Allerede sidste efterår præsenterede PSA (Peugeot-Citroën) prototyperne af deres Berlingo- og Partner modeller i eludgaver – det skete på IAA transportmessen i Hannover, men nu er de ved at være klar til salg, og en forserie vises på biludstillingen i Bruxelles.

”Berlingo Electric kommer til salg på de første markeder i Europa til april måned, men vi kan endnu ikke sige noget om, hvornår den kommer til Danmark, siger informationsdirektør Ellen Nørregaard fra Citroën Danmark.

Hos Peugeot udtaler pressechef Hanne Sørensen, at man p.t. ikke vil tage Partner Electric til Danmark på grund af den for lille interesse for el-køretøjer herhjemme.

Samme størrelse varerum
El-udgaverne er udstyret med den mest moderne teknologi, og den har de samme fordele som de normale varebiler – det vil sige med lastvolumen på op til 4,1 kubikmeter og 685 kg i nyttelast.

Den to-delte batteripakke er placeret under vognbunden i varerummet, så man bibeholder den helt plane lastflade.

Rækkevidde på 170 km.
Batterierne har en kapacitet på 22,5 kwh, som giver en rækkevidde ifølge EU-norm på op til 170 km – afhængig af last og kørestil.

Bilen har to opladnings-muligheder – enten standard på mellem 6- og 12 timer, afhængig af strømstyrken, eller lynladning på en halv time, som genoplader batterierne op til 80 pct.

Udviklet sammen med Mitsubishi
Motoren er udviklet i samarbejde med Mitsubishi Motors Corporation og er baseret på deres elektriske drivlinje. Bilen er forhjulstrukket, og den maksimale effekt er 49 kW (67 hk) og det maksimale moment 200 Nm.

”Instrumenteringen i bilen rummer en særlig ”øko-kørsel” funktion, og bilen genvinder energi ved deceleration og nedbremsning, ligesom på den eldrevne personbil C-Zero. Desuden er bilen udstyret med hill-holder, der arbejder sammen med ESP-systemet, som er standard på bilen, udtaler Ellen Nørregaard.

Bygges i Spanien
Bilen bygges på den spanske fabrik i Vigo, som er en af koncernens største fabrikker, og som også producerer de øvrige Berlingo-modeller foruden søstermodellen Peugeot Partner.

På udstillingen i Bruxelles  – den 91. i rækken – viser Citroën bl.a. også cabriolet-udgaven af Citroën DS3 Cabrio og den nye 3-cylindrede benzinmotor VTi 82. Udstillingen har åben for publikum fra den 11.- til den 20. januar 2013.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk