De nye bilafgifter, der træder i kraft på fredag den 18. december, rammer ikke mindst erhvervslivet.

For stort set ingen varebiler undgår prisstigninger – bortset fra el- og plug-in hybrid udgaver af varebiler og Van’s.

Det er især varebilerne under tre tons, som rammes hårdt – mens de tunge varebiler mellem tre- og 3,5 tons slipper billigere.

Sidste chance torsdag

I bilbranchen regnes der i den helt store skala lige nu, for fra SKAT er det som sædvanlig i 11. time, at man har meldt ændringerne ud.

Har man planer om at skifte varebil (eller bil generelt) kan man undgå ændringerne, hvis man indgår en bindende aftale senest på torsdag den 17. december. Fremlæggelsen er i Folketinget fredag.

For varebilernes vedkommende har de fleste forhandlere dog enheder på lager.

20 pct. stigning på en model

Der er eksempler på, at selv de mindste og billigste varebiler stiger meget – en Dacia Dokker varebil til under 90.000 kroner med gammel afgift stiger med knap 17.000 kr. (næsten 20 procent i pris) – hvis der ikke sker ændringer i det lovforslag, der ligger til grund for afgiften.

Der er kun slutbrugeren til at betale for merpriserne – f.eks. på regningen fra håndværkeren. Men da de fleste anskaffer varebiler på leasingaftaler, bliver merpriserne fordelt over en længere periode.

Væsentligt er det, at værdiafgiften stiger fra 30- til 50 pct., at skalaknækket for varebiler stiger fra 38.200- til 75.000 kroner og max afgiften for tunge varebiler falder fra 56.800 kroner til 47.000 kroner. Der kommer så en CO2 afgift på 250 gram pr. km. – men til gengæld kommer der et bundfradrag på 30.000 kroner.

Små varebiler stiger

Hos Renault stiger de tungere Trafic og Master varebiler mellem tre- og 3,5 tons mellem 1000 – 8000 kr. – en enkelt helt op til 15.000 kroner, mens en enkelt Master model endda falder lidt i pris. De lettere udgaver under tre tons stiger op til tre gange så meget.

Hos Renault- og Dacia importøren siger pressechef Søren Hyltoft: ”Vi har nu alle priser beregnet og det er kommunikeret til vores forhandlere. Nu afventer vi og ser hvordan markedet reagerer på de nye priser.”

Dertil kommer generelt hos importørerne yderligere mange forhold omkring avancer, beregninger, rabatter og reguleringer.

Øget CO2-belastning

Generelt er det de mest CO2-forurenende stor varebiler, der stiger mindst – og de mindre og mere miljørigtige varebiler, der stiger mest.

Hos importøren af Peugeot, Citroën og Opel siger salgschef for varebiler, Sten Schwaner, at det ikke virker logisk. Han forstår ikke, at venstrefløjen på Christiansborg er gået med til det – og tror mest på, at man ikke har forstået konsekvenserne.

”Der er jo tale om, at CO2 belastningen øges, hvis det bliver, som lovforslaget lyder,” siger Sten Schwaner.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk