(HANNOVER)

Volkswagen Nutzfahrzeuge blev indhentet af fortiden af Dieselgate i efteråret 2015 – men nu tre år efter stillede de med elektriske udgaver af alle deres varebiler på IAA transportudstillingen i Hannover.

ID BUZZ Cargo klarer op til 550 kilometer rækkevidde. Ved præsentationen valgte varebilchef Thomas Sedran endda at køre ind på scenen på VW’s nyeste egenproduktion – en elektrisk budcykel.

Det er selvfølgelig sjovt at se, at man nu har en varebilsudgave af I.D. BUZZ med tilnavnet Cargo klar til masseproduktion, men for flertallet af erhvervskunder er det nok mere interessant, at samarbejdet med ABT i Tyskland har resulteret i en elektrisk eCaddy og en elektrisk eTransporter kassevogn.

400 km rækkevidde

eCaddy kommer næste år med en rækkevidde på 220 kilometer, mens eTransporter kan klare mellem 200- og 400 kilometer. 82 kW yder elmotoren – og litium batterierne indeholder energi på 37,3 kWh.

Samtidig viser man en Transporter med en 48V mild hybrid teknik og en eCrafter med brint kaldet HyMotion. Sidstnævnte som prototype.

Et helt nyt felt er som nævnt varecykler, som man begynder selv at konstruere og bygge. 210 kilo kan de klare – inklusive fører. Boksen på cyklen kan rumme 0,5 kubikmeter.

Kvantespring på tre år

Det efterspørger vores kunder ikke.”

Det var svaret fra tidligere varebilschef hos Volkswagen, Eckhard Scholz, da han for tre år siden blev spurgt om elektriske varebiler. Der blev forsket, var meldingen, men bilerne var stadig for dyre for kunderne at anskaffe sig, mente han.

Næsten samtidig kom Diesel-Gate sagen frem – og Volkswagens snyde-software satte meget i gang – og batterierne er samtidig også blevet billigere, og der er kommet lade-standere overalt.

Få el-varebiler

En el-varebil koster noget mere i anskaffelse end en dieseludgave. Til gengæld er der ikke så mange sliddele i en elbil som i en dieselbil.

Indtil i dag er det ikke mindst kommuner, der har investeret i de dyrere elbiler, men også enkelte virksomheder med en grøn profil.

Dertil kommer pakkepost-firmaer, der gerne vil være på forkant med udviklingen.

Samarbejde med Ford

Volkswagen har for nylig indgået en aftale med Ford om samarbejde omkring varebiler – endnu er der ikke kommet detaljer, men det er kommet frem, at visse dele til Transporter måske skal have nogle dele produceret på Fords tyrkiske Transit-fabrik.

Det skal dog fortsat være i Hannover, at Transporter primært skal bygges, er meldingen – men Thomas Sedran udtalte på IAA, at fabrikken også kunne komme til at bygge andre biler for koncernen.

Aftalen mellem de to af de største varebil-konkurrenter handler først og fremmest om at sænke udgifterne til varebilproduktionen, og her er en af udfordringerne også de øgede krav fra myndigheder med hensyn til lavere emissioner. Nye og skrappere CO2-regler vil gælde allerede fra 2020.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk