PSA Peugeot Citroën præsenterer nu de længe ventede elektriske udgaver af Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Opel Vivaro.

På et webinar fra Paris-hovedkvarteret fortalte bl.a. koncernens varebilchef Xavier Peugeot bl.a. om de nye biler, der skulle have haft premiere på Birmingham transportmessen i april, som jo blev aflyst på grund af Corona krisen.

”Hos PSA vil vi konkurrencedygtige og skabe løsninger til professionelle brugere, som bl.a. har deres arbejdsgang i byerne, hvor elbiler vil kunne være løsningen for ”Last Mile” opgaver i bymidten. Dertil som shuttle-biler til persontransport,” sagde Xavier Peugeot.

15 pct. andel om fem år

Målet med elbiler nu er bl.a. at opnå lave CO2 udledninger og lave emissioner og miljørigtig transport.

”Vi forventer, at fem pct. af vores portefølje vil være elbiler i det første år – men 15 pct. allerede efter fem år,” sagde Xavier Peugeot.

Webinaret var et møde mellem PSA’s Van-ledelse og Van of the Year juryen, hvor VOTY.dk jo præsenterer Danmark.

Til salg i næste måned

Allerede i næste måned kommer de nye el-varebiler til salg i flere europæiske lande – Danmark følger med i fjerde kvartal i år.

Bilerne bliver de første af koncernens elektriske varebiler. Prisen bliver ca. 40.000 euro eller 300.000 kroner. Prisen herhjemme er dog ikke meldt ud fra importøren.

Toyotas elektriske udgave af deres Proace, som er søstermodel til PSA-modellerne, vil Toyota selv præsentere senere.

Alle PSA biler med el

Meningen er, at hele PSA’s varebilsportefølje skal kunne fås i eludgaver – næste skridt er enkelte el-personbiler i efteråret.

I begyndelsen af 2021 skulle de elektriske udgaver af Peugeot Partner, Citroën Berlingo og Opel Combo følge – og i slutningen af næste år kan man vente eludgaver af de store varebiler Peugeot Boxer og Citroën Jumper.

Elektriske sværvægtere

Xavier Peugeot havde fra begyndelsen af mødet fortalt, at ikke ville tale om den planlagte sammenlægning af FCA (Fiat) og PSA – så det var nok årsagen til, at han ikke ville kommentere VOTY’s spørgsmål, om el-Jumper og el-Boxer også skulle bygges af Fiat i Italien – som i dag.

Han fortalte, at bilerne er klar ultimo 2021 – og at det kan ske via en særlig opbygger.

Faktisk har Fiat allerede præsenteret deres elektriske Ducato, der er søstermodel til Boxer og Jumper, for Van of the Year juryen.

Venter på EU-afgørelse

Det ville være naturligt med et fælles system – hvis EU’s konkurrencemyndigheder med konkurrence-kommissær Margrethe Vestager i spidsen godkender sammenlægningen. Der er bl.a. spørgsmål om risiko for konkurrenceforvridning i visse lande – bl.a. i Sydeuropa – mener EU.

Det er naturligt, at bilfabrikker ikke vil tale om fremtidige projekter – så det var nok årsagen til, at der ikke blev svaret på et spørgsmål fra VOTY.dk – om PSA planlægger at genoplive deres små varebiler Peugeot Bipper og Citroën Nemo som eludgaver. De små biler blev bygget sammen med Fiat Fiorino, som stadig produceres.

De små biler ville være perfekte som last mile transportenheder i store byer. Men måske det vil komme frem, hvis EU ender med at godkende sammenslutningen mellem FCA og PSA.

Op til 330 km rækkevidde

Kapaciteten i litium ion batterierne er henholdsvis på 50- og 75 kWh, som skulle give varebilen en rækkevidde på henholdsvis 230- og 330 kilometer efter WLTP metoden. Det betyder 18 eller 27 moduler. Vægten er 345 eller 500 kg.

”Vores undersøgelser viser, at 83 pct. af de professionelle brugere af elvarebiler kører under 200 km om dagen – og 44 pct. under 300 km. Derfor tilbyder vi to udgaver,” sagde Xavier Peugeot.

Bilerne er udstyret med en 100 kW (136 hk) elektromotor, der sikrer 260 Nm drejningsmoment. Topfarten angives til 130 km/t.

Opladning på ned til 30 minutter

PSA bilerne med 50 kWh batteri kan lade 80 pct. af batterierne på 30 minutter – med 75 kWh tager det 45 minutter.

Batterierne er placeret i bunden af bilen – og skulle ikke tage plads op i varerummet i forhold til dieselmodellen. Batteriernes vægt betyder, at nyttelasten er på 1.275 kg i stedet for 1.405 kg. Bilen trækker en trailer på op til 1.000 kg.

Et spørgsmål fra VOTY.dk, om bilerne er udstyret med varmepumpe til bl.a. opvarmning af kabinen – som aflaster elsystemet – blev dog ikke besvaret.

Batterigaranti på otte år

Batterierne køles af bilens normale kølesystem. Der bydes på otte års batteri-garanti eller 160.000 km.

PSA kan levere en 100 kW hurtiglader med i købet. Bilen lader standard med 7,4 kW i vekselstrøm-system – som option med 11 kW.

Bilerne fås i tre længder mellem 4,6- og 5,3 meter og tilsvarende varerumsvolumen på mellem 4,6- og 6,6 kubikmeter. Der kan vælges imellem flere længder af kassevogne.

Fuld sikkerhedspakke

På sikkerhedsfronten er der nødbremse-system, linjevogter, head-up display, skiltegenkendelse, træthedsalarm. adaptiv fartpilot, fartbegrænser, 7 tommer touch-screen med navigation – og 180 grader bakkamera, hvor billederne vises på skærmen. Alle elbilerne har en kunstig lys, der er aktiveret under 30 km/t.

Bilerne er udstyret med regenerering af bremseenergien, der samler strømmen op med to metoder. Dels via bremsepedalen – og dels via motorbremsen i en særlig B-mode. Alt styres af esc systemet.

Ny app-løsning

Dertil kommer Apple CarPlay og Android Auto – samt en app-løsning, som er forbundet med ens mobiltelefon. Her kan man finde ladepunkter. Der skulle være 140.000 af dem i Europa.

Man kan også se, hvor meget strøm, der er tilbage på bilen. Og ved salg af bilen får man et certifikat, der fortæller om bilens holdbarhed.

Ingen plan om hybridudgaver

”Vi har udviklet vores elektriske biler, så der ikke er kompromis’er for kunderne. Man har samme størrelse varerum og samme læssehøjde som i en dieseludgave. Alle autoriserede værksteder skal kunne reparere en el-varebil fra PSA,” sagde Xavier Peugeot.

Til gengæld understregede han, at der ikke er planer om egentlige hybrid-varebiler – men der forskes bl.a. i brintteknologi. Lige nu anvendes litium-ion batterier af PSA – men det kan ændre sig.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk