Peugeot Danmark havde problemer med at få godkendt den nye 208 som varebil – selv om den opfyldte kravene til målene i varerummet. Men nu er den her, og den kan sikkert opfylde mange virksomheders behov for en lille budbil, hvad enten det er til post eller pizza. De 110.000 kroner plus moms for en 92 hestes diesel er i hvert fald rimelig.

208 efterfølger to populære bilmodeller, 206 og 207, men 208 kører lige så sporty som forgængerne. Relativt skarp i svingene – men fortsat i den bløde ende af skalaen, som mange nok vil sætte pris på med de mange hullede veje, som landet er berygtet for.

Standard start/stop system
Gearskiftet er lidt kantet at arbejde med, så derfor er det godt at 1,6-liters diesel-motoren er så smidig. Den trækker fra 1.000 omdrejninger – og det vil sige fra 50 km/t i fjerde og 60 km/t i femte gear. 26,3 km/l gennemsnit lover fabrikken med et CO2 udslip på beskedne 98 gram pr. km. Start/stop systemet hjælper lidt til de pæne tal.

Vælger man en udgave 1,4 e-HDI motor og automatgear (ESG) kan man nå 29,4 km/l og 87 gram CO2/km. Så betaler man faktisk ikke afgift for den. Prisen er faktisk også 4.000 kr. lavere end testbilen.

Ikke for høje personer
Der er godt med overskudskraft i motoren – men er det for lidt, kan man også få bilen med 114 hk dieselmotor. Som budbil bør de 92 hk være tilstrækkeligt. 10,9 sekunder til 100 km/t er rigeligt – og topfarten på 185 km/t når man forhåbentlig aldrig.

Men mine 1,80 meter havde det ikke optimalt bag rattet. Jeg kunne ikke få sædet så langt tilbage, som jeg godt ville. For at holde en varerumslængde på 1,20 meter, er pladsen bag rattet for trang – men kortere personer kan sikkert få en god siddestilling. Derfor er det (som altid) vigtigt at prøve bilen, før slutsedlen underskrives.

Et godt alternativ kunne være at vælge den helt nye 2008-model som Van i stedet for. Her er pladsen bedre.

Instrumenter ses over ratkran
Man skal tillige vende sig til det nye instrument-layout, hvor der er valgt et lille rat – og hvor man derfor skal se over ratkransen for at aflæse instrumenterne.

Rattet i Active-modellen er desværre i plast, men kan sikkert bestilles i læder. Sidestøtten i sæderne er også mest til pæn kørsel. Derimod er nakkestøtterne gode i højden.

Udstyret omfatter en stor 7 tommer skærm (touch-screen), hvor såvel radio, bluetooth/telefon/ USB, tripcomputer som evt. navigationsanlæg styres. Meget let at betjene. Aircondition med køl i handskerum er standard ligesom udendørs temperatur-måler, fartpilot og sædevarme.
Sikkerhedssystemer som seks airbags, ABS bremser og esc stabilitetssystem er standard. Det gælder også el-spejle med varme, fartpilot og to-vejs justerbart rat.

Der er dog ikke lås på handskerummet, men der er lidt plads under gulvet i varerummet. Bilen laster ifølge vægtmærkerne  på siden af bilen 485 kg. Påhængsvogns-vægten er opgivet til 970 kg. med bremser.

Faktaboks Peugeot 208 HDI Van
Motor: 4 cyl.
Slagvolumen: 1,6 liter.
Ydelse: 92 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 230 Nm. v. 1.750 omdr.
Topfart: 185 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,9 sek.
Gearkasse: 5 trin.
Dæk: Bridgestone EP85 Ecopia 185/65 R 15.
Vendediameter (kantsten): 10,6 m.
Varerum: Ca. 1 kubikmeter.
Dimensioner: 1.330 x 1.380 x 925 mm.
Læssehøjde udvendig/indvendig: 690/180 mm
Køreklar vægt: 1.265 kg.
Totalvægt/lasteevne: 1.625/485 kg.
Påhængsvogn m. bremser: 970 kg.
Pris ekskl. moms: 109.990 kr.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk