Subaru er populær i USA – og ikke uden grund. Bilen fortsætter med at være eneste mærke, der har alle sine modeller som ”Top Safety Pick” i amerikanske IIHS (Insurance Institute for Highway Safety).
Den helt nye Subaru Forester modtog for nyligt udmærkelsen som den eneste SUV i sin klasse.
Subaru er kendt for en super sikkerhedsstandard, og fabrikken arbejder hele tiden på at forbedre og øge sikkerheden i deres biler.
Mere omfattende tests
Men kollisions-testene bliver også mere og mere omfattende – og der stilles fortsat højere og højere krav til bilproducenterne.
Amerikanske IIHS har ud over Top Safety Pick (TSP) for nyligt indført karakteren TSP+, som kræver, at bilen scorer topkarakteren ’Good’ i fire ud af fem kategorier og ikke dårligere end ’Acceptable’ i den femte.
25 pct. off-set
Det nye moment er en kollisionstest, hvor 25 procent af bilens frontareal udsættes for en off-set kollision med en hastighed på 65 km/t. Testen skal simulere, hvad der sker, når bilen kolliderer med en anden bil, et træ eller en lygtepæl.
IIHS kollisionstest omfatter frontalkollision, sammenstød fra siden, rulning samt evaluering af nakkestøtter, sæder, sikkerhedsseler og airbags. Der gives karaktererne ’good’, ’acceptable’, ’marginal’ og ’poor’.
Fem stjerner i EuroNcap
Ud over Forester er modellerne Legacy og Outback blevet belønnet med TSP+ 2013. Den nye Subaru Forester er også blevet testet af såvel Euro NCAP som Japan NCAP og har fået fem stjerner efter de kriterier, der gælder for 2013.
Subaru er det eneste mærke på det amerikanske marked, der i de sidste fire år i træk har fået alle modeller klassificeret som Top Safety Pick.