Den nye Crafter fra VW har premiere på IAA bil-udstillingen i september, men allerede nu har fabrikken sendt de første billeder og fakta ud om den nye store varebil.

I Danmark ventes den nye Crafter efter årsskiftet. Dens søstermodel; MAN TGE, har også premiere på IAA udstillingen, men den ventes ifølge den danske MAN importør formentlig først til Danmark i efteråret 2017.

Tidligere bygget af Mercedes
Crafter blev fra 2006 til i dag bygget af Mercedes-Benz – men den nye Crafter er et selvstændigt produkt fra VW. Bilen bygges på en nyopført fabrik i polske Wrzesnia – tæt på Poznan, hvor Caddy bygges.

VW byggede dog også forgængeren til Crafter selv – nemlig varebilen LT fra 1975.

Crafter har fået stilrene og sporty linjer, og følger i det hele tager VW’s DNA, hvad angår designelementer – bl.a. kølergrill’en. Men en cW værdi på 0,33 er den yderst aerodynamisk. Også når det gælder interiøret er der tænkt på overskuelighed og sikkerhed.
      
Fire basismodeller
Der er fire basismodeller – og bilen fås i tre længder og tre højder. Den fås med for- og baghjulstræk samt med 4Motion firehjulstræk. Man kan vælge imellem automatgearkasse eller manuel gearkasse.

Euro 6-motorerne er udviklet specielt til Crafter. De kaldes “EA 288Nutz” 2.0-litre TDI motorer, som kommer med følgende præstationer: 102-, 122-, 140- samt 177 hk – sidstnævnte er en biturbomotor. Rygter vil vide, at Crafter senere skulle kunne fås med den nye V6 motor, som har premiere i den nye Amarok.

Masser af sikkerhed
Bilen kan fås mad mange sikkerhedssystemer, som kende fra Audi og VW personbiler samt MAN lastbiler – bl.a. afstandsregulering (ACC), sidevindsassistent, linjevogter, trailerstabilisering, trailermanøvrerings-assistent, esc, LED forlygter, bakkamera, parkeringssensor – samt VW’s særlige bremsesystem, som gør, at bremserne fortsat er aktiverede efter en kollision.

Der arbejder cirka 3.000 personer på den nye fabrik – og underleverandører er i færd med at færdiggøre fabrikker i fabrikkens omegn, så man bedre kan opfylde krav fra VW om hurtig levering af reservedele – også kaldet ”Just-in-Time og Just-in-Sequence.”

Leave A Reply