Toyota har lyttet til kundernes behov og har opdateret deres legendariske Hilux pick-up, så den nu har fået de kræfter, som kræves af en ægte arbejdshest.
Nu er bilen så landet i Danmark, og VOTY.dk fik kortvarigt mulighed for at prøve bilen et par timer. Det skete i forbindelse med den danske præsentation i København forleden – dog uden læs på ladet og uden trailer. Hilux må i øvrigt trække en trailer på 3,5 tons.
Pick-up køretøjer præsenteres internationalt altid som fritidskøretøjer – men i Danmark er langt hovedparten af kunderne fra erhvervslivet – og kørsel på gule nummerplader.
Hard-core forbrugere
I første række entreprenører, skov- og forstfolk, anlægsgartnere og håndværkere, der som oftest har en maskintrailer med en tung maskine på slæb. Man har også gasdæmpet bagklap – og i testbilen også ladindsats og beklædning af ladets kanter. Læssehøjden er 840 mm.
Det kræver trækkraft – og dermed et drejningsmoment, så jobbet bag rattet ikke bliver for trættende. Den nye Hilux har igen fået tilstrækkeligt med kubik og moment – nemlig nu 2,8 liters turbodiesel med 204 hk og et drejningsmoment på 500 Nm mellem 1.600- og 2.800 omdrejninger.
Motoren med 150 hk er opdateret – og man opnår 400 Nm ved 1.400-1.900 omdrejninger. Altså betragteligt mindre end den nye 2,8-liter teknik. Med manuelt gear er momentet i den ”gamle” motor 420 Nm.
Nu er den miljørigtig
Tallene indikerer, at der er sket forbedringer i forhold til den mindre 2,4-liters motor på 150 hk, som dog fortsat er i programmet – og som mange kunder måske er tilfredse med, hvis de ikke har så store laster.
Tidligere havde Toyota også en 3-liter udgave med 171 hk, som også var en sand arbejdshest – som gled ud af miljømæssige årsager. Men den nye 204 hk udgave forurener ikke mere end 150 hk-udgaven, da brændstofforbruget nærmest er det samme og dermed CO2 udledningen.
Motoren opfylder de nyeste Euro 6d miljøkrav – bl.a. via EGR- og SCR systemer plus AdBlue indsprøjtning.
Eco- og power-mode
Præstationerne er gode i 2,8-liter udgaven – bl.a. med 10,7 sekunder til 100 km/t og 175 km/t på toppen. Man kan i øvrigt vælge imellem eco og power køre-mode. Der er 6-trins automatgear i biler med 2,8-liter motor og manuel gearkasse i 2,4-liter udgaver.
Man kan skifte til 4×4 ved 100 km/t. Alle biler har 4×4 – men man kan vælge at køre med baghjulstræk (2H) for at spare dieselolie. Skift til firehjulstræk (4H) og reduktionsgear (4L) sker via et drejehjul på instrumentbrættet.
Man kan også tilkoble spær på bagakslen. Det er i øvrigt et mekanisk spær – elektronisk i topudgaven. Dertil antispinsystem. Der er dog ikke center-spær. Man man slå stabilitetssystemet esp (VSC) fra og få bedre off road egenskaber via automatisk begrænset spær.
Forbedret undervogn
Undervognen er i det hele taget opdateret med forbedrede bladfjedre og kraftigere støddæmpere samt nye bøsninger.
Hilux har forhjulsophæng med dobbelte triangler og stiv bagaksel med bladfjedre bag. Det gav tidligere en tidligere steppende og urolige fornemmelse fra bagtøjet, men det er blevet meget forbedret.
Hilux har fortsat Down-Hill Assist til sikrere nedkørsel ad bakker (T3 og T4) samt Hill-Start Assist til igangsætning på bakker (alle udgaver).
Vadedybde 700 mm
Vi prøvede bilen på nogle dårligt asfalterede veje og grusveje i Nordsjælland, og vi kan melde om en langt mere komfortabel kørsel med bedre retningsstabilitet og mere kontant styretøj.
På landevej føles styringen lidt tungere – men lettere i terrænet. Af Toyota kaldet variabel flow control. Man kan også følge hjulenes retning på en lille skærm.
Hvis man kommer på dybt vand er vadedybden til oplysning 700 mm. – og så er til- og frakørselsvinklerne henholdsvis 29- og 26 grader. Rampevinklen er 23 grader og bilen klarer en tværhældning på 45 grader og en stigning på 42,1 grader.
God oversigt
Vi blev hurtige dus med bilen og sad godt i de skålformede sæder bag rattet på Hilux 2,8 – med el-justerbart sæde og tovejs ratindstilling – og tillige god oversigt over instrumenterne og kontrolknapper på bl.a. rattet.
Helt lydefri er den nye 2,8-liter udgave dog ikke – især ved acceleration, og vi følte lidt resonanslyd i kabinen.
Adaptiv fartpilot
Testbilen var topmodellen med T4 Invincible udstyr, som bl.a. betyder et meget højt udstyrsniveau – inklusive standard adaptiv fartpilot, som dog også er standard i T3-versioner (dog ikke Single Cab), og 8-tommer touchscreen med navigation.
Man får også nødbremsesystem med fodgængergenkendelse, linjevogter samt skiltegenkendelse og i T4 også Bi-LED forlygter og LED kørelys – samt parkerings-sensorer for og bag.
Trailerstabilitets-kontrol
Der er også bakkamera, som er velegnet at bruge, når man skal bakke til en trailer – Toyotas Trailer Sway Control (trailerstabilitet) er i øvrigt standard på alle modeller.
De nye Hilux modeller har i udgaver over T2 Single Cab et mere råt udseende med større kølergrill med sort plastkant omkring samt sorte plast-skærmforøgere og alu-bundskjold.
Nævnes skal også et opdateret infotainmentsystem med Apple Carplay og Android Auto plus Wi-Fi boks, og det er muligt at downloade MyT app via sin smartphone. Det er nemt at betjene bilen – bl.a. med fysiske knapper i stedet for alene via skærmen.
Brødrene Berthelsen special
Den testede Invincible udgave havde læderindtræk, el-førersæde, trinbræt i hver side, to-vejs justerbart læderrat, sædevarme, midterboks, handskerumslås, nøglefri start og 18 tommer aluminiumsfælge med grove Bridgestone terrændæk.
Vores testbil med topudstyr koster ca. 340.000 kr. plus moms – men en særlig Avant Edition, som er udviklet i samarbejde med 4×4-ekspertfirmaet Brødrene Berthelsen i Randers har man yderligere proppet for 193.000 kroner udstyr i, så udsalgsprisen er 536.500 kr. plus moms.
Faktisk er der solgt Avant Edition modeller – og endnu flere modeller med noget af dette udstyr, som bl.a. omfatter spil i fronten, højere fjedre og særlige B.F. Goodrich terrændæk på sorte alufælge.