Flere tyske medier beretter nu, at det store tyske efterkrigs bilmærke Borgward vil vende tilbage til Europa.

Mærket med bilerne Borgward, Glas, Goliath, Goggomobil og Lloyd lukkede og slukkede i 1961 for bilproduktion.

Men Christian Borgward, barnebarn af stifteren af mærket, Carl F. W. Borgward, kundgjorde på bilmessen i Genève i 2015, at man nu havde rejst kapital og havde genoplivet mærket – et arbejde, som Christian Borgward havde begyndt på 10 år tidligere.

Lastbilsfabrikken Foton
Det var især investorer i Kina – med lastbilproducenten Foton i spidsen – som stod klar med pengene – og på IAA biludstillingen i Frankfurt i fjor viste man så sin første SUV bilmodel, BX 7, der er produceret på en Foton-fabrik i Kina.

Salget af biler eksploderer nærmest i Kina – så de fleste fabrikker udenfor Kina forsøger sig med produktion og salg i Kina. Som reglerne foreskriver i reglen i joint venture samarbejde med lokale producenter. Foton har i år indledt salget af Borgward for alvor i Kina – og nu kommer Europa med på vognen.

Skal bygges i Bremen
Fabrikken i Europa skal ifølge flere tyske medier placeres i samme by, hvor Borgward blev bygget i gamle dage: Bremen. Der bliver tale om en montagefabrik, hvor delene så ankommer pr. skib til Bremerhafen – for at blive færdigproduceret.

En endelig bekræftelse på fremtiden i Europa skulle komme på en pressekonference i Bremen i denne uge.

Borgward var oprindeligt kendt for både smarte sportsvogne og familiebiler – samt for lastvogne og varevogne (den sidste varebil var B611 i 1961). Der blev dog bygget Borgward-Büssing militær-køretøjer til 1963, hvor der blev anvendte produktionslicensen fra Borgward.

Begynder med elbiler
Efter sigende skulle et nyt eventyr i Europa i første omgang omfatte elbiler – om der også kommer eldrevne Borgward varebiler vides ikke p.t.

Produktionen skulle omfatte 10.000 biler om året fra den nye fabrik, der skulle være på 10.000 kvadratmeter. Omkring 1960 byggede Borgward 100.000 biler om året på deres Bremen-Sebaldsbrück fabrik – hvor der i dag bygges Mercedes-Benz køretøjer.

Fabrikken er hovedcenter for produktionen af Mercedes C-klasse – men bl.a. også E-klasse cabriolet, SL, GLC og GLC Coupé produceres her.

Leave A Reply