Gennem årene har der været utallige trafikulykker med høje, lette køretøjer. Måske de har været forkert læssede og lasten har måske slet ikke været spændt fast – og ofte har de været kørt alt for hurtigt.
Tyske politikere ha snakket om en 100 km-fartgrænse for store varebiler, og det har måske fået Mercedes-Benz til at reagere.
I hvert fald har den nye Sprinter kassevogn fået det nye CWA- sikkerhedssystem ”Crosswind Assist” fra Bosch som standardudstyr, udstyr, der blev udviklet til den dyre S-klasse personbil for cirka fire år siden, og siden også er lancere i fabrikkens firehjulstrækker GLK.
Sidevindsassistent kalder Mercedes-Benz Danmark det nye sikkerhedssystem, der virker fra 80 km/t.
Prøvet CWA flere gange
VOTY.dk har prøvet CWA-sikkerhedsudstyret i den nye Sprinter flere gange under bilens seneste udviklingsfaser, bl.a. i vinterkulde på en nordsvensk sø og på Bosch’ prøvebane i Sydtyskland, hvor banen var udstyret med adskillige vindmaskiner.
Her mærkede jeg for første gang, hvor effektivt CWA udstyret er. Først afsted i en bil uden CWA og bagefter med en uden. Det var vildt imponerende, for uden CWA flyttede bilen sig det mest af en vognbane – og med CWA nærmest ikke.
Senere har jeg prøvet den på tyske motorveje med over 160 km/t med masser af lastbiler og en let brise, som plejer at være ubehageligt. Det er det ikke længere. Senest har jeg kørt den herhjemme på Sjællandsringen – dog med lidt færre vindmaskiner, med det kunne godt mærkes.
Testet på Storebælt
Vi har så netop haft den nye Sprinter til test i form af en 319 CDI, som jeg hentede i Jylland og efter nogle dage på jysk asfalt også kørte til Sjælland, hvor den med bravour bestod den ultimative test over Storebæltsbroen med passage af dens store pylon-ben med let brise. Men det var stadig intet problem.
Det uheldige er, at det kun er 3-serie udgaverne af Sprinter som kassevogn, der har udstyret, for det virker ikke på en chassis-opbygning.
Her kan man til gengæld få linjevogter (lane departure warning) – men kun akustisk. Man skal selv reagere. Det er også adaptiv fartkontrol – afstandsregulering, hvor man advares, hvis man kommer for tæt på køretøjet foran. Virker fra 70 km/t.
Billig sikkerhedspakke
De øvrige sikkerhedssystemer koster i en samlet pakke 10.694 kr. plus moms. Vil man have lys- og regnsensor koster det 4.601 kr.
Den nye Sprinter har ud over CWA og de øvrige nye systemer også ABS og ESP (esc), som er basis for CWA.
Desuden er bilens undervogn sænket med tre centimeter for at give bedre køreegenskaber. Man kan dog fravælge sænkningssættet. Den lavere læssehøjde betyder foruden bedre køreegenskaber også lettere ind- og udstigning samt lettere lastning og losning af bilen. Samt lavere vindmodstand og den bedre økonomi.
Endelig er der også Blind Spot Assist, som gennem lys og lyd advarer mod medtrafikanter i den blinde vinkel på siderne.
Første Euro 6 varebil
319-testbilen havde også den første Euro 6 motor i nogen varebil – om end det først bliver lovbefalet ved indregistrerings fra efter 2015. Umiddelbart kan man dog ikke bedømme forskellen mellem Euro 5 og 6, men det betyder meget for miljøet.
Vores oplevelse med en uge bag rattet i den nye Sprinter er meget positivt, selvfølgelig primært med sikkerhedssystemerne. Den kører fornemt – ganske hurtig og med god vejgreb. Testbilen havde 7G Tronic automatgear til 18.431 kr. plus moms, men absolut er behagelighed.
Der er selvfølgelig højt op til rattet på en af Europas højeste varebiler, men man sidder godt i sædet med luftaffjedring plus armlæn (begge dele ekstra). Det dobbelte passagersæde gver dog ikke meget støtte, så sporty kørsel er ikke tilrådeligt.
Agressivt frontdesign
Udvendigt kendes bilen på et nyt og mere agressivt frontdesign med nye lygter, samt nye baglygter, hvor der er lys i fire lamper i steder for to. Den større kølergrill har også en ekstra fordel: større køling og luftgennemstrømning, og det er nødvendigt med Euro 6.
Gamle Sprinter-kunder, der måske har oplevet en del rustangreb på bagdøre og sidedøre, kan glæde sig over, at der er gjort mere ud af rustbeskyttelsen – med bl.a. flere lag coating og lak.
Varerummet er af samme størrelse og layout som før – med beklædt gulv og delvist beklædte dørsider. Der er 10 fastgørelseskroge i bunden af bilen, og bagdørene åbner 360 grader. Den brede bagdør tager let imod en palle.
Genbrug i kabinen
I kabinen er der nye sæder, tykkere rat med multifunktion samt nye ventilationsdyser. Dertil nye audio-system med Bluetooth og mulighed for navigation.
Det er tredje gang, designet ændres. Først gang var i 2000, anden gang i 2006 – og nu igen i 2013.
Den ny Sprinter sparer op til 20 pct. brændstof i forhold til den nuværende model, men forbruget fra Euro 5 til Euro 6 er ikke blevet dårligere i nogen udgave. Service-intervallerne er nu 60.000 km. Alle indgreb og ændringer har dog ikke ændret på præstationerne, som er uændrede.
Det virker også med advarselslys i kabinen og derefter akustisk advarsel og til slut bremser bilen for én tids nok til at undgå kollision (Time To Collision: TTC-system kaldet.)
CWA systemet bliver også indført i den næste model Vito, som ventes præsenteret i gang i løbet af 2014.
Teknik:
Mercedes-Benz Sprinter 319 CDI:
Motor: V6 cyl. – 2.987 ccm.
Ydelse: 190 hk.
Moment: 440 Nm v. 1.400-2.400 omdr.
Forbrug: 11,4 km/l.
CO2: 233 g/km
Gearskift: 7G Tronic Plus.
Totalvægt: 3.500 kg.
Lasteevne: 1.200 kg. (vægttavle)
Pris testbil med højt tag: 392.061 kr. plus moms
Pris 319 fra 324,407 kr. plus moms
–