Entreprenører har andre behov for erhvervskøretøjer end mange andre brancher – og derfor har Opel Danmark opbygget en særlig udgave af deres største varebil Movano i samarbejde med karosserivirksomheden Sv. Søger & Søn i Ølstykke i Nordsjælland.

Bilen kører rundt mellem landets Opel-forhandlere, som kan vise opbygningen til interesserede kunder. VOTY.dk fik mulighed for at prøve bilen sammen med tømrerfirmaet Claus Ettrup i Dragør – inklusive en tur til en opgave i Skåne. Bilen var fuldt lastet med byggeelementer – bl.a. tagsten, trælægtere og værktøj.

Den særlige opbygning med halv presenning er populær – for værktøjet kan spændes fast under presenningen – i tørvejr – og byggematerialerne kan ligge i det fri.

God overskudskraft
Tømrermester Claus Ettrup var tilfreds med bilen – og den 150 hestes CDTi-dieselmotor på 2,3 liter havde masser af overskudskraft, hvilket kan ses på drejningsmomentet på 350 Nm mellem 1.500- og 2.757 omdrejninger.

Senere afløses denne motor af en ny motor med dobbelt turbo – med 135- og 165 hk – en bil, VOTY.dk har prøvet både som Opel Movano i Tyskland og Renault Master i både Frankrig og Danmark – hvor de internationale præsentationer fandt sted for henholdsvis Renault Trucks og Renault personbiler. Modeller med enkelt turbo har 110- og 125 hk.

Der er tale om motorer, som er endnu mere smidige og for 165 hestes udgaven en del hurtigere end den her testede 150 hk udgave. VOTY.dk vil snarest vende tilbage med præsentationer af de nye udgaver af Movano og Master.

Noget lavt gearet
Tilbage til testbilen. Claus Ettrup fandt den vel lavt gearet – og han brugte sjældent førstegearet til at sætte i gang. Der var da også trækkraft i sjette gear fra 1.200 omdrejninger eller 50 km/t (i femte fra 40 km/t) – så den er også fin i tæt trafik, hvor man slipper for at geare ned så hyppigt. Men når man bruger gearene, så er præstationer fine.

I kabinen glædes man over den gode aflæggeplads til en håndværkers mange pakkenelliker. Ekstraudstyr var navigation, klimanlæg, luftaffjedret og opvarmede sæde, fartpilot samt motor- og kabinevarmer.

Opbygningen var også forsynet med stigeholdere, LED arbejdslamper og gule advarselslamper.

Husk kørekort-reglerne
Bilen var forsynet med anhængertræk – som hører til en entreprenørbil, for anhængervægten er 3,5 tons – altså en vogntogsvægt på maksimalt 7 tons. Så her er der plads til eksempelvis en lille gravemaskine. Fuldt lastet skal man lige kikke på kørekort-bestemmelserne, der trådte i kraft 1. januar i fjor.

Selv om bilen er en 3,5 tons bil – og som solo kan køres på B-kort, så skal der i dette tilfælde- med fuldt lastet bil og fuldt lastet trailer på i alt 7 tons vogntogsvægt– minimum B/E kørekort til. Med et såkaldt B+ kørekort er begrænsningen for den samlede vogntogsvægt på 4.250 kg. En 750 kg. trailer er derimod dækket af B-kørekortet – men så kan man glemme gravemaskinen (kilde: FDM).

Selve testbilen i testen har med sin særlige opbygning en lasteevne på 1.032 kg. Man kan i øvrigt for Movano på totalvægt op til 4,5 tons, hvor der kræves lastbilskørekort (D). Til oplysning kan nævnes at begge testkørere her har D/E kørekort.
Chassisprisen alene udgør eksklusiv moms 236.058 kr. – med baghjulstræk og tvillingmontering af bagjul. Med opbygning er prisen for bilen 315.209 kr. plus moms.

Faktaboks: Opel Movano 2,3 liter chassis plus opbygning:

Motor: 4 cyl. turbodiesel.
Slagvolumen: 2.299 ccm.
Ydelse: 150 hk.
Moment: 350 Nm mellem 1.500- og 2.750 omdr.
Brændstofforbrug: 11,2 km/l.
CO2 udslip: 232 gram/km.
Årlig grøn ejerafgift: 11.920 kr.
Totalvægt/lasteevne: 3.500/1.032 kg.
Trækkraft 5./6. gear: 1.200 omdr. (40/50 km/t).
Dæk: Conti Vanco Eco 195/75 R16c.
Opbygger: Sv. Søger & Søn, Ølstykke (www.soeger.dk)
Chassispris: fra 236.058 kr. plus moms.
Opbygning: 39.375 kr. plus moms.
Pris med opbygning: 315.209 kr. plus moms.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk