”Den første bil har jeg en kunde til.
Sådan sagde Fuso-forhandler Anders Lysen i Sorø til Transportmagasinet, da vi hentede en Fuso Canter Hybrid til test.
Generelt er der nemlig stor interesse for den nye 7,5 tons lastbil de steder, hvor bilen er vist frem. Importøren er da også fortrøstningsfuld overfor det kommende salg.
Op til 50 biler i år
”Vi regner med at sælge 25-50 biler i år – ud af et totalmarked på op mod 80 biler. Den første er solgt til renovationskørsel i Aarhus (Marius Petersen), og flere andre er på vej. Ikke mindst fordi bystyret har nægtet 3-akslede biler og max-vægt på otte tons i bymidten. Lignende initiativer ventes også i andre byer, siger Carsten Berg, der er salgschef hos Fuso Danmark.
Fuso Canter Eco-Hybrid vil være den rigtige løsning til by- og nærdistribution for mange virksomheder . og merprisen i forhold til den normale Canter på 50.000 kroner vil være tjent hjem på under fire år.
Stat og kommuner
”Vores forhandlere har fået en bil hver, og der er p.t. givet seks-otte tilbud på bilen, hvor de seks er næsten sikre. Det er meget statslige og kommunale instanser, der har vist interesse – samt virksomheder, som arbejder for dem eksempelvis indenfor renovation. Her kan bilen køre elektrisk, når den samlet renovation tidligt om morgenen, siger Carsten Berg.
VOTY.dk har prøvet bilen i et par timer på Vestsjælland uden læs, med med en kran/grab monteret. Vi har kørt i byer og på landevej, og vi oplevede bilen køre på el ved lav fart og diesel i marchfart. Alt går legende let takket været Duonic dobbeltkoblings-gearkassen. Men man hører dog tydeligt diesel-maskinen.
Effektiv påløbsbremse
Et hill-assist system (bakkehjælp) bremser bilen et par sekunder, når man skal sætte i gang på en bakke. Start-stop systemet sikrer også en forbedret økonomi, og påløbsbremsen er så effektiv, at man stort set ikke behøver at røre bremsen. Her samles samtidig energi op.
Bag rattet har man en god arbejdsplads med god sædestøtte og fin benplads. Det indstillelige rat er med til at give en god siddestilling.
Til gengæld sidder man meget lodret på bænken med plads til to passagerer. Midtersædet kan fældes frem, så ryglænets bagside bliver til en bordplade.
Merpris for hybrid er 50.000 kr
Fabrikken lover 23 procent bedre brændstoføkonomi i bykørsel. Det viser et fireårigt testforløb i London.
Merprisen er kun på 50.000 kroner i forhold til den normale Canter, nemlig 287.000 kroner i stedet for 237.000 kroner. I dag er der mulighed for visse 12-tons biler, men her er hybrid-merprisen 400.000 kr.
I begyndelsen vil det være 7,5 tons modellen, der skal sælges. I Japan sælges den også som 3,5 tons udgave, og den ventes at være klar i Europa i 2015.
27 litium-batterier
Kun 170 kilo vejer de 27 litium-batterier og tilhørende systemer, så nyttelasten er fortsat rimelig med 4,845 kilo. En 3,5 tons bil vil kunne laste cirka 800 kg med et alulad.
Lasteevnen er op mod fem tons noget man normalt forbinder med lastbiler i 8,5 tons segmentet.
I Danmark er der 10 års garanti på batterierne, hvor andre lande har fem år plus mulighed for kunden at tilkøbe de ekstra fem års garanti.
Arbejdet med hybrid i 20 år
”Når vi går ud med en speciel bil, vil vi ikke kræve ekstra for garantien. Vi tager også 50.000 kroner i merpris, hvor den andre steder koster 8.500 Euro ekstra, siger salgsdirektør Carsten Berg fra Fuso Danmark.
Hybridteknikken har Fuso arbejdet med i 20 år, så systemet er gennemprøvet. 1.200 bier er bygget i Kawasaki i Japan, men bilerne, der skal sælges herhjemme, bygges i Portugal. Det bliver første hybridbil i Europa, der er bygget i større antal.
Basismotoren køber man af Fiat Power Train, som også leverer den til Iveco Daily. Hybridsystemet er dog Fusos eget. Motoren er på tre liter og yder 150 hk. Bilen har tillige Duonic automatgearkasse.
Hybridenheden yder 40 kW og 200 Nm. Start-stop system er standard.
Faktaboks Fuso Canter Eco Hybrid:
Motor: 4 cyl. Turbo – intercooler.
Slagvolumen: 3 liter (Fiat Power Train).
Ydelse: 150 hk v. 3.500 omdr.
Moment: 370 Nm v. 3.500 omdr.
El-motor: 40 kW/200 Nm (54 hk).
Batterier: Litium-ion 270 v/2kWh.
Batterigaranti: op mod 10 år.
Topfart: 90 km/t.
Gearkasse: 6 trins dobbeltkobling (aut.)
Styretøj: Snekke/rulle – servo.
Vendediameter: 15,2 m.
Chassisramme. Stigeformet med forstærkninger.
Bredde x højde: 1.995 x 2.190 mm.
Akselafstand (lang): 3.850 m.
Egenvægt: 2.680 kg.
Nyttelast: 4.875 kg (chassis).
Totalvægt: 7.500 kg.
Nyttelast : 3.800 kg (m. opbygning)
Lasteevne: Op til 5 tons.
Batterivægt (litium): 170 kg.
Pris chassis: Fra 394.000 kr. plus moms.