Vognmandsforretningen J. Chr. Koldkur Transport A/S i Karup ved Herning vil hellere klare problemerne, før de opstår og undgå uforudsete overraskelser.

Det er et væsentlig årsag til, at virksomhedens trofaste Volvo NH12 fra 2001 har rundet to millioner kilometer med samme motor og drivline.

Chauffør på den langsnudede Volvo tankbil er Bent Lauritsen – men trods stor omsorg for sin lastbil, ved han godt, at den lever på lånt tid.

Euro 3 motor
Når den indkaldes til syn senere på året, er det slut. Lastbilen har Euro 3-motor og er ikke så brændstoføkonomisk som J. Chr. Koldkur Transports mange nye Volvo-lastbiler.

Den er tillige dyrere i vejafgift i Tyskland, hvor den kører. Ikke desto mindre er Bent Lauritsen ikke begejstret for at skulle skilles fra sin gamle lastbil gennem mange år.

”Det er ikke en dag, jeg ser frem til med glæde”, siger han.

12 foderfabrikker
Bent Lauritsen kører dagligt på landevejen mellem Berlin og pelsdyrbranchens 12 foderfabrikker i Danmark.

I tankbilen er der fjerkræaffald, der er en af ingredienserne i foderet til de danske mink, der får en stadig mere kontrolleret kost bestående af bl.a. soya, fedt, korn, fisk og fjerkræaffald – alle sammen godstyper, der transporteres ved forskellige temperaturer.

Nogle af råvarerne er let fordærvelige og af hensyn til kundens lagerkapacitet, er det just-in-time transporter.
 
Havde tidligere minkfarm
Vognmandsforretningen Koldkur har et indgående kendskab til pelsdyrproduktion, for virksomheden drev tidligere selv en minkfarm i Vestjylland.

Men ønsket og behovet for yderligere at specialisere inden for tankvognstransporter fik virksomheden til at afhænde minkfarmen i 2003 for udelukkende at have fokus på transportdelen.

I dag har J. Chr. Koldkur Transport 50 tankbiler i daglig drift i Danmark og i udlandet, og cirka 65 procent af transporterne er for pelsdyrbranchen. Derudover transporterer virksomheden fødevarer og en del farligt gods.

Planlægning betyder driftssikkerhed
Planlægning sikrer en god driftssikkerhed.

”Det er bedre at tage en planlagt omkostning end at få en ikke planlagt omkostning på et ubelejligt tidspunkt. Det giver længere driftstop. God planlægning er alfa og omega. Det skaber øget effektivitet, indtjening og er en faglig udfordring for os i det daglige”, siger Vagn Koldkur.

Han er anden generation i J. Chr. Koldkur og driver i dag virksomheden med sin datter Betina og nevøerne Finn og Jørn Koldkur.

Faktaboks:
J. Chr. Koldkur Transport A/S.
Etableret: 1926 af Jens Christian Koldkur.
Antal medarbejdere 65.
Antal køretøjer: 50 lastbiler og 70 sættevogne.
Gods: Tankvognstransport af fødevarer, farligt gods og flydende foder til pelsdyrbranchen.
Ejere: Betina-, Finn-, Jørn- og Vagn Koldkur.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk