Toyota har sammen med sit datterselskab Hino netop præsenteret Profia – en ny 25 tons brintlastbil.

Teknisk er den bygget over Toyotas kommende Mirai 2021 model, som allerede er præsenteret, og som efter planen lanceres i slutningen af i år.

Toyota ejer 51,1 procent af Hino, som producerer omkring 200.000 køretøjer om året. Desuden har Hino en stor produktion af dieselmotorer.

På omgangshøjde

Profia-lastbilen skal vise verden, at den japanske bil-mastodont Toyota helt er på omgangshøjde med sin største brint-konkurrent Hyundai, som også har udviklet en brintlastbil, som p.t. er startet op i felt-prøvetest i bl.a. Schweiz. Her skal alene 1.600 brintlastbiler være i drift inden 2025.

Også Iveco og deres amerikanske samarbejdspartner Nicola er i gang med at forberede produktionen af brintlastbiler i Europa – produceret fra Ivecos fabrik i Ulm.

Testforsøg sammen med 7UP

Toyota har tidligere vist en mindre brintlastbil – på størrelse med den kendte Dyna model – som i dag kører i Japan sammen med selskabet 7UP. Den nye Profia-lastbil er som nævnt en lastbil i 25 tons segmentet. Bilen har en rækkevidde på 600 km.

Rækkevidde er sammen med ladekapacitet altafgørende for godstransport over lange afstande for el-køretøjer, mens brintlastbiler – som jo også kører elektrisk – genopfyldes hurtigt.

For brint handler det i dag primært om tilstrækkeligt med fyldestationer. Men der kommer hele tiden nye til.

Hurtig opfyldning med brint

Hvor el-køretøjer således kræver timelange opladningstider, tager det ikke længere at fylde brint på en bil end at tanke den med benzin eller diesel.

En andet vigtigt punkt med brint er miljøet. Lastbils-transporter er primært dieseldrevne – og står for en stor del af CO2-udslippet. Udledningen fra brintbiler er kun vand, og via elektrolyse kan vindmøllestrøm udvikles til brint uden CO2 udslip.

Profia teknisk set

Teknisk har Hino udviklet Profia lastbilen, så opbygningen er vægtminimeret. Fremdriften sørger to brændstofcelle-stakke med polymer-elektrolyse teknik, som er udviklet til næste generation Mirai.

Dertil kommer et litium-ion batteri, der er en slags buffer-lager. Det sikrer den lange rækkevidde.

Selve kørslen sker ved at brint bliver til elektrisk energi, som trækker en vekselstrøms synkron elektromotor. Højtryks brint-beholderen er helt nyudviklet.

Etablerer brint-selskab

Både Toyota og Hino har arbejdet mere end 15 år med brint-forskning. Faktisk byggede man en brintbus sammen i 2003. Nu skal man arbejde på at etablere et brint-selskab.

Brændstofcelle-teknologien og dens entré i godstransporten kan blive et vigtigt bidrag til transportvirksomheders miljømål i forbindelse med vedvarende energi.

Toyota har tidligere meldt ud, at koncernen vil sænke emissionerne fra deres samlede bilproduktion med 90 procent i forhold til 2010.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk