Af Finn Bruun

Den internationale bilbranche belønner Maersk Line for at øge bæredygtigheden i hele forsyningskæden for den automotive industri.

Det var topfolk fra autobranchen over hele verden, som forleden i London gav den årlige ”Automotive Supply Chain Global Award” for rederier til Maersk Line for at være det rederi, der har præsteret bedst inden for den automotive industris logistik- og forsyningskæde.

Verdens største bilproducenter
“Vi samarbejder med nogle af verdens største bilproducenter, og vi er glade for, at dette er blevet anerkendt i form af denne pris. Vi går 100 procent ind for at støtte vores kunders forretninger og hjælpe dem med at vokse og vil gerne takke dem for deres fortsatte støtte, sagde David Browne, salgsdirektør for Maersk Line i Storbritannien og Irland, da han tog imod prisen.

Maersk Lines kundeliste omfatter eksempelvis Ford, Nissan, Honda, Toyota, Hyundai og General Motors.

Satte nye standarder
Maersk Line vandt prisen for sine bestræbelser på at øge bæredygtigheden inden for skibsfart ved at reducere emissionerne, hvormed de hjælper kunderne med at mindske miljøpåvirkningen fra deres forsyningskæder.

Maritime Danmark nævner, at introduktionen af Triple E-skibene i 2013 og i år har sat nye standarder for energieffektiviteten samtidig med, at rederiets eksisterende flåde i høj grad bliver retrofittet med nye teknologier for at øge energieffektiviteten.

I 2013 reducerede Maersk Line således CO2-udslippet med 12 procent.  Maersk Line, der i tredje kvartal fik et overskud på 685 millioner dollar efter skat, tog levering af yderligere tre Triple E-skibe i denne periode.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk