Først var der 375. Så var der 40, og nu er der 8.
Udskilningsløbet i årets udgave af Scanias ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrencen er slut og Scania har fundet de otte danske lastbilchauffører, der har kvalificeret sig til den danske finale den 30. august i forbindelse med Ishøj Truck Show.
Det blev den 25-årige lastbilchauffør Daniel Jordan fra Slagelse, der i weekenden vandt den sidste af de fire regionale udtagelsesrunder i konkurrencen, der fokuserer på trafiksikker og brændstoføkonomisk kørsel med lastbil.
Sejr i to discipliner
Konkurrencen blev afviklet hos autoriseret Scania-forhandler Nyscan a/s i Køge.
Daniel Jordan, der til hverdag kører for Arla Foods i Slagelse, sejrede i teoriprøven og manøvrekørslen og blev delt toer i økonomikørslen.
Nummer to i konkurrencen blev den 33-årige containerchauffør Michael Hagelund fra Hedehusene, der opnåede gode resultater i både teori, manøvrekørsel og økonomikørsel. Han kører til dagligt for vognmand J.O. Rasmussen i Greve. Begge chauffører har nu kvalificeret sig til den danske finale i Young European Truck Driver.
Højt gennemsnit i alle regioner
Fælles for alle fire regionale runder var ifølge arrangørerne fremragende kørsel både på manøvrebanen og i økonomikørslen. Undervejs blev der sat ny pointrekord på manøvrebanen, og ude på landevejene blev der kørt rigtig langt på literen.
Der er således ingen af de otte danske finalister, der er kommet sovende til deres finaleplads, og der er lagt på til en herredyst, når Scania i Ishøj lægger asfalt til den danske finale. Da den finder sted samtidig med Ishøj Truck Show, forventer Scania at trække op imod 5.000 besøgende.
Mens der i de regionale runder stod teoriprøve, manøvrekørsel og økonomikørsel på programmet, bliver de otte finalister udsat for flere udfordringer i finalen.
Krævende fnale
”Manøvre- og økonomikørslen går igen, men dertil kommer krævende udfordringer i bl.a. førstehjælp, last- og surringsteknik samt lastbilteknik. Og mon ikke de skrappe dommere også har en overraskelse eller to i ærmet,” spørger Mikael Friis, pressechef hos Scania Danmark.
Når støvet har lagt sig efter den danske finale, får den danske vinder æren af at repræsentere Danmark i den europæiske finale på Scania-fabrikken i Södertälje i foråret 2015. Her mødes vinderne fra alle 25 deltagende lande – og lige som i Scanias tidligere chaufførkonkurrencer kan den europæiske vinder til den tid køre hjem i en splinterny Scania lastbil til en værdi af 750.000 danske kroner.
Fakta 1:
De otte finalister i Scanias danske afdeling af ”Young European Truck Driver” chaufførkonkurrence er:
• Richard Svendsen fra Kibæk, 31 år, kører som selvstændig vognmand i Danmark og Norge
• Ulrik Nicolaisen fra Søndersø, 31 år, kører for Poul Schou i Odense
• Simon H. Nielsen fra Allingåbro, 27 år, kører for Post Danmark i Risskov
• Ingvardt Bødker fra Gjerlev, 29 år, kører for Jysk Svinetransport i Nordjylland
• Lars Søndergaard fra Tørring, 32 år, kører som selvstændig vognmand i Midtjylland
• Kasper Nielsen fra Randers, 24 år, kører for Thor Trans i Randers
• Daniel Jordan fra Slagelse, 25 år, kører for Arla Foods i Slagelse
• Michael Hagelund fra Hedehusene, 33 år, kører for J.O. Rasmussen i Greve
Fakta 2: “Young European Truck Driver”
Scanias “Young European Truck Driver 2014” er en international chaufførkonkurrence for lastbilchauffører på op til 35 år. Den arrangeres af den svenske lastbilproducent Scania i samarbejde med EU-Kommissionen i 25 europæiske lande.
Scania ønsker med konkurrencen at sætte fokus på chaufføren som den absolut vigtigste person, når det gælder trafiksikker og miljørigtig kørsel med lastbil.
Scania ”Young European Truck Driver 2014” afvikles i Danmark i samarbejde med bl.a. dækproducenten Michelin, vognmandsorganisationen Dansk Transport & Logistik (DTL), trailerproducenten Schmitz Cargobull, kameraproducenten Orlaco samt Scania Lastbilforsikring.