(HANNOVER)
–
Den nye Volkswagen ID.Buzz Cargo er nærmest udsolgt fra begyndelsen – man kan få den engang næste år. På IAA messen var der dog ID.Buzz bilmodeller overalt. Bl.a. hos opbygningsvirksomheder.
Og da ID.Buzz jo er 100 procent elektrisk, gælder det netop om at få så lette indretninger i bilen – bl.a. i form af reoler.
Sortimo SR5A til Vestas
Tyske Sortimo viste på deres stand på IAA en løsning på en let indretning kaldet SR5A, som skulle være det letteste professionelle reolsystem på markedet. På messen var det dog en prototype, som først er klar i foråret næste år.
Og den var selvfølgelig installeret i den nye ID.Buzz Cargo – som endda var bygget efter den danske vindmøllefabrik Vestas behov – dog i en bil fra Volkswagen, som på IAA havde som nævnt leveret rigtig mange biler til de forskellige udstillere – uanset, hvad de havde at tilbyde.
25 pct. vægtreduktion
Den hvide ID.Buzz Cargo var indrettet med reoler produceret af 100 procent genanvendeligt aluminium – som også bruges i rumskibe. Der er tale om 25 pct. vægtreduktion i forhold til den normale SR5 udgave.
Med den nye SR5A generation opnår man således vægtreduktion – en stor fordel i en elbil, som får længere rækkevidde, men vælger man systemet til en dieselbil, sparer man ligeledes på kontoen over drivmidler.
Kaffe-bil fra BOTT
Vi så også en hyggelig udgave af ID.Buzz Cargo – opbygget af BOTT – som kaffebil med alt, hvad man kan ønske sig af avancerede kaffemaskiner, køleskab til mælk og skuffer til kaffebønner og andet udstyr.
Volkswagen Nutzfahrzeuge havde også spændende versioner på deres egen stand – bl.a. en udgave med alukasse i stedet for varerum – og et redningskøretøj.
Miele kølebil
Tillige en servicebil fra Miele hårde hvidevarer – opbygget af firmaet CS/Würth med bl.a. en konsol med integreret foldebord samt en kølebil (som jo drives elektrisk) fra virksomheden Wükako som last mile transport.
Der er tale om en kølemaskine på 230V på taget, fire litium-ion batterier med hver 100 amperetimer ladning (placeret i hjulkasserne) og en inverter, som vender jævnstrøm til vekselstrøm – med integreret batterilader. Og det hele virker separat i seks-otte timer – altså en arbejdsdag.
Når bilen er i ladestik, kan disse batterier også få strøm. Bilen kan laste 390 kg i denne udgave.