Har du lige købt en syv år gammel Toyota Proace med ubestemmelig fortid ?

Så kan du nu genskabe bilens fabriksgaranti frem til den bliver op til 10 år gammel eller har kørt 160.000 km – hvad det kommer først. Uden at betale ekstra.

Det sker fra 1. december gennem en helt ny garantiordning, som Toyota kalder Relax, hvor kravet alene er en fuldført service på et autoriseret værksted. Inklusive eventuelle reparationer.

Op til 175.000 km

Med servicebesøg hvert år eller ved hver 15.000 km kan bilen faktisk være dækket af garantien op til den bliver 11 år og har kørt 175.000 km.

Det fortalte René Mouritsen, der er General Manager og bl.a. ansvarlig for garanti hos Toyota Danmark ved en minikonference tidligere i dag i København.

Han fortalte også, at man hos Toyota Danmark forventer at hente mange kunder med ældre biler, der ellers får bilen repareret hos uautoriserede værksteder.

Serviceaktiveret garanti

Reglerne siger ellers, at man godt kan få repareret sin nye bil og bevare fabriksgarantien de år, der er nybilsgaranti – når fabrikkens betingelser opretholdes – men med Relax er der tale om en serviceaktiveret garanti, hvor importøren godt kan kræve reparationer udført på et autoriseret værksted.

Det fortalte chefjurist Lennart Fogh, FDM, under seminaret.

En Toyota varebil har normalt op til tre års fabriksgaranti eller 100.000 km inklusive vejhjælp – for en hybridmodel op til fem års garanti – så det er noget af en julegave, som Toyota organisationen nu kommer med til Toyota-ejere.

Skal på autoriseret værksted

Toyota tilbyder fra på onsdag med Relax op til ti års garanti på mærkets både nye og brugte biler, så længe de bliver serviceret på et autoriseret Toyota-værksted.

Bilen skal være to år gammel eller have kørt mere end 85.000 km, den tilbageværende fabriksgaranti skal være under ét år eller 15.000 km – og bilen må ikke være fyldt 10 år og skal have kørt under 160.000 km.

”Vi ønsker at give Toyota-bilejerne den størst mulige tryghed i ejerskabet af deres bil. Derfor er vi glade for nu at kunne tilbyde op til ti år eller 160.000 km serviceaktiveret garanti afhængig af, hvad der kommer først,” siger René Mouritsen.

Ingen uforudsete udgifter

Relax-navnet signalerer, at ejer man en Toyota, der er under ti år gammel, så vil man blot ved at få den serviceret på et autoriseret Toyota-værksted kunne slappe helt af og ikke bekymre sig om uforudsete store udgifter for at holde sin bil kørende.

Garantien, som også omfatter luksusmærket Lexus, omfatter dog ikke typiske sliddele som bremseklodser og bremseskiver, men alt det, der får bilen til at køre, som Toyota udtrykker det.

Bremser består jo af mange ting – så som ABS kontrolenhed, ABS-komponenter, hastighedssensorer, bremseforstærker, bremserør, bremsekalibre, bremseskiver, bremsetromler, forbindelser, begrænserventil, bremsehovedcylinder, bremsevæskebeholder, hjulcylindre, vakuumpumpe og bremseklodser.

Betaler for sliddele

Skiver og klodser bliver løbende udskiftet efter behov ved serviceeftersyn, og det er en udgift, man selv afholder – præcis som man gør med fx sprinklervæske og motorolie. Sker der noget med de øvrige dele af bremserne, vil de være dækket af Toyota Relax i op til ti år.

Det er Toyota i Europa, der har udviklet Relax garantien – som over det nærmeste år implementeres i hele Europa. Så har man et problem under ferien i udlandet, får man også dækket udgifterne.

Der er forskel på garanti og reklamationsret rundt om i Europa – men fabrikkens garanti er altid tre år – når f.eks. Norge har fem års garanti/reklamationsret, er der tale om en lokal garanti. FDM har kæmpet for længere reklamationsret end to år, som er gældende i dag – men fik ikke politisk opbakning.

Lavere afskrivning

”Det er uforståeligt, at en bilproducent kun kan stå inde for sit produkt i to år, når produktet kan holde 10-, 15- eller 20 år,” sagde Lennart Fogh.

Jan Lang fra Bilbasen har beregnet, at det er lettere at sælge en brugt bil med lang fabriksgaranti – til en højere pris. Og afskrivningen er på 7,2 pct. for en bil med gennemsnitlig garanti mod kun 5,8 pct. for en bil med syv års garanti. I hvert fald indtil det syvende år.

Service og vedligeholdelse er en anden ting – lang levetid på en bil kræver service.

Ikke kun gratis vejhjælp

Serviceintervallerne hos Toyota og Lexus er typisk ét år eller 15.000 km, alt efter hvad der kommer først.

Hidtil har det udløst et års gratis vejhjælp, når man har fået serviceret sin bil på et autoriseret Toyota- eller Lexus-værksted. Men fremover får man altså ikke bare vejhjælp med helt gratis.

Man får som nævnt forlænget den serviceaktiverede garanti i form af Toyota Relax i et år eller 15.000 km, alt efter hvad der kommer først – uden at skulle betale ekstra.

Et serviceeftersyn er nok

Det er derfor ikke kun nye biler, der kan opnå de op til ti års serviceaktiveret garanti hos Toyota og Lexus.

Også mærkernes brugte biler, der ikke længere er omfattet af fabriksgaranti, og som måske endda heller ikke har overholdt service-intervallerne – enten fordi de måske kun har været til service engang imellem, eller måske fordi de ligefrem aldrig nogensinde har besøgt et Toyota-værksted.

”For alle disse biler vil med et enkelt serviceeftersyn på et autoriseret Toyota- eller Lexus-værksted kunne få aktiveret garantien uanset bilens tidligere ejerskab, servicehistorik, eller om bilen er fire, syv eller ni år gammel, så længe bilen har kørt under 160.000 km og er under ti år gammel,” understreger René Mouritsen.

De dyreste reparationer

Toyota har udregnet en top-10 over de dyreste reparationer på en bil. Her ligger udskiftning af motor som en af de dyreste reparationer, der gennemsnitligt koster ca. 60.000 kr., og reparation af gearkassen, der gennemsnitligt koster ca. 25.000 kr. Hver eneste af de ti dyreste potentielle reparationer er dækket af Toyota Relax inkl. motorudskiftning og reparation af gearkassen.

”Med vores nye serviceaktiverede garanti, Toyota Relax, sørger vi for at holde hånden under Toyota- og Lexus-bilejerne. Vi vil sikre, at ingen bilejere skal frygte at blive ladt i stikken, hvis uheldet skulle være ude, og bilen pludselig ikke kan køre mere,” forklarer René Mouritsen.

Ifølge resultaterne fra Nordens største kundetilfredsheds-undersøgelse i bilbranchen, AutoIndex, har Toyota i øvrigt haft de mest tilfredse kunder på værkstederne og hos forhandlerne i 19 år i træk siden undersøgelsens start i 2003.

Faktaboks – gode råd fra FDM:

FDM’s gode råd om tryghed, når forbrugere køber ny bil – ifølge chefjurist Lennart Fogh:

Forbered dig – sæt dig ind i garantipakken for de biler, som du overvejer.

Lad garantipakkerne indgå i din vurdering af det samlede bilkøb: Betragt f.eks. garantipakken som en del af bilens udstyrsniveau.

Gør dig klart, hvad du har brug for: Har du brug for tryghed i din økonomi ? Eller er du klar til en økonomisk risiko med til gengæld at få den bil, du drømmer om ?

Hvordan er din økonomi: Kan din økonomi bære en reparationsregning på f.eks. 30.-50.000 kr., når bilen kun er to-, tre eller fire år gammel.

Være klar til at tage konsekvensen af kort garanti: Vælger du en bil med f.eks. kun to års garanti, må du være forberedt på, at du afvises efter kun to år.

Er der tilkøbsmuligheder, der mod betaling øger trygheden ? F.eks. garantilignende sikringsordninger og egentlige forsikringer, service- og reparationsaftaler med videre.

Stil krav til god garanti, når du køber bil: Efterspørgslen kan rykke markedet.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk