Fra at være en højbenet mini-MPV med kompliceret sandwich-bund og alt andet end sportslige køreegenskaber, er A-klassen genopstået som en lav og meget sporty og velkørende mainstream bil, som går lige i flæsket på konkurrenterne som først og fremmest Audis A3 og BMWs 1-klasse– men også Volvos nye V40.

Største forskel er måske indstigningen, som i den gamle A-klasse (født i 1997)  var høj og behagelig, men nu er lav og besværlig. Undertegnede ramte i hvert fald dørkarmen med hovedet ved hver ind- og udstigning. Bilen er da også 16 cm. lavere end forgængeren.

God siddeposition
Men først bag rattet sidder man godt i de ganske velformede sæder med læderkanter. Der er god plads foran adskillelsen til varerummet  til at få en god hældning på sæderyggen uden at komme for tæt på rattet.

Jeg prøvede A180 CDI Blue Efficiency med 1,5-liters dieselmotor på 109 hk – ikke en racer, men ganske smidig med en flad drejningsmomentkurve. Hele 260 Nm mellem 1.750 og 2.500 omdrejninger betyder trækkraft fra 1.200 omdrejninger – eller fra 60 km/t i femte og 70 km/t i sjette gear. Gearskiftet er i øvrigt ganske smidigt at arbejde med.

Man når 100 km/t på 11,3 sekunder og topfarten er angivet til 190 km/t. Med et par hundrede kg. i varerummet, trækker den fortsat ubesværet.

Gode køreegenskaber
På vejen har man en bil i god balance med et skarpt styretøj og en særdeles fast undervogn – for mange måske lidt for fast. Man mærker i hvert fald ujævnhederne slå igennem. Turbodieselen er måske ikke den mest støjsvage diesel på markedet – men i marchfart høres den ikke så meget.

Varerummet er pænt stort og den indvendige læssekant er kun 11 cm, så man skal ikke bøje sig så langt ned for at få fat i varerne. 565 kg. må den laste. Bilen må trækker en trailer på 1.200 kg. Vælger man i stedet  A200 CDI stiger trailervægten til 1.400 kg.

Ingen gemmesteder
Der er desværre ikke et såkaldt geværrum under varerumsgulvet som andre biler kan tilbyde til at holde værdigenstande skjult. Handskerumslås havde testbilen heller ikke.

Udstyrsmæssigt skal jeg fremhæve aluminiumsfælge, sædevarme, klimaanlægget (1 zone), kopholdere, mulighed for håndfri telefon, midterbox med låg formet som armlæn (justerbart), radiobetjening med et drejeknap i konsollen mellem sæderne og styring af info-center fra rattet. Jeg manglede speedpilot og navigation.

Den elektriske håndbremse betjenes via et greb under instrumentbrættet til venstre – og den skal udløses for at komme af sted. Andre bilmærker har en elektronisk håndbremse, der automatisk udløses, når man sætter i gang.

Fakta Mercedes A180 CDI Van:
Motor: 4 cyl turbodiesel/8 ventiler.
Ydelse: 109 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 260 Nm v. 1.750-2.500 omdr.
Træk: Forhjulstræk.
Acc. 0-100 km/t: 11,3 sek.
Topfart: 190 km/t
Økonomi g/s: 26,3 km/l.
CO2-udledning: 98 g/km.
Gearkasse: 6 trin.
Trækkraft: fra 1.200 omdr. (60 km/t i 5./70 km/t i 6. gear).
Trailervægt m/ bremser: 1.200 kg.
Køreklar vægt: 1.395 kg.
Nyttelast: 565 kg.
Varerum: ca. 1.100 liter.
Bremser: Vent. skiver for/skiver bag. ABS. ESP.
Ejerafgift pr år: 1.320 kr.
Pris: fra 199.900 kr. inkl. moms.
Testbil: 232.926 kr. inkl. moms.
Testbil: 186.340 kr. ekskl. moms

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk