Den er skruet umanerligt godt sammen – den nye Caddy fra VW. Bedre finish skal man lede længe efter. Bare at lukke dørene giver straks en overbevisende kvalitetslyd. Det går igen i instrumenteringen. Helt igennem velbygget.

Fremhæves skal bilens handskerum, fartpilot, stik til iPhone og AUX-udgang, to kopholdere, to-vejs indstilleligt rat, vipbare sidespejle, trinløs indstilling af sæderyg (med rulle) samt god aflæggeplads.

Kun med Euro 6
Caddy ligner sig selv – men faktisk er 60 procent af bilen ny, hvis man ser på bilen, der fra nu af kun er tilgængelig herhjemme med Euro 6 motor, der ellers først bliver lovkrav næste år. At importøren har valgt at trække Euro 5 modellerne tilbage, skyldes hele ”Diesel-Gate” skandalen, hvor VW har snydt med hensyn til NOx-tallene for forurening.

Men Euro 6 motorerne omfatter ikke denne skandale, da man ved hjælp af SCR katalysator (Selective Catalyst Reduction) og AdBlue (urea)  tilsætning lovligt kommer ned på de krævede NOx-udledninger fra myndighederne.

Bedre brændstoføkonomi
Testbilen herhjemme var dog udstyret med en Euro 5+ motor – der var ikke en tilgængelig Euro 6 model, men jeg har tidligere prøvet Euro 6 modellen ved verdenspremieren på bilen i Frankrig. Euro 6 teknikken sikrer bedre brændstoføkonomi. Og motorerne virker mere kultiverede – og mere støjsvage.

Vores hjemlige Euro 5 version var med mindste 75 hk bestykning – og var ikke helt så lydløs, som jeg husker fra Euro 6 testen i forsommeren. Det gælder bl.a. ved motorvejsfart, hvor et sjette gear kunne hjælpe.

Mange udgaver
Den polsk byggede Caddy fås fortsat i et væld af udgaver – med to længder. Vores testbil nu var den korte model – og her savnede vi lidt en låge mellem varerum og kabine, som mange biler i klassen kan prale med.

Varerummet er stort set bibeholdt – og stadig meget kvadratisk, og det er godt for de mange, der har monteret reoler i deres nuværende model. Det giver også god pladsudnyttelse. Der er seks fastgørelseskroge i bunden.

Mere komfortabel
Køreegenskaberne er blevet bedre end før – bilen er ikke så hårdt affjedret, og det sikrer bedre komfrt. Bilen har fortsat stiv bagaksel, men nu er der last-følsomme støddæmpere, der indstiller sig efter, hvor meget fjedrene er presset sammen – hvortil kommer krængningsstabilisatorer.

På vejen er man glad for den nye undervogn – især, når vejen er ujævn, men sædet i basisudgaven giver ikke så meget støtte. Man sidder også temmelig lodret i sædet – for fælder man ryggen lidt tilbage, er der ikke så god plads til benene for velvoksne danskere. Roses skal også den smidige gearkasse.

Mini Passat at se på
Det er mest på komfort og sikkerhed, der er sket noget med Caddy. Designmæssigt er det især fronten, der er ny – nu ligner den en mini-Passat. Bagfra ses de nye og mere kantede baglygter.

Sikkerhedsmæssigt fås Caddy med et sikkerhedsudstyr som på den nye Golf – inklusive nødbremsesystemerne ”Front Assist,” der forkorter bremselængden og City Emergency Braking, som bremser bilen ved hastigheder under 30 km/t – dertil kommer
 Active Cruise Control eller afstandsregulering, der sikrer afstanden til bilen foran én- med virkning op til 160 km/t.

Sikrere efter uheld
Noget helt nyt i denne type biler er en bremsesystem, der virker efter en kollision (Post-Collision Braking). Systemet bremser bilen, hvor chaufføren ofte ikke er i stad til at gøre det. Det betyder, at bilen ikke ruller videre – og at ulykken dermed ikke forværres. Nævnes skal også bakkamera og fartbegrænser.

Caddy er bygget på VW’s såkaldte MQB platform. Der er to længder at vælge imellem – standard eller Maxi.

Faktaboks VW Caddy 75 hk TDI Blue Motion:
Motor: 4 cyl diesel.
Kubik: 1,6 liter.
Ydelse: 75 hk. v. 4.000 omdr.
Moment: 225 Nm v. 1.500-2.250 omdr.
Topfart: Ca. 150 km/t.
Acc. 0-100 km/t: Ca. 17 sek.
Forbrug g/s: 19,2 km/l (fabrikstal).
CO2 udslip: 134 g pr. km.
Energiklasse: C.
Halvårlig grøn vægtafgift: 2.230 kr.
Euronorm testbil: Euro 5+
Acc. i 5. gear: Fra 70 km/t (1.400 omdr.)
Varerum: 3,2 kubikmeter.
Trailervægt m. bremser: 1.400 kg.
Totalvægt/nyttelast: 2.135 /641 kg.
Pris eksl. moms: 148.438 kr.
(Euro 6-pris – Caddy Euro 5 fås ikke mere).

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk