(GENÈVE)
Hyundai viser sin første selvstændige brintbil på Genève messen i disse dage – og endda opkaldt efter byen Nexø på Bornholm. Desuden har den elektriske SUV Kona verdenspremiere.
Bilfabrikkerne er taget på sengen med den stærkt stigende efterspørgsel på grønne biler – ikke kun fra kunder, men også fra de store europæiske byer, som ikke vil se dieselbiler i fremtiden. Så mange af de nyheder, der vises på biludstillingen i Genève, er stadig prototyper.
El og brint vil især være at finde i de distributionsbiler, der fremover bringer “Last Mile” forsendelser til bycentre.
Hyundai er parat
Men Hyundai i Danmark har de nye grønne biler klar i løbet af 2019 – dels den første elektriske SUV i form af Kona og dels den helt nye brintudgave Nexo.
Hyundai koncernen vil tilbyde 60 pct. af deres bilmodeller i eludgaver om fire år. Kona udgaven har også løst problemet med rækkevidde – bilen når nemlig 470 km på en opladning. Den model har 204 hk, mens en mindre kraftig udgave har 135 hk – og en rækkevidde på 312 km.
KONA electric ser ud som de øvrige KONA-modeller, men med en anden kølergrill. Det er også her, hvor stikket til ladekablet er placeret. Batteriet kan oplades til minimum 80 procent på under en time. Der er et infotainmentsystem med otte tommer touchscreen og en ny midterkonsol. Gearstangen er erstattet af fire trykknapper: Drive, Reverse, Park og Neutral.
Fjerde generation
Brintbilen Nexo er navnemæssigt inspireret af byen Nexø. Inspirationen er hentet i det bornholmske ’Bright Green Island’-projekt, der handler om – via energimæssig nytænkning – at gøre Bornholm til et bæredygtigt, CO2-neutralt øsamfund i 2025.
NEXO’s motor repræsenterer fjerde generation af brintdrevet motorteknologi. Det betyder, at modellen kan køre op til 800 kilometer på en optankning – målt efter den nye europæiske målemetode WLTP. NEXO afløser Hyundai ix35 Fuel Cell (brint), der i dag sidder på knap 80 procent af brintbilmarkedet i Danmark.
”Brintmarkedet er herhjemme ikke stort endnu, men der kommer flere og flere tankanlæg til brint langs de danske veje, og det er med til at øge efterspørgslen på bilerne. Derfor er NEXO også særdeles interessant i en dansk sammenhæng – udover det med navnet,” siger Annegrethe Skovby, pressechef for Hyundai i Danmark.
Udfaser diesel
Fordi både KONA electric og NEXO først bliver introduceret på det danske marked om et år, så er priser og endeligt udstyrsniveau endnu ikke lagt fast.
Som en naturlig konsekvens af det stigende antal bæredygtige modeller – og pga. en vigende efterspørgsel på de europæiske markeder – påbegynder Hyundai dog samtidig også en gradvis udfasning af dieselmotorerne i mærkets biler.
Desuden har Hyundai i Danmark IONIQ-modellerne med valg imellem hybrid, plug-in hybrid og elektriske udgaver.