Italienske Fiat Professional er nyt medlem af Stellantis gruppen – men foreløbig kører man med sine egne motorer i den mest populære varebilsserie Ducato.
Det gælder også i den elektriske E-Ducato udgave, som blev præsenteret i fjor.
Vi har netop prøvet den nye elvarebil med mindste batteri på 47 kW, og her bør man holde sig til Last Mile distribution – især i koldt vejr. Vi kørte bilen i januar ved et-cifrede temperaturer, hvor vi dog lagde ud med 135 km rækkevidde – tæt på de opgivne max. 138 km.
Bygges i Italien
E-Ducato bygges på fabrikken i østitalienske Val de Sangro – i Abruzzo provinsen – sammen med alle andre Ducato udgaver – modsat Stellantis søsteren Peugeot, hvor el-udgaven bygges om af tyrkiske BD-Auto.
Fiat Professional bruger i øvrigt fortsat Fiats gamle røde bomærke i stedet for de fire FIAT-bogstaver på fronten som resten af producentens modeller.
Og man er ikke skiftet til den samme digitale instrumentering, nøglefri tænding og elektriske håndbremse som i diesel-udgaverne. Måske er det et overgangsfænomen.
Veldesignet løsning
E-Ducato fås i to udgaver med 47- og 79 kWh, som giver to forskellige rækkevidder i testudgaven på 138- og 225 km (WLTP). Sidstnævnte er derfor bedst til længere ture – men så er lasteevnen mindre – nemlig 820 kg. mod 1.135 kg i testbilen (på grund af de tungere batterier.)
I E-Ducato er den overordnede kvalitet ved ombygningen mere gennemført end den franske søstermodel e-Boxer – hvor man f.eks. bare har fjernet viserne i de oprindelige instrumenter.
I E-Ducato har man dog monteret en mere veldesignet løsning i form af en slags mini i-Pad monteret ved A-stolpen, men det fungerer udmærket – bl.a. med angivelse af resterende rækkevidde i kilometer og procent.
Ingen start uden sele
Denne i-Pad giver desuden de fleste informationer om energi-flow, opladning og kørehistorik – hvor man kan se, hvor pænt man har kørt.
Som i dieseludgaven skal man spænde s-seler for at få startet E-Ducato – men så må man pænt vente nogle sekunder, før der meldes om klar bane (Ready).
Men så glider man også behageligt afsted i bilen – uden støj og vibrationer – med 1-trins gearskift.
Veludstyret kabine
Vores testudgave var også pænt udstyret – med armlæn på førersædet, læderrat (ekstra), som nævnt 7-tommer touchscreen med DAB og Apple Car Play (ekstra).
Desuden havde bilen vipbare sidespejle, to kopholdere, 1-zone klimaanlæg, usb-stik,, LED kørelys (ekstra) og tågelys for og bag (ekstra).
Ekstraudstyr udgør iøvrigt ialt cirka 14.000 kroner
Ikke med adaptiv fartpilot
e Ducato har som dieseludgaven aktiv nødbremse, men kan ikke fås med adaptiv fartpilot, som kan bestilles til diesel-Ducato. Blindvinkel alarm kan dog bestilles – ligesom navigation og bakkamera.
Der er dog kun en-vejs justerbart rat (længderetningen) – og vi kan også pege på et ret lille handskerum. Men der er ellers god aflæggeplads – bl.a. under passager bænkesædet.
Gulvet i kabinen var beklædt med glat plast – så poser og tasker rutsjer let rundt ved opbremsning og i sving. Varerummet fås mellem 10- og 17 kubikmeter – og i testbilen var der 10 fastgørelseskroge – plus LED belysning.
Varerum uberørt
Elmotoren ligger i selve motorrummet. Batterierne ligger under den forreste del af varerumsgulvet af bilen og tager ikke plads op i selve varerummet.
Men læsser man bilen godt op med pakker, går det ud over rækkevidden. Det gælder også, når man tænder for varmeapparatet og accelererer hurtigt for ofte.
