Nyeste crossover i Danmark er Suzuki SX4 S-Cross, som også tilbydes som gulpladebil – som den danske importør har manglet i modelprogrammet, hvor man kun har den kompakte SX4 og den store offroad’er Vitara at tilbyde.
SX4 betegnelsen bruges dermed i begge bilmodeller, hvilket er noget forvirrende – for bilerne er vidt forskellige i størrelse. Den nye SX4 S-Cross er mere anvendelig end SX4 med sit noget større varerum – men i øvrigt bygges begge biltyper på Suzukis fabrik i Ungarn.
Den nye crossover model er en af klassens billigste – med 1,6 liters benzinmotor på 120 hk fra 130.000 kr. plus moms, mens den som 120 hestes 1,6 liters dieselmodel (fra Fiat) kan fås fra 143.000 kr. plus moms. Vi har prøvet topmodellen i GLX trim med firehjulstrækket AllGrip til 194.000 kr. plus moms.
Sidder højt hævet
Bag rattet sidder man højt med godt overblik – og med højdejustering af både rat og sæde. Sædet kan dog ikke indstilles trinløst (med rulle). Der er heller ikke lås i handskerummet til at låse papirer og værdigenstande inde. Til gengæld er der geværrum under varerumsgulvet – samt et stort rum under gulvet bagest.
Der er ingen negativ indvendig læssehøjde – og læssehøjden er rimelig med 68 cm. Varerummet er stort og regulært på 136 cm i længden og 127 cm i bredden. Åbningen bagtil er 110 x 79 cm. Bagdørene er også gode til at få fat i godset.
Vi har både kørt benzin- og dieseludgaven – og dieselmodellen har helt sikkert de bedste kvaliteter. Benzinmotoren savner trækkraft – og så er der kun fem gear. Til gengæld kan man kun få automatgear til benzinudgaven. Dieselmotoren er til gengæld ganske momentstærk – men i bykørsel må man køre i fjerde gear, da der først er trækkraft fra 60 km/t i femte (og fra 70 km/t i sjette gear).
Fin trækkraft i dieselmotor
Der er ingen problemer med at køre med læs i dieseludgaven. Max moment på 320 Nm er klar ved 1.750 omdrejninger. Men det r jo også en turbodiesel med variabel turbogeometri.
Benzinudgavens 156 Nm er til sammenligning først klar ved 4.400 omdrejninger. Til gengæld er præstationer nærmest ens – 175 km/t på toppen og til 100 km/t på 12 sekunder i benzinudgaven og 1 sekund langsommere i dieseludgaven. Benzinudgaven kan kun trække en trailer på 1.200 kg. Dieseludgaven klarer 1.500 kg.
Suzuki har bygget firehjulstrækkere stort set altid – bl.a. kender mange Vitara-modellen, der var bedst sælgende gulpladebil i en årrække, men også den lille Jimny 4×4 er kendt.
Nyt 4×4 system fra Suzuki
SX4 S-Cross AllGrip er en premiere på fabrikkens nye 4×4-system, som arbejder sammen med bilens esc-stabilitetsprogram, ABS-bremser og TRC-antispin system. Systemet er også udviklet, så det tager hensyn til speederrespons, styring og motorkarakteristik.
Suzuki har formået at udvikle et system, der ikke vejer ret meget i forhold til andre 4×4-systemer – merforbruget ligger på 1 km/l i forhold til den forhjulstrukne udgave. Bilen kører 22,7 km/l.
Vi har prøvet bilen under forskellige former for underlag, og den klarer det godt. Vi har dog ikke prøvet at forcere en pløjemark – dertil er frihøjden for lille, og uden reduktionsgear er det nok også et lidt vovet forsøg.
Halv pris til Van
AllGrip koster 40.000 kr. til hvidpladebilerne – men som Van er der jo dømt cirka halv pris. Og det er fornøjelse på en snoet vintervej, at bilen står godt fast. Men den også det løse underlag med bravour.
Der er fire valgmuligheder i AllGrip systemet, som betjenes fra konsollen mellem sæderne. Til daglig vælger man ”Auto,” hvor bilen er mest økonomisk – og her slår 4×4-systemet automatisk til efter behov, når der opstår forskellig hjulhastighed.
I sne (”Snow på kontakten”), på grusveje og andre veje med løst underlag er firejulstrækket konstant slået til. Systemet måler på styre- og speederudslag for at undgå hjulspin ved acceleration – og øge trækkraft og stablitet.
Gode svingegenskaber
Vælger man ”Sport” får man et spændende køretøj mellem hænderne. Her sendes der mere kraft til baghjulene for at forbedre bilens køreegenskaber i sving. Det sker ved, at speeder- og motorrespons øges i lav- og mellemområder.
Endelig er der ”Lock” funktionen, hvor kraften overføres til bag og forhjul – konstant. Det kan bruges op til 60 km/t – og får en lettere gennem sne-, sand og mudder.
Suzukis Synergetic Vehicle Dynamics i AllGrip udgaver måler samtidig på styreudslag og krængning og sikrer mod under- og overstyring. Samtidig justeres servostyringen, så det er lettere at styre bilen i den givne situation. Bilens antispinsystem indstilles også forskelligt at efter om man har valgt f.eks. Snow eller Sport.
Teknisk vidunder
Så det er noget af et teknisk vidunder, Suzuki har præsenteret – med en masse forskellige køresystemer, der opfylder de flestes behov. Især for erhverv, der skal kunne komme frem mange steder, er bilen perfekt. Det kan være til dyrlægen og elektrikeren på landet eller som entreprenørens servicebil.
GLX-udstyret er også i en klase for sig. Bilen har således 7 airbags, xenon-lygter, LED kørelys, multijusterbart læderrat, hill-hold (bakkeholder), sædevarme, varmetråde i for- og bagrude, p-sensor for og bag, fartpilot med begrænser, nøglefri betjening, start/stop system, automatisk nedblænding af bakspejl, tågelygter for og bag, tågelygter for og bag, automatisk lys, regnsensor, 2-zoners klimaanlæg – og 17 tommer polerede, sorte aluminiumsfælge.
En lille irritation er, at man i Van udgaven tydeligt hører blink-relæet fra baglygterne.
Fakta Suzuki SX4 S 1,6 DDiS Cross Van AllGrip:
Motor: 1,6 liter turbodiesel VGR.
Ydelse: 120 hk v. 3.750 omdr.
Moment: 320 Nm v. 1.750 omdr.
CO2: 114 g/km (energikl. A+).
Ejerafgift pr, år: 2.800 kr.
Topfart: 175 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 13 sek.
Gear: 6 trin m. hill hold.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.425/1.870 kg.
Frihøjde: 165 mm.
Varerum: Ca 1.200 liter.
Varerumsmål: 136 x 127 cm.
Mellem hjulkasser: 102 cm.
Trailer m bremser: 1.500 kg.
Bagklapmål: 110 x 79 cm.
Læssehøjde: 68 cm.
Dæk: Conti Winter Contact. 205/50 R 17.
GLX-pris ekskl. moms: 193.990 kr.
(billigste diesel 4×2 Van 1,6 GL: 142.990 kr.)