nu et udvalg på seks mellemtunge og tunge eldrevne lastbiler, hvilket er det mest komplette sortiment af eldrevne lastbiler i branchen.

Volvos know-how kommer også koncernens andre mærker, amerikanske Mack og franske Renault Trucks, til gode. Renault Trucks har iøvrigt også forsket i el-lastbiler i mange år – og tilbyder også en række af deres produkter i eludgaver.

Højere last-kapacitet

Volvo Trucks’ nye modeller, der har højere lastkapacitet, kraftigere drivliner og en rækkevidde på op til 300 km, vil som nævnt kunne håndtere omkring 45 pct. af alt det gods, der transporteres i Europa i dag.

Dermed bliver det muligt at yde et vigtigt bidrag til at mindske klimapåvirkningen fra vejtransport, som ifølge den officielle statistik i dag tegner sig for ca. seks procent af de samlede CO2-emissioner i EU.

Komplette eco-systemer

Produktionen af de nye, tunge ellastbiler indledes som nævnt i anden halvdel af 2022 – men Volvo Trucks’ elektriske program omfatter også komplette eco-systemer i forbindelse med service, vedligeholdelse og finansielle løsninger – alt sammen tiltag, som kan fremme et skift til elektrisk transport.

Roger Alm er sikker på, at de komplette elektrificerede transportløsninger, som Volvo Trucks sammen med deres globale forhandler-netværk og værksteder, vil spille en væsentlig rolle i at sikre kundernes succes.

Skifter til brint

Men Alm forsikrer, at også længere transporter som eksportkørsel på sigt også vil kunne klares med elektrificerede køretøjer. Her planlægger den svenske lastbilsproducent at anvende brintdrevne køretøjer – så lastbilerne kan bibeholde stor nyttelast og lang rækkevidde.

”Denne forskning udvikler sig hurtigt, og vores ambition er også at gøre de længere transporter elektriske gennem brug af både batterier og brændselsceller. Vores mål er at begynde salg af brændselscelle-baserede lastbiler i anden halvdel af dette årti – og vi er overbevist om, at vi kan gennemføre det,” udtaler Roger Alm.

Volvo Trucks og Daimler – verdens to største lastbilsproducenter – har allerede meldt ud, at de  sammen skal forske på brintområdet. Men samtidig skal konkurrencen mellem de to koncerners produkter bibeholdes.

Produktprogrammet af Volvos ellastbiler i Europa:

• Volvo FH Electric, til regional og intercity transport.
• Volvo FM Electric, en alsidig lastbil til tung lokal transport og regional distribution.
• Volvo FMX Electric, til renere og mere støjsvag anlægskørsel.
• Volvo FE Electric, til lokal-og by-distribution samt renovationskørsel.
• Volvo FL Electric, til local- og city distribution.
Udenfor Europa omfatter produktprogrammet også Volvo VNR Electric til det nordamerikanske marked.

Tekniske data:

• Volvo FH, FM og FMX Electric: Rækkevidde op til 300 km. Ydelse 490 kW. Max moment 2400 Nm. Batteri-kapacitet op til 540 kWh. Totalvægt (GCW) op til 44 tons.
• Volvo FE Electric: Rækkevidde op til 200 km. Ydelse 330 kW. Max moment 850 Nm. Batteri-kapacitet op til 264 kWh. Totalvægt op til 27 tons.
• Volvo FL Electric: Rækkevidde op til 300 km. Ydelse 165 kW. Max moment 425 Nm. Batteri-kapacitet op til 396 kWh. Totalvægt op til 16 tons.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk