Fiat Professional vender tilbage med Scudo navnet til deres mellemstore varebil til næste år – og dropper i den forbindelse navnet Talento.

Det fortalte Luca Marengo, som er chef for produkt- og prissætning for varebiler hos Stellantis, ved præsentationen af gruppens nye små el-varebiler – som vi på grund af embargo dog først kan fortælle mere om senere.

Del af Stellantis

Frem og tilbage skulle jo være lige langt – men for Fiat Professional handler navneændringen fra Talento tilbage til Scudo, at man nu er en del af Stellantis familien sammen med Peugeot, Citroën og Opel.

Derfor forlader man samarbejdet med Renault – og derfor er det vigtigt at signalere, at man er tilbage på Sevel Nord fabrikken i Valenciennes i Nordfrankrig, hvor man i årevis byggede Scudo-modeller sammen med daværende PSA (Peugeot-Citroën).

Tilbage i skuffen

Det var et kort besøg hos Renault – og Talento navnet gemmes væk i skuffen igen. Talento var navnet på en tidligere kort udgave af Fiat Ducato.

I forvejen bygger man jo fælles store varebiler på Sevel Syd fabrikken i Italien – det vil sige Fiat Ducato, Peugeot Boxer og Citroën Jumper – og nu også Opel Movano. I hvert fald for en stund, for der er rygter, der siger at Stellantis vil bygge Movano på en Opel (Astra) bilfabrik i Spanien. Men med samme form.

Doblò skifter ham

Stellantis gruppen skal altså have fælles bilmodeller – og det italienske fagblad Tuttotrasporti (uden n) har fortalt sine læsere, at den tyrkisk byggede Doblò skifter design – og bliver identisk med Peugeot Partner med flere.

Om fabrikken i spanske Vigo kan rumme endnu en bil – eller om den stadig skal bygges i Tyrkiet – vides ikke. Der skal også være plads til de nye eludgaver af samme mini-varebiler.

Og iøvrigt er de Dobló og Fiorino varebilerne og deres personbils-udgaver øverst på salgslisterne i Tyrkiet.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk