Nissan har opdateret deres Navara pick-up med forbedrede præstationer med læs, ny gearkasse – og forbedret ydeevne i 2,3-liters motorerne.

Mange har peget på, at den tidligere Navara med sin uafhængige affjedring havde svært ved at trække afsted med større læs uden at fjedrene gik helt i bund.

Det er der blevet rettet op på nu – med ekstra 150 kg. nyttelast – samtidig med, at komforten på ujævne veje er bibeholdt.

Topmodellen N-Guard

Den nye affjedring sikrer også forbedrede køreegenskaber – og i den forbindelse kan vi nævne, at der på Navara generelt er skiftet fra 16- til 17 tommer fælge.

Vores testbil, som vi lånte hos Nissan i Køge, var topmodellen N-Guard, som havde sorte 18 tommer letmetal fælge. Denne model omfatter også LED forlygter og elektrisk vippe-skyde soltag i glas.

Dertil kommer en særlig Navara-grafik på siden af bilen, sort finish omkring tågelygterne, sort kølergrill, sorte tagbøjler og særligt designede måtter til bilen.

Around View Monitor

Sæderne i testbilen var betrukket med læder. N-Guard modelen har også AVM – Around View Monitor (Bird View) med 360 grader kamera rundt om bilen.

Testbilen havde også læderrat, to-zone klimaanlæg, usb-stik, to-trins varme i begge forsæder og el-justering af førersædet.

Endelig har Navara fået den seneste opdatering af NissanConnect (infotainment og navigation) med bl.a. otte tommer touchscreen (før var den syv tommer) – samt forbedrede navigationsfunktion med Tom-Tom navigation med 3D kort, forbedret connectivity (sikrer bedre serviceopbakning) og mulighed for Apple CarPlay og Android Auto tilkobling.

Stærkere motorer

Motoren i den testede 190 hk er uforandret – stadig med 2,3 liters maskinen som basis med dobbelt turbo og med 450 Nm drejningsmoment.

Vibrationerne er ligeledes mindsket. Brændstoføkonomien er forbedret via nye udvekslinger. Alternativt fås 7-trins automatgearkasse. Der er også mulighed for manuelle skift via skifteplader bag rattet.

Udfordrende off road test

Vi har også prøvet den nye Navara i forbindelse med Pick-up Award testen i Sverige i fjor – og kun positivt at fortælle om den opdaterede pick-up.

Testen foregik bl.a. i udfordrende off road terræn, og det klarer bilen udmærket. Især, når der som på testbilen var reduktionsgear og elektronisk begrænset spær på bagakslen.

Hill descend systemet sikrer sikker nedkørsel fra stejle stigninger. Firehjulstrækket indstilles via et drejehjul ved gearvælgeren.

Frihøjde øget med 25 mm

Bilen har trinbrætter på siderne – det letter ind og udstigning, og man forhindrer lettere, at der kommer skader på selve karosseriet ved kørsel i terrænet.

Den nye affjedring skulle også sikre forbedrede køreegenskaber. Frihøjden bag er øget med 25 mm, og Nissan har indført kraftigere fjedre.

De har også modificeret affjedringen fortil, som gør det lettere at håndtere bilen i terrænet ved lav fart.

Super landevejs-komfort

Man sidder godt bag rattet – der er fodplade til venstre fod, så man opnår en helt lige kørestilling. Bilen havde 190 hk, så den var ganske hurtig.

Vi prøvede den på en længere tur fra København til Middelfart og retur på en blanding af motorvej, små snoede landeveje og grusveje – dog uden læs.

Den nye affjedring sikrer super god komfort hele tiden – uden nogen former for hoppen og dansen med bagvognen, hvad man oplever i mange pick-up’s med stiv bagaksel. Bilen har en kraftig rammekonstruktion.

Ikke adaptiv fartpilot

Bilen havde fartpilot, men ikke adaptiv fartpilot – som man altid savner, når man kører på motorvej. Vi sporede også en del vindstøj ved høj fart.

Nyttelasten er nu øget til op til 1.026 kg, og det er stadig muligt at laste 3.500 kg. på krogen. Vi skal også nævne kraftigere bremser og bremsekreds forstærker samt stabilisator.

Selve ladet var plastbehandlet, men derfor også glat. Derfor sikrede vi ved en test med gods også dette gods med fastgørelses-stropper for at godset ikke skulle rutsje rundt. Der er seks fastgørelses-kroge på ladet plus flytbare skinner, så man tøjre godset optimalt.

Ikke låsbart geværrum

Læssehøjden målte vi til 820 mm. Vi skal nævne at bagklappen er ret tung – her ville det hjælpe med gasdæmpet bagklap.

Der er god plads bag adskillelsen – og der er rum (geværrum) under gulvet. I testbilen dog ikke med låsbar plade til geværrummet, som vi så ved tidligere Navara tests. Vi savnede også lås på handskerummet.

Et af det danske markeds stærkeste garantier på fem år eller 160.000 km er stadig gældende over hele Nissans varebils-palette.

Ny basisudgave: King Cab

De senere år har der herhjemme kun været Navara-modellen tilgængelig i Double Cab udgave, men nu kommer også Single Cab modellen med betegnelsen King Cab – et navn, som har været forbundet med Nissan pick up biler i generationer. Faktisk har Nissan 80 års erfaring med off-road køretøjer.

King Cab havde tidligere bladfjedre – og blev især solgt i tredjelande, men nu kommer King Cab med samme uafhængige multilink affjedring som Navara – og er samtidig tilgængelig herhjemme.

Nissans pick-up udgaver sælger på hele jordkloden med forskellige betegnelser.

Spar 72.000 kr. med basisudgave

Hvor testbilen Navara N-Guard koster ca. 287.000 kr. plus moms, kan man få billigste King Cab udgave for 215.000 kr. plus moms.

Vi håber, vi kan vende tilbage med en test af King Cab på et senere tidspunkt.

Navare fik iøvrigt prisen ”Pick-up of the Year 2016.”

Navara-produktion flyttes

Senest har Nissan besluttet at lukke deres fabrik i Barcelona i Spanien – hvor Navara i dag produceres til europæiske kunder –  for at skabe besparelser.

Det vil formentlig ikke ændre forholdene for kunderne herhjemme – bortset fra længere leveringstid, da Navara pick-up, fremover skal bygges i Sydafrika.

Men også konkurrenterne Ford Ranger og Toyota Hilux kommer til Danmark fra netop Sydafrika – så det er alene et spørgsmål om logistik.

Faktaboks Nissan Navara N-Guard pick up 190 hk:
Motor: 4 cyl., diesel, biturbo.
Slagvolumen: 2,3 liter.
Ydelse: 190 hk v. 3.730 omdrejn.
Moment: 450 Nm. V. 1.500-2.500 omdrejn.
Gearkasse: 7 trins aut.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 10,8 sek.
Gennemsnitsforbrug: 10,6 km/l WLTP.
CO2 udslip: 248 g/km
Dæk: Continental Conti Cross Contact 255/60 R 18 H XL.
Læssehøjde: 820 mm.
Totalvægt: 3.010 kg.
Nyttelast: 1.026 kg.
Trailervægt: 3,5 tons.
Mål sidedøre: 530 x 730 mm
Bredde i kabine: 1.360 mm
Ladmål: 1.537 x 1.560 mm
Affjedring for: Uafhængig/dobb. triangler.
Affjedring bag: Uafhængig/Multilink.
4×4 system: Elektronisk med reduktionsgear.
Vendediameter: 12,4 m.
Til/frakørselsvinkler: 31/29 grader.
Vadedybde: 600 mm.
Frihøjde: 223 mm.
Bakkehjælp: Hill Descent Control og Hill Start Assist.
Fabriksgaranti: 5 år/160.000 km.
Bremser: Vent. skiver/tromler, esc, ABS og nødbremse.
Navara N-Guard testbil pris ekskl. moms: 286.990 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk