En platinpris for at være Europas grønneste og mest bæredygtige buitik (Leadership in Energy & Environmental Design) kommer kun i hus ved at man tænker grønt i alle facetter – og det har fødevarekæden Lidl gjort med deres butik på Sjælør Boulevard i København.

Selv transporten skal være grøn – så derfor indgik man en aftale med en af fødevaregigantens faste vognmænd, Bjarke Vestergaard i Struer om, at han indkøbte en gasdreven lastbil til at fragte varer fra lageret i Køge til butikken i Valby.

Lastbilen er en 6,7 liters Mercedes-Benz Econic NGT Euro5, der kører på naturgas. Totalvægt 26 tons. Lasteevne 14.950 kg. Der er placeret fire store gastanke på siderne af bilen.

Ganske lydløs
Vi har været på en tur fra Køge til København og retur – og jeg kørte selv halvdelen af turen. Først og fremmest er bilen særdeles lydsvag med sin OM 906 gasmotor.

Motoren yder 280 hk og har et drejningsmoment på 1.000 Nm ved 1.400 omdrejninger. Men den er ikke specielt hurtig, så man vælger at slappe af på motorvejen i højre spor. Den kan køre 90 km/t, men så er forbruget vel stort, siger bilens daglige chauffør Ali Yilderim, 53 år.

Han har kørt knap et halvt år for vognmand Bjarke Vestergaard – før det otte år for Netto. Han har boet herhjemme i 37 år.

Hurtig nok i byen
På motorvejen kører vi så godt 80 km/t. I bykørsel er de manglende kræfter ikke et problem. Distribution af varer i en by som København foregår mest i køkørsel. Så man er glad for Allison automatgearet med  torque converter og tilhørende retarder, som man lærer at benytte rigtig meget for at spare bremserne.

Vores tur begynder på Lidl’s lager i Køge – og første stop er Lidt på Vesterbrogade, hvor der skal bakkes ind over cykelsti og fortov. Kunne være rart med større forståelse fra med trafikanternes (især cyklerne) i denne situation. Det er jo deres fornødenheder, som vi ankommer med.

På denne tur har vi i alt 16 paller med af de 18, der kan være på vognen – og halvdelen sættes af på Vesterbrogade. Bilen har køl/frys kasse med lift – men denne tur er kun tørvarer, så vi skal ikke indstille temperaturen til f.eks. fire grader, som hvis vi kørte med mælk.

Den grønneste butik
Næste stop er Lidl’s meget omtalte grønne butik på Sjælør Boulevard, hvor resten af lasten skal afleveres. Det er Europas grønneste butik, som er bygget med ét for øje – at være så bæredygtig som mulig.

Regnvandet opsamles og anvendes til f.eks. toiletterne, der er LED belysning, du kan lade din elbil eller elcykel foran butikken – ja selv bygningen er opført af genbrugs-mursten fra en tidligere skorsten, der tidligere lå på grunden.

Men – inden vi kan drage mod Køge igen, er vi nødt til at runde Amager og OK/e.on-naturgas-tanken på Prags Boulevard. En omvej på 20 kilometer. Bilen kan nemlig kun klare sine planlagte tre ture om dagen på en optankning gas. Og det betyder en lille time ekstra på arbejdstids-kontoen. Alene tankningen tager godt et kvarter.

Mangler gas-tankstationer
Det ville være rart med en tankstation mere – gerne i Køge. Eller i hvert fald et sted mellem Køge og København.

I øvrigt er lastbilens Thermo King kølemaskine drevet af hydraulik, som er trukket af bilens motor. Så i stedet for at blive forvarmet af en dieselmotor, bliver den forvarmet med strøm fra Lidls 33.000 kvadratmeter solceller på taget på lageret i Køge.

Hver aften, når turen er overstået, sættes der et strømkabel på bilen, så bilen er klar næste morgen. Glemmer chaufføren det, er der ingen strøm om morgenen – og så kan bilen i øvrigt heller ikke starte.

Fleste Econic NGT i Sverige
Svenskerne har i en årrække satset på gas i transport – og ”hinsidan” er der  1.500 gastanknings-steder. De 900 også med biogas. Faktisk har Sverige aftaget 30 pct. af de 1.400 Mercedes Econic NGT, der er bygget siden lanceringen af gasbilen i 2002.

En diesel-lastbil kunne nøjes med at tanke 1-2 gange om ugen – og desuden skal man huske, at en gasbil er 25-30 pct. dyrere end en dieselbil. I det daglige har man med diesel også en bedre trækkraft.

Men når det gælder miljøet, så er gas noget af det reneste, der kan vælges i dag. Lige nu køres på naturgas – men målet er at køre på biogas, når det bliver sat i system.

For hårde sæder
En anke ved bilen er de meget hårde sæder. Især passagersædet var både hårdt at sidde på og man sidder lodret. Så komforten for fører og eventuel passager kunne forbedres med andre sæder.

Econic bruges også af eksempelvis olieselskaber, men det er i høj grad renovationsbilerne, der er solgt, og som har glæde af det lave Econic førerhus. Men i det meste af Europa også til distribution. Skåne Mejerierne i Malmø har en stor Econic NGT-flåde. Udsynet er også bedre.

Bjarke Vestergaard vil gerne investere i endnu en Econic NGT, hvis Lidl gerne vil have flere grønne transporter. Det bliver så den nye Euro 6 model, der kommer til salg her til maj i år.

16 mio. gasbiler i verden
Der kører cirka 16 mio. gasbiler i verden. Der kører en million gasbiler i Italien, 100.000 i Tyskland og 40.000 i Sverige (2014 tal). Naturgasprisen i Sverige er 20 pct. under gasprisen i Danmark.

I Euro 6 udførsel har det dog været nødvendigt at hæve det ellers flade gulv i førerhuset i Euro 5 udgaven – for at få køling nok, som Euro 6 teknikken har krav på. Men rammen er i sig selv fortsat lavere.

Den nye Econic Euro 6 M 936 G har bakkamera som standardudstyr. Nyt er også standard Xenon-lys. Men der er fortsat foldedør i højre side som på busser – og dørene lukker automatisk ved igangsætning.

Ønsker afgiftsreduktion
Infrastrukturen med naturgas og biogas tankstationer er fortsat i sin vorden, og prisen på gas er fortsat for høj i forhold til bl.a. Sverige og Tyskland.

”Vi så gerne en afgiftsreduktion på ca. to kroner pr. kubikmeter,” har konsulent Bent Erik Hawalaska fra energiselskabet e.on tidligere udtalt til Berlingske Business.

Men selskabet tror på gas og er gået helhjertet ind for det. Danmark har nemlig modsat Sverige en langsigtet rammepolitik for biogas. Al energi er politik, som Hawalaska udtalte.

Fakta Mercedesen Econic Euro 5:
Motor: 6 cyl gasmotor OM 906.

Slagvolumen: 6,7 liter.

Ydelse: 280 hk

Moment: 1.000 Nm v. 1.400 omdr.

Totalvægt: 26 ton.

Foraksel/bagaksel: 7,5/11,5 tons.

Lasteevne: 14.950 kg.

Gearkasse: aut/Allison torque converter.

Retarder: Allison.

Topfart: 90 km/t.

Forbrugssnit: Ca. 3 km/kg.

Pris/kg i Danmark: 9,69 kr. (20 pct. billigere i Sverige)

Energiindhold i en kubikmeter gas svarer til 1,25 liter benzin.

CO2 udledning i gasbil: 20 pct. lavere end i dieselbil.

Rækkevidde: Ca. 300 km.

Køle-aggregat: Thermo King.

Pris (testbil): inkl. opbygning: Ca. 900.000 kr. plus moms.

Leave A Reply