(GENÈVE)
Peugeot 3008 forener optimal sikkerhed med optimal komfort. Derfor vandt den prisen ”Car of the Year” mandag eftermiddag – dagen før åbningen af Biludstillingen i Genève – med 319 point foran Alfa Romeo Giulia med 296 point.
Ved den danske kåring af Årets Bil i Danmark i sidste år vandt Peugeot 3008 også over Alfa Romeo Giulia.
”Peugeot 3008 repræsenterer den trend, der viser sig i bildesign i disse år – Crossover/SUV biler, som ligner firehjulstrækkere, men som er forhjulstrækkere. Men man sidder højt, man har god plads, der er masser af udstyrsmuligheder, og et godt udsyn – og så har man nemt ved at komme ind og ud af bilen. Dertil kommer så, at bilen har al det sikkerhed, som man kan forvente – med automatisk nødbremse for biler, cyklister og fodgængere,” siger Søren Rasmussen, dansk jurymedlem og teknisk redaktør af FDM Motor.
Stort skridt for Alfa
Søren Rasmussen havde også 3008 øverst på sin stemmeseddel – men havde faktisk ikke Alfaen med, da han skulle nominere sine syv biler i finalen.
”Giulia er et stort skridt frem for Alfa Romeo og Fiat – men ikke for bilverdenen. Den er mere ”steady” end fremadrettet, men den kører fantastisk godt. Så hver jeg gav 3008 mine otte point, så fik Alfa kun et point. Det gjaldt også den nye Citroën C3, som jeg kun gav et point fordi den mangler nødbremsesystem. Det kommer først senere i år,” siger Søren Rasmussen.
Stelvio kunne have vundet
Han mener dog, at Alfa kunnet have truet 3008, hvis det var den nye Stelvio SUV udgave af Giulia – men samtidig gav han ikke 10 maksimum point til 3008 – for Peugeot tilbyder den ikke med el-, hybrid- eller opladningshybrid-motor. Det gør Volvo med den nye S90/V90, som Søren Rasmussen havde som toer på sin liste.
”I fjor blev Volvo nummer to med deres XC 90, så det er flot af Volvo at være i finalefeltet for andet år i træk. Min toer er Volvo, som jeg gav seks point. Men generelt må man huske på, at vi begyndte med 30 deltagende biler i indledende runde – og alle de syv biler, der kom i finalen, er fremragende biler,” siger Søren Rasmussen.
3008 fem år undervejs
Prisen blev givet til Peugeots CEO og øverste chef Jean-Philippe Imparato af juryformand Håkan Matson fra Sverige, som fortalte, at Peugeot har arbejdet fem år med at udvikle den nye 3008.
Søren Rasmussen gav tre point til tre biler – dels E klassen, som vi har nævnt – og dels Nissan Micra og Toyota C-HR.
”Toyota er en meget sporty bil, som kører fantastisk og har et frækt design –  og Micra er er en bil, der byder på masser af sikkerhed og masser af muligheder for at personificere bilen,” siger Søren Rasmussen.

Resultatet af afstemningen:
Peugeot 3008: point.
Alfa Romeo Giulia: 296 point.
Mercedes-Benz E-klasse: 197 point.
Volvo S90/V90: 172 point.
Citroën C3: 166 point.
Toyota C-HR: 165 point.
Nissan Micra: 135 point.