Tyngden af batterierne sikrer i øvrigt et godt vejgreb, når man lander på landevejen. Motorvejen skal helst være et sted, som man sjældent gæster i bilen – især med testbilens lille batteri. Uden læs slår ujævnheder dog igennem.
Tre kode-modes
Man kan vælge imellem tre køre-modes – eco, normal og power via en trykknap – og man kan desuden trykke på B-funktionen, hvor systemet samler strøm op lidt kraftigere via medløb og opbremsning.
Det kan sikre bedre rækkevidde, men der er ikke flere stadier af B-mode, som det kendes fra andre elbiler.
Man kan i urene følge med i, om batteriet oplades eller aflades under turen – og så kan man på bilens touchscreen også hente en del andre oplysninger.
Opladning fra halvanden time
Med det lille batteri tager det med 11 kW opladning (Wall Box) fire en halv time at lade op og med 22 kW ca. to en halv time.
Med hurtigladning knap to timer. Men hurtigladnings-stik er ikke standard. Fast Charger DC lader på 50 kW koster 16.800 kr. plus moms.
Her vil modellen med stort batteri være otte timer om at opnå fuld opladning med 11 kW og det halve med 22 kW. Med hurtigladning knap halvanden time. Til 80 pct. opladning går det lidt hurtigere.
141 km rækkevidde i testbil
Med 22 pct. tilbage af sidste opladning (24 km rækkevidde) inden en opladning, viste bilens instrumenter, at den ville være fuldt opladet efter godt tre timer.
Hvis man ender med at køre bilen næsten tom for strøm, går bilen i langsom skildpadde-mode, så man måske nemmere kan nå frem til en ladestander.
Elmotorens 90 kW og drejningsmomentet på 280 Nm sikrer ganske gode præstationer – man når således 50 km/t på fem sekunder. Max topfart er iøvrigt sat til max 100 km/t.
Mange app’s
Da varebiler er tungere ene normale dieselbiler, er det tilladt at bruge B-kørekortet op til 4,25 tons i eludgaver som f.eks. E-Ducato i tungere udgaver.
Man kan også få flere slags kontrol af bilen via apps – f.eks. MyRemoteControl, MyEcharge, MyFleetmanagement, MyJourney og MyLevel.
Fiats historie om elvarebiler
Fiat koncernen har arbejdet med el-varebiler i mange år – men nye batterityper og elmotorer har gjort elbilen mere anvendelig.
I 1989 viste man Ducato Elettra (type 290) med 58 hk og en batteripakke på 900 kg. I varerummet. Rækkevidden var kun på 70 kilometer.
De sidste udgaver udgik i 1993 – lige inden en ny Ducato udgave (type 230) blev præsenteret alene med forbrændingsmotorer.
—
Fakta Fiat E-Ducato 47 kW L2H2:
–
Elmotor: 122 hk (90 kW).
Moment: 280 Nm.
Træk: Forhjulstræk.
Batteri: Lithium-ion 47 kWh (3 batteripakker.)
Rækkevidde: 138 km WLTP.
Rækkevidde bykørsel: 189 km WLTP.
Energiforbrug WLTP: 32,3 kW/100 km.
Opladning 11 kW Wall Box: 100 pct. på 4,5 time.
Hurtig-opladning 50 kW DC: 80 pct. på 50 min.
Topfart max: 100 km/t.
Bremser: Skiver for og bag. ABS, esc, aktiv nødbremse.
Totalvægt: 3,5 tons.
Egenvægt: 2.365 kg.
Køreklar vægt: 2.491 kg.
Lasteevne: 1.135 kg.
Varerum: 3.120 x 1.870 x 1.932 mm.
Læssehøjde: 590 mm.
Bagdøre: 1.562 x 1.520 mm.
Sidedør: 1.250 x 1.485 mm.
Akselafstand: 3.450 mm.
Trailervægt: Ikke oplyst
Dæk: Pirelli Carrier 215/75 R16c.
Pris: 408.753 kr. ekskl. moms.
—