Volvo har vind i sejlene med deres nye modelprogram, og basisudgaven af XC40 Van sikrer en praktisk og sikker slider til en fornuftig pris.
Trods de små svenske flag, der stikker ud under motorhjælmen, er XC40 udgaven bygget i Belgien, men bilen er helt udviklet hjemme i Göteborg, så den svenske kvalitet er tydelig overalt.
XC40 har allerede vundet stor hæder gennem sin sejr i årets Car of the Year dyst – Volvos første sejr i denne konkurrence.
Helt ny platform
Mens vi er ved det udenlandske, så er bilen bygget på en ny CMA platform, som den skal dele med en række kinesiske fætre – bl.a. Lynk & K – fra Volvos moderselskab Geeley. Bilen er mere kompakt end storebror XC60, men også betragteligt billigere.
Det betyder, at Volvo selv på SUV fronten kan komme tilbage til kundegrupper, der har været forvist fra det svenske mærke.
Så man er ved at være tilbage ved rødderne – som i de gode gamle Amazon-dage.
De gule nummerplader
Det gælder også kundegrupperne for gulpladebiler. Omkring 10 procent af Volvos biler med bagklap sælges på gule plader, så det er en vigtig portefølje for fabrik og importør.
Som varebil får med en bil med regulært varerum endda med aflæggeplads under varerumsgulvet. Dertil kommer en læssehøjde på 790 mm. Der er ikke en høj indvendig læssehøjde. Der er også en midterboks (der også fungerer som armlæn), men vi savnede dog en handskerumslås. Bilen havde heller ikke automatisk bagklap.
1.600 kg. trailervægt
XC40 har vi tidligere testet i D4 dieseludgaven til priser fra 288.000 kroner plus moms – bilen, der med trailervægten på 2,1 tons må blive et hit for erhvervslivet.
T3, der er udstyret med en 3-cylindret turbo-benzinmotor på 156 hk. Men prisen lander nede på (fra) 248.202 kroner plus moms. Det skyldes dels de tre cylindre, men også at bilen kun har forhjulstræk.
T3 må nøjes med en trailervægt på 1.600 kg, men motoren er ikke verdens stærkeste, og med læs savner man lidt den sidste cylinder. Så er i markedet efter en stærkt trækker i denne klasse, så er det D4 motoren, vi anbefaler.
Rimelige præstationer
Bilen er da heller ikke direkte sløv – den når 100 kilometer i timen på 9,4 sekunder og har en topfart på 200 km/t. I marchfart på en dansk motorvej hører man ikke noget til motorstøj. Bilen havde manuel gearkasse – selv ville jeg vælge automatgear, så slipper man for at geare så meget ned, når man kører med læs. Gearskiftet er også lidt kantet at arbejde med.
Men tom bil var der trækkraft fra 1.500 omdrejninger, og det betød, at der var dømt fjerde gear i bykørsel, hvor den netop trak fra 50 km/t. I femte gear gjaldt det fra 65 km/t og i sjette gear først fra 80 km/t.
Men T3 er fin til de lette laster, og kan man leve med den tydelige 3-cylinder lyd, så får man en fornem bil med topsikkerhed, som jo er Volvos varemærke.
Forringet udsyn
Et minus er den kraftige C-stolpe, som tager en del af udsynet skråt bagude – derfor bliver man glad for bilens monterede bakkamera.
Vores testbil er den allerbilligste XC40 basis med T3 benzinmotor med 156 hk og 6-trins manuel gearkasse. Dog med en række udstyr, hvor det vigtigste er sikkerhedspakken IntelliSafe Pro med adaptiv fartkontrol, Volvo On Call nødkalds-pakke, surround/BLIND-spot system (BLIS) samt det eftermonterede bakkamera og ditto navigation.
Sæderne (stof/læder) er blandt de bedste på markedet, så man sidder godt. SUV-typen betyder også, at man har let ind- og udstigning.
Veludstyret
Vi skal fremhæve læderrattet med indstilling til fartpilot, dobbelt usb-stik, elektrisk håndbremse og den nøglefri start. Bilen havde ekstra fået monteret 19 tommer alufælge monteret med finske Nokian vinterdæk.
Som SUV er der selvfølgelig mere krængning end i en Volvo V-model, men nu er Volvos XC-program jo ikke sportsvogne. Men XC40 er super-komfortabel og affjedringen optager ujævnhederne godt. Styretøjet er præcist nok for denne type bil.
Bag rattet har man det rigtig godt – XC40 er en bil, man hurtigt bliver dus med.
Tekniske data Volvo XC40 T3:
Motor: 3 cyl. turbobenzin.
Slagvolumen: 1.477 ccm.
Ydelse: 156 hk v. 5.000 omdr.
Moment: 265 Nm v. 1.850-3.850 omdr.
Brændstofforbrug/gennemsnit: 15,9 km/l.
CO2 udledning: 146 g/km.
Topfart: 200 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 9,4 sek.
Trækkraft: Fra 1.500 omdr. (50 km/t i fjerde gear).
Gearkasse: 6 trins manuel.
Køreklar vægt: 1.568 kg.
Totalvægt: 2.060 kg.
Nyttelast: 492 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.600 kg.
Bagagerumsvolumen: Ca. 1.300 liter.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Bremser: vent. skiver for/skiver bag.
Dæk: Nokian WR SUV3 235/50 R19
Pris XC40 T3 ekskl. moms: Fra 248.202 kr.