(MÜNCHEN)

En fagmesse med 60.000 gæster på fire hverdage beviser, at den er vigtig – og det var tilfældet med årets transport- og logistikmesse i München i sidste måned.

Vi var i München for at vejre stemningen – og mange af de danske udstillere, som vi talte med, var mere end glade for at være med.

Det gjaldt bl.a. Hirtshals Havn, som er ligeglade med at blive kaldt udkants-Danmark – for de betragter sig selv som placeret midt i Norden.

Vigtig HUB for Norge
”Hirtshals er den sjette største havn i Danmark, og vi ligger helt fantastisk for bl.a. stykgods og Ro-Ro – i forhold til eksempelvis Norge. Skibe har ofte sejlet lige forbi og har losset i en svensk havn – i stedet for at bruge Hirtshals som HUB for godset til Norge, siger adm. direktør Jens Kirketerp Jensen, Hirtshals Havn.

Med på standen på den tyske messe var også Jens Skjødt Petersen fra North Atlantic Shipping, som har skibe, der går fra Hirtshals til et stykke op i Oslo fjorden for at proviantere yderligere – inden turen går op ad vestkysten.

Samarbejde med Hurtigruten
”Vi sejler gods langs vestkysten – iøvrigt i et samarbejde med Hurtigruten, som også sejler med passagerer. Vi har 40 afgange hver uge til Norge, siger Jens Skjødt Petersen.

For de gode nordjyder har messen været enestående i forhold til de mange kontakter, som de har fået.

”Alle i branchen, der er værd at tale med, har været her på messen. Så nu kender mange flere vores havn. Vi har foruden Norge også afgange til Island og Færøerne – og i alle tilfælde er vi det hurtigste alternativ for gods til Norge ad søvejen, siger Jens Kirketerp Jensen.

Styresystemer taler sammen
Stor bevågenhed blandt udstillerne har også den danske firma GateHouse, som har specialiseret sig i koordinere et firmas mange styresystemer, så de taler sammen.

”Faktisk kan en virksomhed spare rigtig mange penge på den måde. Vi er som en slags katalysator for alle systemer , siger Søren Danielsen.

Landevejstransport er nyt
Gatehouse har siden 1992 beskæftiget sig med eksempelvis AIS (Automatic Identification Systems), radiosystemer og satellitkommunikation.

Firmaets kompetencer ligger derudover inden for- projektstyring, software udvikling og integration, udbyder af man-power og udførsel af testopgaver.

”Vi er først for nylig begyndt at tage godstransport på landevej med i vores arbejdsopgaver. Vores største aktiv er stadig relateret søtransport, siger Søren Danielsen.

Kattegatruten var godt besøgt
Kattegat-ruten er ganske vist ejet af tyske Förde Reederei – også kaldet FRS, men fragtchefen er dansk og hedder Kim Vinther  med kontor i Aarhus, hvor  færgen som bekendt sejler frem og tilbage til Kalundborg, som DSB’s ”Hurtigruten” gjorde i gamle dage.

”Det var godt at være med her i München, hvor der kommer så mange fagfolk, siger Kim Vinther, som har haft en god messe.

ruten er et godt alternativ til Storebælts-forbindelsen – og der tilbydes både hele vogntog som trailere. Besparelsen er 200 km.

DSV med strandrestaurant
FRS driver jo også forbindelsen mellem Rømø og Sylt – som er fragtforbindelsen til øen Sylt, og skal man endnu længere, f.eks. Afrika,har FRS en færge i Gibriltar strædet mellem Algeciras i Spanien og Tanger i Marocco.

Rigtig stor i danske øjne er jo DSV, der på messen havde den vel mest spektakulære stand – udformet som en strandrestaurant. DSV er med 17.000 lastbiler konstant på de europæiske marked altid tæt på kunderne – så tilstedeværelsen på en af verdens største logistikmesser er et must.

Opkøb af spanske Azkar
Den samme besked fik vi hos et af Tysklands helt store logistikfirmaer, Dachser, der jo har hovedkontor ikke langt fra München.

”Efter opkøbet af spanske Azkar er vi blevet meget store – og det giver allerede gode resultater. For vores kunder i Danmark betyder det mere effektive transporter til og fra Spanien, siger  Finn Skovbo Pedersen, adm. direktør for Dachser Nordic.

Med 41 år i branchen kan han ikke gå langt på messen i München, før han møder en fra branchen i Europa.

Købte Haugsted og dansk know-how
Dachser købte Finn Skovbo Pedersens gamle arbejdsplads Haugsted i 2005 for at få know how over fragten i Norden.

Det er ikke så ligetil at operere på markeder, hvor der er så langt mellem kunderne. Tyskland er lige så stort i areal som Sverige, men hvor Tyskland har 265 indbyggere  pr. kilometer, har Sverige 19-, mens Norge kun  har 17 indbyggere pr. kilometer. Danmark ligger på 135 indbyggere pr. kilometer.

Europæiske fragtmand
”Vi er den europæiske fragtmand – og i Danmark er vi fra 2005 gået fra 20.000 forsendelser om måneden til 85.000 forsendelser. Det handler i bund og grund om at flytte varer fra A til B – og vi sørger for at holde det vi lover med hensyn til leveringstider, siger Finn Skovbo Pedersen.

Større og større bliver e-handel via internettet.  Godt 18 pct. af varer bliver handlet over nettet herhjemme – men i 2020 forventer han det bliver 50 pct.

Dagligvarer begrænset på nettet
Detailhandelen udgør i Danmark ca. 283 mia. kr. Heraf udgjorde internethandelen ifølge FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel) i 2012 i øvrigt 51 mia. kr. – en stigning på 11 pct. i forhold til 2011.

Men 45 pct. af  detailhandelen var dagligvarer, som ikke i særlig stor grad handles på nettet – endnu.

Leave A Reply