Toyota er en institution – siden 1968 – herhjemme og i udlandet. I Danmark har den i generationer været den bedst sælgende pick-up, og dens råstyrke har gjort den til favorit i ødemarker og i verdens brændpunkter.

Top-Gear forsøgte at gøre det af med den ved at drukne den og smadre den. Den klarede at blive sat på toppen af et højhus, der skulle sprænges væk. Hele tiden kunne den starte og køre videre bagefter.

I vores test gik vi ikke så langt, men vi kørte den dog på alle vejtyper og i terræn – og det klarede den ganske godt. I hvert fald bedre end forgængeren, der kom for 12 år siden. Det gælder også miljøet – for den nye opfylder Euro 6 emissions-bestemmelserne.

Bygget til at holde
Det mest slående er bilens kvalitet og finish – bilen er virkelig skruet godt sammen. Den er bygget til at holde, for arbejdsbiler udskiftes ikke så ofte.

I terrænet skal vi fremhæve de bedre til- og frakørselsvinkler og 20 pct. bedre hjulvandring. Samtidig overføres moment til de hjul, der har fat i underlaget. Bilen blev kørt i både lavt- og højt område i reduktions-gearkassen – med helt låst spærredifferentiale bag.

Bilen har tillige Hill-holder og Downhill Assist Control (for- og baglæns) – så man kommer sikkert op og ned ad bakkerne, bare man ikke går i panik.

Opdateret afffjedring
2,4 liters dieselmaskinen har et drejningsmoment på 400 Nm – 60 Nm bedre end forgængeren, men dog ikke det bedste moment i klassen.

Faktisk er der ikke fantastisk trækkraft med fuld last – og den støjer også ganske meget ved acceleration.

Før var der valg mellem to motorer
Tidligere var der to motorer at vælge imellem – også en kraftig 3-liters udgave med 171 hk. Men i dag er der kun én motor på 2,4 liter og 150 hk. Måske noget at gøre med opfylldelse af Euro 6 normen.

Den er også – som tidligere noget urolig uden læs på ujævn vej. Men det er blevet bedre end før. Toyota har nemlig opdateret affjedringen.

Hilux har således fået stærkere chassisramme samt 100 mm længere bladfjedre, hvilket skulle give en mere komfortabel kørsel på landevejen. Hos Toyota bedyrer man, at bladfjedre er de mest robuste i terrænet, hvor de færreste danskere dog normalt opholder sig så meget.

Vokset på alle kanter
Den nye Hilux har fået øget bredden med 13 cm. – men også i højden og længden er den vokset. Kabinen er elegant, og ganske rummelig – med god aflæggeplads. Der er en overskuelig og elegant indretning. Vi kan også nævne den to-vejs justerbare ratstamme.

Nu var det også en topudstyret bil, vi havde lånt – med såkaldt T4 niveau. Vi kan også nævne 6 trins automatgear, som er behageligt til bykørsel, men automatgearet skifter meget op og ned, og det betyder til tider høje omdrejningstal.

Selv om Toyota i Europa gerne vil slå på, at Hilux er den perfekte kombi-bil til både job og fritid, så er det varebilsudgaverne, der sælger bilen herhjemme. Ofte er det entreprenører, anlægsgartnere, håndværkere, militær, folk med skovdrift samt for folk med jo i kystnære områder.

3,2 tons trailervægt i testbil
Nyttelasten er 1.235 kg – og trailervægt op til 3,5 tons, men kun i Extra Cab-modellen. Ikke i den testede Double Cab. Her er den 3,2 tons.

Bagklappen er ret tung at arbejde med. Bilen har tillige Trailer stabilitets-kontrol, antispin-system og elektronisk stabilitets system (esc). Dertil kommer skiltegenkendelse og linjevogter i  den testede T4 topmodel.

I vores T4 testbil er der også Safety Sense systemet med alle vigtige sikkerhedssystemer – bl.a. automatisk nødbremse. Ser man kun på T4 modellen, er prisen måske noget høj, når man bl.a. fokuserer på trækkraft, motorstøj og affjedringskomfort uden læs – men den er jo billigere i de lavere udstyrede modeller, som mest ses herhjemme.

Fakta Toyota Hilux T4:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel.
Ydelse: 150 hk
Moment: 400 Nm v. 1.600-2.000 omdr.
Gearkasse: 6 trins aut.
Topfart: 170 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 12,8 sek.
Brændstofforbrug: 14,7 km/l.
CO2 udslip: 177 g/km
Ejerafgift: 3.870 kr. halvårligt.
Garanti: 3 år/100.000 km.
Trailervægt DoubleCab: 3.200 kg.
Køreklar vægt: 1.965 kg.
Totalvægt: 3.150 kg.
Ladlængde: 1.525 mm.
Ladbredde/-højde: 1.645/480 mm
Til/frakørselsvinkler: 31/26 grader.
Affjedring for: Uafhængig.
Affjedring: Stiv aksel.
Fabriksgaranti: 3 år/100.000 km.
Pris testbil T4: 309.990 kr. plus moms.
Pris Hilux T1: Fra 189.990 kr. plus moms.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk