Sevel Syd kusinerne Fiat Ducato, Peugeot Boxer og Citroën Jumper får nu en miljø- og sikkerhedsmæssig overhaling.

Peugeot i Tyskland er først til at melde ud, at der sker ændringer på de store Sevel Syd varebiler – Fiat Ducato, Peugeot Boxer og Citroën Jumper.

I første omgang er det den største Boxer, der nu opdateres, så den opfylder de strengere miljønormer kaldet Euro 6D Temp.

Opdaterede motorer

Det handler om nye BlueHDI-dieselmotor med 120- og 140 hk. Samtidig bliver stop/start system standard – ifølge det tyske fagblad Eurotransport.de.

På sikkerhedssiden kommer der nu mulighed for linjevogter fra hastigheder over 60 km/t.

Samme kamera, der styrer linjevogteren (Lane Departure Warning), styrer også advarsel for at overtræde hastighedsreglerne – også kendt som skiltegenkendelse, som så kan aflæses i navigationssystemet.

Ikke gratis

Nyt er også parkeringshjælp og bakkamera, som er positivt for chauffører i byerne. Gratis er det dog ikke – cirka 5.500 kroner i alt oplyser Peugeot i Tyskland via Eurotransport.de.

Boxer og dens kusiner vil også kunne bestilles med nødbremse-system, som virkelig kan spare liv. Det kræver, at man bestiller de særlige Pro og Premium modeller – dog ikke i Kombi udgaver. Dette udstyr koster også cirka 5.500 kroner.

Som mange i dag tilbyder Peugeot så også deres Boxer – for cirka 1.500 kroner – med udstyret Connect – eller connectivity, så man bedre kan planlægge sig rute, sikre sig mod tyveri – samt holde øje med dieselforbruget.

Også de øvrige kusiner

Det tyske fagblad citerer alene Peugeot som kilde til oplysningerne – men det vil åbenlyst også være tilfældet for søstermodellen Citroën Jumper.

Fiat anvender sine egne FPT – Fiat Power Train-motorer – og der kan situationen være anderledes, når det gælder Euro 6D Temp normen.

Men sikkerhedsudstyret fra Boxer vil formentlig også gælde for Fiat Ducato. Alle bilerne bygges jo af Fiat Professional på deres fabrik i øst-italienske Val di Sangro nær Pescara. Også kaldet Sevel Syd.

En anden historie

Sevel Nord er betegnelsen for PSA’s (Peugeot/Citroën) varebilsfabrik i nordfranske Valanciennes, hvor Fiat og PSA sammen byggede de mindre varebiler Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Fiat Scudo.

Dette samarbejde er ophørt – nu bygger fabrikken Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Toyota Proace – samt inden længe formentlig Opel Vivaro (sideløbende med den tidligere GM – og nu PSA-ejede – fabrik i Luton nord for London.)

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk