Hastighedsmonstret The Iron Knight er resultatet af et imponerende samarbejde mellem teknikere, ingeniører og designere hos Volvo Trucks.

Lastbilen, der fejrer premiere på transportmessen på ELMIA i næste uge, vil inden forsøge at sætte nye hastighedsrekorder.

Med undtagelse af motoren og dens serieproducerede I-Shift-gearkasse med dobbeltkobling er lastvognen specialbygget hele vejen igennem. Med 2.400 hk vil The Iron Knight forsøge at sætte nye internationale hastighedsrekorder.

Drivlinen er baseret på den samme enhed, der sidder i en almindelig Volvo FH, men grænserne for motorens udnyttelse skubbes for at opnå den maksimale ydelse.

Innovativ styrke
“The Iron Knight er den perfekte måde at vise de kvaliteter og den innovative styrke, som Volvo Trucks har at byde på. Samtidig er det vores mål at skabe en ny indsigt i tekniske og designmæssige løsninger. Hensigten er at overføre nogle af disse løsninger til vores serieproducerede lastvogne”, siger Claes Nilsson, adm. direktør for Volvo Trucks.

Motoren i denne rekordsættende lastvogn er en centermonteret og modificeret D13-enhed med vandkølet ladeluftkøler og fire turboladere, der yder 2.400 hk og har et drejningsmoment på 6.000 Nm.

Standard I-shift
De elektriske og elektroniske systemer er blevet reduceret, og softwaren er blevet om-programmeret for at sikre, at den tunede motor kan arbejde sammen med gearkassen – en I-Shift-gearkasse med dobbeltkobling af samme model som den, der er monteret i serieproducerede Volvo FH-modeller.

Den eneste ændring af gearkassen er dens forstærkede kobling, som er nødvendig for at klare det usædvanligt høje drejningsmoment.

“For at slå verdensrekorden i hastighed skal man have en helt særlig ydelse. I-Shift med dobbeltkobling er den bedst mulige gearkasse til denne test, da den bevarer momentet på de trækkende hjul under gearskift på samme måde som på racerbiler.

Optimal acceleration
Takket være dette kan The Iron Knight accelerere uden at miste kostbar tid under gearskift”, forklarer Niklas Öberg, testingeniør hos Volvo Trucks.

The Iron Knight er en hyldest til Volvo FH. Dens teknologi og design supplerer hinanden, og hver eneste detalje – fra kølergrillen til sideskørterne – har en specifik funktion.

“Førerhuset i The Iron Knight er fremstillet i glasfiber og er designet til at reducere luftmodstanden til et absolut minimum. Sideskørterne giver lastvognen et imponerende udseende med de store luftindtag, der leverer køleluft til motoren. The Iron Knight har et flot og kraftfuldt design, der er inspireret af den moderne Volvo FH,” siger Nigel Atterbury, seniordesigner hos Volvo Trucks.

Boije Overbrink bag rattet
Med racerkøreren Boije Ovebrink bag rattet giver The Iron Knight sig i kast med at slå verdensrekorden inden for to kategorier: 500 og 1.000 meter fra stående start.

Den 24. august får man mulighed for at se rekordforsøget på Volvo Trucks’ sociale mediekanaler.

Fakta om Volvo Iron Knight:
– Med 2.400 hk, et moment på 6.000 Nm og en vægt på 4,5 ton har The Iron Knight et forhold mellem kraft og vægt, der er over 0,5 hk/kg.

– Den centermonterede motor er en betydeligt modificeret D13-enhed med vandkølede ladeluftkølere og fire turboladere.

– I-Shift-gearkassen med dobbeltkobling bevarer momenttilførslen under gearskift. Bortset fra en forstærket kobling (skiverne og trykpladerne er i sintermateriale) bruger The Iron Knight den samme gearkasse som den, der er monteret i serieproducerede Volvo FH-lastvogne.

– Elektronisk udstyr er holdt på et minimum for at sænke køretøjets vægt.

– Softwaren er blevet omprogrammeret til at tillade den højeste ydelse.

– Førerhuset er blevet optimeret aerodynamisk og er i glasfiber. De store luftindtag på sideskørterne leverer køleluft til motoren.

Volvos rekord-historie:
The Iron Knight vil ikke være Volvo Trucks’ første rekordvinder.

I 2007 slog “The Wild Viking” (1.600 hk) den officielle FIA-rekord for 1.000 meter fra stående start med en gennemsnitshastighed på 158,8 km/t.

Den næste rekordvinder var hybridmodellen “Mean Green” (dieselmotor på 1.800 hk plus elmotor på 300 hk), som i 2011 satte to nye verdensrekorder i hybridkategorien: 1.000 meter med en gennemsnitshastighed på 152,2 km/t og 500 meter med et gennemsnit på 115,4 km/t.

Nu er det så blevet tid til en tredje styrkeprøve i verdensklasse.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk