Mercedes-Benz Trucks har netop fået en enkelt ordre på 120 eksemplarer af den nye, elektriske eActros.

Produktionen begyndte i oktober i år – og allerede nu er den første store ordre en realitet med en bestilling fra svenske Einride på hele 120 eksemplarer.

Den tyske lastbilproducent investerer samtidig stort i et helt nyt samarbejde med Volvo Trucks og tyske TRATON, der skal sikre effektiv lynopladning af den tunge transport i hele Europa.

Levering begynder midt i 2022

Einride, der er markedsledende inden for digital, elektrificeret og automatiseret fragtservice, planlægger at begynde udrulningen af den kommende flåde af nye eActros 300 og eActros 400 på udvalgte europæiske markeder i midten af 2022.

Efter mange års forskning og tests tager udviklingen af fremtidens transport nu for alvor fart for Mercedes-Benz Trucks.

Hos Karin Rådström, som er øverste chef hos Mercedes-Benz Trucks, er den store ordre et klart signal om en voksende interesse for elektrificeringen af transportsektoren.

På rette spor

“Med eActros markerer Mercedes-Benz Trucks en milepæl i elektrificeringen af den tunge transport. Vores mål er, at mere end hver anden lastbil, vi producerer i 2030, er elektrisk. Denne store ordre bekræfter os blot i, at vi er på rette spor,” siger Karin Rådström.

Den fuldelektriske eActros fås i to versioner med enten tre eller fire batteripakker hver med en nettokapacitet på omkring 97 kWh.

Med den store batteripakke har eAtros en rækkevidde på op til 400 kilometer på en fuld opladning.

Samler strøm op

Hjertet i den elektriske lastbil er drivlinen, som udgøres af en bagaksel med to integrerede elmotorer og en gearkasse med to trin. De to motorer leverer en kontinuerlig ydelse på 330 kW (449 hestekræfter) og  kortvarigt 400 kW (544 hestekræfter).

Drivlinen opsamler desuden energi ved nedbremsninger, så der også tilføres strøm til batteriet under kørslen.

Det er muligt at lade med en effekt på op til 160 kW, og dermed kan batteripakken i eActros 300 lades fra 20 til 80 procent på lidt over en time.

Europæisk ladenetværk

Netop opladningsmulighederne er en af de vigtigste brikker i elektrificeringen af den tunge transport.

Mercedes-Benz Trucks, TRATON GROUP og Volvo Group har i deres joint venture samarbejde skabt en ambitiøs plan om et omfattende netværk af offentlige hurtigladere designet til lastbiler og busser.

Netværket skal dække hele Europa, og med aftalen forpligter parterne sig til at investere massivt i udrulningen af ladeinfrastruktur til den voksende gruppe af kunder inden for tung, elektrificeret transport.

Det fælles mål er komplet klimaneutral transport i Europa inden 2050.

Vil drive 1.700 ladestationer

Samarbejdet starter op i 2022, og allerede fra første færd investeres 500 mio. euro – omkring 3,7 mia. kroner – hvilket gør projektet til den suverænt største investering i hurtigopladning i Europa til dato.

Planen er at etablere og drive minimum 1.700 ladestationer ved eller i nærheden af motorveje og logistiske knudepunkter inden for de første fem år af projektet.