For første gang vandt Toyota i år det hårde Dakar-rally med en specialbygget Toyota Hilux med en V8 motor.

Qatar-rallykører og sheik Nasser Al Attiyah og hans franske co-driver Mathieu Baumel vandt løbet 46 minutter foran nummer to, Nani Roma i en X-raid Mini. Treer blev Sebastian Loeb i en privatanmeldt Peugeot.

Det er første gang, at Toyota vinder løbet. Al Attiyah har vundet løbet i en Mini i 2015 og i en Volkswagen i 2011.

Ingen hyldevare

Vinderbilen er Ikke en Hilux, som man kan købe hos den lokale Toyota-forhandler her i Danmark med 4 cylindret motor. Næh, når man skal deltage i vel nok verdens hårdeste rally, der i år blev kørt i Peru, så skal der noget ekstra power til.

Så bilen var en specialbygget Hilux pick-up med V8 motor uden turbolader – en motor, som man i princippet har anvendt før til dette ørken-race, men naturligvis modificeret til ekstra ydelse i år,

Resten af drivlinen var i øvrigt også genbrug – det vil sige bagtøj og gearkasse, men bilens opsætning med ophæng og affjedring er nyudviklet.

Toyota Gazoo Racing SA

Teamet hedder Toyota Gazoo Racing South Africa – og bilen, som Nasser Al Attiyah og Mathieu Baumel vandt med, er opbygget i Sydafrika, hvor Toyota også producerer Hilux – bl.a. til Danmark.

Vinderholdet i bil nummer 301 var naturligvis begejstrede for sejren – og taknemmelige over, at Toyota lod dem køre bilen, som Al Attiyah udtrykte det. Alle i teamet har arbejdet hårdt for at bygge bilen.

Teamet består også af to tilsvarende Hilux, der dels blev kørt af sydafrikaneren Giniel de Villiers og tyskeren Dirk von Zitzewitz – dels af hollænderen Bernhard Ten Brink og makkeren – franske Xavier Paneri. De to hold havde henholdsvis startnummer 302 og 309.

I mål trods uheld

De Villiers vandt løbet for 10 år siden i en Volkswagen – og han havde håbet på at vinde i år.

Men det er svært, når man kommer for tæt på en klippe, der er skjult i sandet – og bruger tre en halv time på at banke skærme og andre ting på plads, men en Hilux klarer selv de umulige udfordringer, så holdet kom i mål som nummer ni – cirka otte timer efter vinderen.

Teamleder Glyn Hall understregede efter løbet, at Dakar Rally er svært at vinde. Mange forsøger at vinde hvert år.

Så der er mange op- og nedture under et løb som Dakar Rally – men vinter-holdet havde tidligt i løbet kommet i spidsen for feltet, og den placering holdt hele vejen hjem – og efterlod de ellers så succesfulde kørere på Mini-holdet bag sig.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk