Med Proleje.dk kan virksomheder nu leje nye Fiat-varebiler fra 13 af Fiat Professional’s danske forhandlere i helt ned til en måned ad gangen.

Det nye koncept er en fleksibel og hurtig måde at blive kørende på. Lejen er månedsbaseret og ganske konkurrencedygtig, for der er ingen yderligere binding, og prisen inkluderer alt.

Det gælder også grøn ejerafgift, 2.000 km kørsel om måneden, forsikring og vejhjælp. Der er hverken depositum eller udbetaling, men derimod et mindre oprettelsesgebyr, når man opretter en lejekontrakt.

Både nye og brugte varebiler

”Flåden af udlejningsvarebiler består af Fiat-varebilerne Ducato, Talento, Doblò og Fiorino, som er maksimalt 24 måneder gamle. Derfor er man garanteret en forholdsvis ny bil, der bliver serviceret af en autoriseret Fiat Professional-forhandler, siger Vadedin Sabedinovski.

Han er produktchef hos FCA Capital Danmark A/S, som i samarbejde med FCA Denmark A/S og de autoriserede Fiat Professional-forhandlere har skabt Proleje.dk.

Med Proleje.dk er de tilmeldte forhandlere en del af et fællesskab, og alle varebiler indgår i en fælles pulje. Det medfører en fleksibilitet i udbuddet, og at kunderne er sikret en høj leveringssikkerhed.

Lej de nyeste modeller

Fremtidige modeller vil løbende blive tilgængelige på Proleje.dk. Bl.a. kan man leje den nye Ducato med 9-trins automatgear – og det samme forventes med den kommende 100 procent eldrevne Ducato.

Virksomheder kan forespørge om leje af forskellige modeller via Proleje.dk’s hjemmeside og inden for to timer (i normal åbningstid) er der svar fra en kunderådgiver hos den valgte forhandler.

Rådgiverne har kendskab til hver model og kan rådgive kvalificeret om, hvilken model, der passer bedst til den enkelte kundes behov og ønsker.

Kontrakter kan forlænges

Har man særlige ønsker til lejeaftalen så som flere km om måneden eller ekstraudstyr, kan det tilpasses lejekontrakten.

I de fleste tilfælde vil virksomhedens medarbejdere kunne sætte sig bag rattet senest 48 timer efter den første forespørgsel er sendt. Håndteringen af forespørgsler og lejekontrakter er hurtig, og ønsker man at forlænge lejen, kan det klares med en sms.

Øget fleksibilitet

”Med Proleje.dk har vi skabt en fleksibel og praktisk lejebil-løsning for f.eks. håndværkere. Produktet egner sig især til virksomheder, der har behov for en varebil omgående eller i en begrænset periode. Har man f.eks. medarbejdere på prøvetid eller midlertidige ansættelser i forbindelse med en vunden licitation, er det en oplagt mulighed for at have en varebil i en afgrænset periode uden at binde midler i bilen,” siger Vadedin Sabedinovski.

Proleje.dk er også en god mulighed for at afprøve modeller fra Fiat Professional uden at købe eller binde sig med en leasingaftale. Er man tilfreds med varebilen, kan lejen nemt omdannes til en normal leasingaftale.

Lej som reserve

Det er også oplagt at anvende Proleje.dk, hvis en af virksomhedens varebiler bliver skadet og må på værksted i en længere periode – eller mens man venter på levering af en varebil, man har købt.

”Vi har skabt Proleje.dk, fordi der er efterspørgsel på korttidsleje. Det er nemt og fleksibelt at anvende og supplerer vores andre ydelser godt,” siger Sabedinovski.

God geografisk dækning

Med 13 Fiat Professional forhandlere i Proleje.dk har Fiat Professional en god geografisk dækning, og kunderne skal i reglen ikke ud på en lang tur for at hente deres lejebil.

”Med nye biler fra vores egen modelrække, der bliver serviceret og vedligeholdt af autoriserede forhandlere, samt professionel rådgivning, så tilbyder vi både tryghed og kvalitet,” siger Vadedin Sabedinovski.