Volvo – engang svensk, så amerikansk og nu kinesisk ejet – har ikke tænkt sig at skære ned på sit omdømme som en af verdens sikreste bilmærker. Det er den nye V40 en godt bevis på.

Endnu engang præsenteres en ”worlds first” – denne gang en udvendig airbag, der kan ”gribe” en cyklist eller fodgænger, hvis uheldet er ude og et sammenstød uundgåeligt.

Volvo, der var først med sikkerhedsselen, har nu for første gang valgt at gøre noget sikkerhedsmæssigt for andre end bilens ejere.

Griber forgænger og cyklist
Ved sammenstødet løfter kølerhjælmen sig og på millisekunder fyldes en airbag, som griber fodgængeren eller cyklisten, som derved kan slippe for alvorlige skader ved mødet med forruden.

I Danmark har Volvo altid haft et pænt salg af gulplade-varianter af deres personbiler – og det går fortsat fremad.

Nu er V40 også kommet på listen – og det til priser fra under 200.000 kr. inklusive moms (164.400 kr. plus moms).  Basisudgaven hedder Kinetic.

Topmodellen Momentum
Bilen, som jeg kørte i, var dog en topudstyret en af slagsen med tilnavnet Momentum, som koster 40.000 kr. ekstra.

Testbilen havde så yderligere for over 80.000 kroner ekstraudstyr skruet på, hvor læderstue, 17 tommer alufælge, xenon-lygter, glastag og navigation med Bluetooth alene løb op i samlet cirka 50.000 kr.

Det mest fornuftige udstyr på listen var Volvos Blind spot system, hvor små lamper ved sidespejlene lyser op, når en anden bil er ved at passere – pris 6.300 kr., som jeg kan anbefale.

Advarer mod træthed
City Safety systemet, der selv bremser bilen ned, er standard. Men da vi nu kører i varebil med lavere afgift, vil jeg også anbefale en overbygning – bygget over en fartpilot – så bilen selv holder afstand til bilerne foran i køen til ca. 20.000 kr. plus moms.

Men så får man også Blind spot systemet og et kamera, der aflæser vejskilte og viser dem i instrumentbrættets display – samt nok så interessant: et instrument, der fortæller føreren, hvis han eller hun er uopmærksom og træt.

V40 afløser den mere kantede og mere rummelige V50 model samt sedan’en S40. Men man får nu en moderne bil med aerodynamiske linjer.

Forbedrede køreegenskaber
Køreegenskaberne er bedre end tidligere – der er tale om køreglæde. Lige undtagen vendediameteren, som er vel stor.

Men komforten er fornem – om end pladsen ikke er overdådig. Og den lave indstigning kræver også tilvænning. Men når man først sidder der, er alt godt.

Det er nu også billigste Volvo, vi taler om, så konkurrenterne som BMW 1 serie og den nye Mercedes A-klasse er ikke større indeni.

Langt på literen
Hvad der er særligt vigtigt i V40 er den fornemme brændstoføkonomi.

Testbilen går officielt 26,3 km/l og udleder 99 gram CO2 pr. kilometer. Bilen er trods sine 115 hk ganske livlig. 190 km/t på toppen og til 100 km/t på 12,3 sekunder. 6-trins gearkasse er standard – automatik kan ikke fås i denne udgave.

Den høje gearing går lidt ud over smidigheden i motoren. VI skal op på 1.200 omdrejninger, før der er normal trækkraft – det vil sige fra 65 km/t i femte- og 75 km/t i sjette gear. Så i byen må man helt ned i fjerde gear for at få overskudskraft nok.

Geværrum er standard
Varerummet er pænt stort – om end med en høj indvendig læssekant på 28 cm, hvor afstanden fra vejen op til kanten af rummet er 74 cm.

Der er også indrettet et aflåseligt rum i varerumsgulvet – kaldet geværrum – og et plus er påhængsvognsvægten på 1.300 kg.

Nævnes skal også det aflåselige handskerum.

Tekniske data Volvo V40 D2 Van Momentum:

Motor: 4 cyl. 1.560 ccm.
Ydelse: 115 hk v. 3.600 omdrejn.
Moment: 270 Nm v. 1.750-2.500 omdrejn.
Økonomi: 26,3 km/l.
Grøn ejerafgift årligt: 1.320 kr.
Topfart: 190 km/t.
Acc. 0-100 km/: 12,3 sek.
Totalvægt/køreklar vægt: 1.890/1.443 kg.
Læssehøjde indvend/udvend: 28/74 cm.
Påhængsvognsvægt m. bremser: 1.300 kg.
Pris V40 Van: fra 164.400 kr. plus moms.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk