(VIGO, PARIS og RÜSSELSHEIM)

Tvillingerne Partner og Berlingo er forøget med en trilling, Opel Combo – nu med 1.000 kg. nyttelast og et fast og dynamisk vejgreb.

Peugeot-Citroën koncernen PSA har præsteret lidt af en sensation, når det gælder udviklingen af de nye varebiler Peugeot Partner, Citroën Berlingo samt den nye bil i familien, Opel Combo.

Ved at udvikle en kraftigere bagaksel end personbilsudgaverne har man nu 1.000 kg. nyttelast at gøre godt med mod cirka 600 kg før, og ved at kombinere denne konstruktion med fortøjet EMP2 fra bl.a. PSA’s personbiler får man både en bil, som har plads til varerne, og med køreegenskaber og vejgreb næsten som en personbil, når man tager hensyn til den høje opbygning.

Fast affjedring i varebilerne

I stedet for at differentiere affjedringen fra sporty til mere blød i personbilsudgaverne af Peugeot og Citroën og fast i Opel, så har man i varebilerne ensrettet undervogn og affjedring, så godstransport er i højsædet i alle tre biler. Det vil sige en ganske fast affjedring, som dog giver glimrende vejgreb i de fleste situationer.

Vi har prøvet de nye trillinger ad flere omgange – første gang camoufleret ved test nær fabrikken i Vigo i Portugal, siden ved en større fælles test i udkanten af PSA-hovedsædet i Paris. Her kunne vi også prøve Berlingo som personbil for at mærke forskellen.

Tidligere havde vi kørt Partners personbils-pendant med navnet ”Rifter” i Sydfrankrig, og senest er det blevet til test af Combo som personbil og Van ved Opels gamle hovedsæde i Tyskland.

Det er tydeligt, at Rifter er sat meget sportsligt op i forhold til Partner, men begge har Peugeots særlige i-cockpit med et lille rat med flad bund. Man ser instrumentgruppen hen over ratkanten.

Lavt støjniveau

Mange vil måske sige, at det giver udfordringer til en varebil, hvor det ikke er de hurtige rat-bevægelser, der tæller. Personligt generede det mig nu ikke. Alle bilerne har faktisk er ganske præcis styring.

Imponerende er også PSA’s otte trins automatgear, som især er spændende sammen med den 130 hk dieselmotor. Roses skal også trillingernes lave støjniveau i alle udgaver.

Egentlig skulle personbilsudgaverne og varebilsudgaverne af de nye trillinger fra PSA, Peugeot Rifter/Partner, Citroën Berlingo og Opel Combo have været markedsført samtidig her over sommeren, men projektet (fælles kaldet K9) er blevet forsinket.

Rifter som Van i Danmark

Nu dukker person- og varebiler op med tre-fire måneders mellemrum – personbiler lanceres fra denne måned og varebiler fra januar med udsving fra marked til marked.

”Vi tror, at en del kunder gerne vil have den nye modelserie hurtigt, og det kan de få, hvis de vælger Rifter som Van. Vi tror også, at en del gerne vil have topmodellen af Rifter kaldet GT-Line, som ikke tilbydes i varebilsudgaven,” siger Sten Schwaner, varebilschef hos Peugeot Danmark.

Varerummet er nærmest identisk med forgængerens, men vi skal dog understrege, at den lange L2 udgave selvfølgelig er mere rummelig end L1. Standardlængden er 4,40 meter og XL versionen er på 4,75 meter.

Bestil varebilerne i oktober

”Selv om vores Partner-varebiler først ankommer i januar, som kan bilerne allerede bestilles formentlig i oktober, når priserne foreligger. Den nye Partner bliver en anelse dyrere end forgængeren, der i dag begynder ved 95.000 kroner plus moms. Man skal huske, at udstyret er langt mere omfattende – bl.a. sikkerhedsudstyret inklusive nødbremse, som bliver standard undtagen på basismodellen,” siger Sten Schwaner.

Både for Citroën og Peugeot gælder det, at varebilerne fortsat mest vil blive solgt med dieselmotor, men den nyeste 1,2 liters benzinmotor (3 cylindre) vil opnå op mod 15 procent af Van-salget – dels fordi dieselspøgelses stadig huserer bl.a. hos by-politikere og dels fordi den nye benzinmotor er mere økonomisk end den gamle 1,6 diesel.

4×4 fra Dangel

Bilerne vil også kunne fås fra fabrikken med firehjulstræk fra underleverandøren Dangel i Frankrig, men Peugeot Danmark venter til man kan købe alle bilmodeller gennem én kanal hos PSA – og ikke via Dangel.

Man kan fortsat få bilerne med to eller tre sæder i kabinen, aflæggeplads under passagersædet i midten, skrivepult med drejefunktion, med otte-trins automatgear i modellen med 1,5 liters 130 hk dieselmotor, men det kommer også som mulighed i den kommende 130 hk benzinmotor.

For kunderne er det rart at vide, at der er 1.000 kg. nyttelast, men også mulighed for vægtindikator for overlæs, elektronisk parkeringsbremse, LED lys i varerum, head-up display med hastighedsangivelse og skiltegenkendelse, trailerstabilitet, otte tommer skærm og en særlig høj Work-udgave med større hjul og Ultra Grip system med øget frihøjde. Man kan få en lem i adskillelsen til at transportere lange emner.

Gennemført projekt

”Vi har aldrig haft et projekt så gennemført som denne gang, hvor vi har formået at bygge et koncept (K9) med tre så forskellige DNA-udtryk, som Citroën, Peugeot og Opel har – både ude og inde. Alligevel har de med deres fælles platform EMP2 samme teknik og drivline, som sikrer forbedrede køreegenskaber. Vi tilbyder i mange versioner fra basis til topudstyret,” siger vicepræsident i PSA’s udvikling af varebiler hos PSA, David McQueen.

Den nuværende Combo er produceret i samarbejde med Fiat og den tyrkiske bilkoncern Tofas og er teknisk og designmæssigt identisk med Fiat Doblò. Begge bilmodeller i øvrigt velkørende med (som de nye trillinger) et tons nyttelast samt godt vejgreb takket været uafhængig affjedring.

Forventer flere Combo

Men allerede inden PSA (Peugeot/Citroën) overtog Opel/Vauxhall fra General Motors i USA, var der en aftale om, at PSA skulle bygge den næste Combo – plus en række Opel-personbiler (Crossland X og Grandland X).

Bortset fra Tyskland og få andre lande var Opel ikke så stærke på det lette varebilsmarked med den nuværende Combo Van, men når Combo kommer i femte generation i begyndelsen af 2019 som søstermodel til Peugeot Partner og Citroën Berlingo, vil der komme anderledes gang i salget, spår Opel.

”Målet er en forøgelse af salget med 25 procent i 2020 af Combo, men også når en ny Vivaro ser dagens lys i 2019, er målet er forbedret salg,” sagde Opels nye varebilschef Tobias Stöver ved en presse-workshop i sommer i Frankfurt – forud for IAA transportmessen i Hannover, der åbner i denne uge.

Hver sin DNA profil

Det er som sagt lykkedes PSA at udvikle de tre små varebiler, så de har bevaret deres DNA fra henholdsvis Peugeot, Citroën og Opel.

Det vil også gælde de kommende el-udgaver af de tre søstre. Partner og Berlingo Electric kom i seneste udgave i 2014.

David McQueen fortalte fornylig til VOTY.dk’s udsendte, at det ikke vil være økonomisk forsvarligt at lancere en eludgave af de nye Partner/Berlingo modeller allerede nu – fordi de nuværende udgaver først kom på markedet for fire år siden. De nye udgaver vil formentlig blive lanceret i 2020 – og så tillige i en el-Combo udgave.

Combo er ældst som navn

Opel har et mål, der siger, at deres varebilsmodeller skal kunne købes i eludgaver i 2024 – og det vil betyde, at man ud over Combo også vil se en elektrisk Vivaro.

Hvor det er tredje udgave af Partner og Berlingo siden første udgave i 1996, så har Opel haft fire udgaver forud for den kommende PSA-Combo – hvor den første Kadett Combo Van kom i 1986.

Markedsafstemt udstyr

Udstyret i den kommende Combo Van er forskelligt fra marked til marked – men nødbremse bliver nok standard bortset fra basismodellen, ligesom det er tilfældet med Partner Van. Bird-View surround kamera bliver formentlig ekstraudstyr.

Der kommer en kort og en lang udgave med max. 4,4 kubikmeter varerum. Der er altid plads til to euro-paller.

Udover to sæders varebil kan man få de tre biler som XL dobbeltkabine med to sæderækker og varerum bag.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk