(BRUXELLES)

Efter sommerferien dukker den nye Toyota Auris op herhjemme – og for første gang tilbydes den kke med dieselmotor. Til trods for, at fabrikken tilbyder den med en 1,6 liters diesel fra BMW – en motor, som vi tidligere har rost for sin smidighed.

BMW-motoren fås i fremadrettet alene til den større Avensis og til Sportsvan. Det vil få en del erhvervsfolk til at skulle vælge en anden bil i det såkaldte C-segment – eksempelvis Ford Focus eller Opel Astra.

For Toyota er C-segmentet med 15 pct. andel i Europa meget vigtigt. I Danmark ligger det på 12 pct.

I Danmark er det kun 10 pct. af Auris, der sælges med dieselmotor. Derfor satser man hos importøren bl.a. i forbindelse med erhvervslivet på hybridteknologien, som allerede er solgt til bl.a. Carlsberg som Auris Van.

50 pct. Auris Hybrid i 2016
”Vi ligger i 2014 med en tredjedel Auris andel med hybridteknik. Det forventer vi stiger i år – og bliver 50 pct. i 2016,” siger Anders Tystrup, pressechef i Toyota Danmark.

Toyota har spurgt 30 bilister om deres syn på hybrid – og de fleste synes, at bilen giver køreglæde, for man bliver ikke stresset i bilen, som standard er forsynet med trinløst CVT Multidrive S automatgear.

Ikke den bedste løsning på en motorvej – for man bliver irriteret over den elastikeffekt der fremkommer under acceleration – men i bykørsel er den uovertruffen. Op til 28,6 km/l kører den i snit – og udleder ned til 79 gram CO2/km.

Ny 1,2T turbo-benzin
Udover hybridmotoren, der er let opdateret med hensyn til lavere omdrejninger, kommer der en helt ny motor på 1,2 liter med turbo, som afløser den gamle 1,6 liters benziner. Den kan nå 21,7 km/l. Billigste udgave er Auris med den velkendte 1,33 benziner.

1,2 T maskinen er meget lydløs og har et fint drejningsmoment på 185 Nm mellem 1.500- og 4.000 omdrejninger. Trailervægten er 1.300 kg, hvor hybridmodellen må kun trække en trailer på 385 kg.

Skarpere design
Den nye opdaterede Auris serie kan kendes på et skarpere front design og delvist nyt hækparti med nye lygter. Dertil ny kabine med ny instrumentering og bedre sæder – samt et mærkbart forbedret kvalitetsniveau.

Køreegenskaberne er også forbedrede med bedre komfort og skarpere styring. Der er tale om nye støddæmpere og ny elektronisk styring og et lavt støjniveau. Bilens touchscreen er på 7 tommer med bakkamera, kørecomputer og Mirror-Link, hvor man kan spejle sin iPhone over  i bilen.

Sikkerhedsmæssigt er der sket meget – således med nødbremsesystem, som bremser bilen ned. Under 30 km/t helt til stop ved en forhindring – over 30 får bilen taget farten af. Systemet heder Safety Sense og findes bl.a. i Avensis. Med i Safety Sense pakken fås skiltegenkendelse, linjevogter og automatisk op- og nedblænding af fjernlys.

T2 bliver mest populær
De fleste biler, som vi prøvede i Belgien, var top-udstyrede – det som Toyota herhjemme kalder T4 eller H4 for hybridbilerne. Herhjemme tror importøren, at det bliver T2/H2 udstyrs-udgaver, der vil være mest populære.

Toyota har tre års fabriksgaranti herhjemme – dog fem år på hybridsystemet, men Toyota tilbyder 10 års gratis garanti på hybridsbatteriet uden merpris – bare man kommer til kontrol en gang om året – eller hver 15.000 km – på et autoriseret Toyota værksted.

Det drejer sig om Toyotas nye Hybrid Tryghedsprogram for alle nuværende og kommende ejere af Toyotas hybridbler.

Van modellerne er der allerede sat pris på. En H1 hybrid koster 136.80 kr. plus moms – i H2 udstyr 147.820 kr, mens en benzinturbo 1,2 som Van koster 153.534 kr. plus moms i T2 trim.

Fakta – Toyota Auris Hybrid Touring Sport:
Motor 4 cyl. Euro 6.
Slagvolumen: 1.798 ccm.
Ydelse: 136 hk v. 5.200 omdr.
Moment: 142 Nm v. 4.000 omdr.
Topfart: 175 km/t.
0-100 km/t: 11,2 sek.
Gear: Trinløst e-CVT.
Forbrug g/s: 28,6 km/l.
Økonomi bykørsel: 29,4 km/l.
CO2 udslip: 81 g/km.
Ejerafgift: 310 kr. (halvt år)
Bremser: ABS, esc (VSC), TRC, Hill Hold.
Sikkerhd: 7 airbags.
Varerum: ca. 1.600 liter.
Trailer m/u. bremser: 345 kg.
Køreklar vægt min. 1.335 kg.
Totalvægt: 1.815 kg.
Energi:A++.
Fabriksgaranti: 3 år/100.000 km.
Garanti/Hybriddele: 5 år.
Tryghedsgaranti: 10 år.
Priser fra: 136.880 kr. plus moms (H1).

 

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk