Verdens største bilkoncern, der nu kalder sig mobilitetskoncern, har nu produceret 300 millioner biler på verdensplan siden den første bil kaldet G1 blev præsenteret i 1935. Det var en ladbil – altså en varebil. Den første pensonbil AA kom året efter.

Mest kendt er nok modellen Corolla, som med 53 millioner enheder er verdens mest populære bilmodel. Den kom frem i 1966. I en kort periode blev bilen døbt om til Auris.

Det hellige bjerg

Grundlæggeren hed Kiichiro Toyoda – men da han ved at ændre d til t fik det hellige bjerg ”Fuji” med i det japanske skrifttegn, var bilnavnet Toyota en realitet. Egentlig begyndte virksomheden at producere væve.

Siden 1935 har koncernen bygget hundredvis af forskellige bilmodeller. Hovedparten af de mange biler er produceret i hjemlandet Japan – mere nøjagtigt 180,52 millioner, svarende til godt 60 procent af alle producerede biler fra Toyota-koncernen.

Flere biler udenfor Japan

De øvrige små 40 procent – eller knap 120 millioner biler – er produceret uden for Japans grænser. Denne andel er stigende, da Toyota de senere år i højere og højere grad har lagt produktionsfaciliteterne så tæt som muligt på, hvor bilerne i sidste ende skal sælges.

Det er gjort bl.a. for at mindske klimabelastningen mest muligt og betyder, at Toyota i dag har fire store bilfabrikker i Europa samt både designcenter, udviklingsafdeling, produktion af motorer og batteriproduktion i Europa.

Den danske Toyota

Over 80 procent af de biler, der i dag sælges i Europa, bliver også produceret her. En enkelt bil har fået sit navn fra en dansk møbelfabrik i Aarhus – nemlig Carina.

Danmark blev i 1963 det første land i Europa, hvor man kun købe en Toyota. Her 60 år senere er der trillet knap 800.000 biler ud fra de danske Toyota-forhandlere. Heraf kører 260.000 stadig rundt på de danske veje.

På varebilssiden er det især den ikoniske Hiace, som har gjort Toyota populær. I dag hedder bilen Proace, og hvor Hiace kom fra Japan, kommer Proace fra Frankrig – bygget i samarbejde med Stellantis koncernen.

Over 11 mio. biler i år

I sit netop offentliggjorte halvårsregnskab forventer Toyota at øge produktionen til over 11 mio. biler i indeværende regnskabsår, hvilket i så fald vil være historisk.

“Alle medarbejdere har overvundet utallige udfordringer. Alene de seneste år har vi set naturkatastrofer som det store jordskælv i Japan og uforudsigelige begivenheder som brande eller COVID-19-pandemien og chipmangel. Hver gang vi stod over for en ny udfordring, der påvirkede produktionen af biler, arbejdede alle sammen om at genoprette eller tilpasse produktionen. Det glemmer vi aldrig,” lyder det fra Koji Sato, der er øverste chef for Toyota Motor Corporation.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk